Spitlings

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 5. august 2020 - kl. 21:12
Del denne artikel:
0 0

Spitlings er et godt gammeldags arkadespil med små spyttende skabninger. Ja, den er god nok - læs vores anmeldelse her.

Spitlings er et kaotisk arkadespil for op til fire spillere, som udkom eksklusivt til Google Stadia tilbage i februar. Nu er spillet så også klar til blandt andet PlayStation 4 og det er et af de spil, som er nemt at give sig i kast med, men svært at mestre.



I Spitlings tager man kontrol over nogle små farvede klatter, alle med underligt store tænder. Disse Spitlings bor i et smukt og roligt land, men en dag rammer en enorm klat lilla slim deres land og en masse Spitlings bliver nu fanget. Så gennem mere end 100 baner skal man befri de mange tilfangetagne Spitlings, som man derefter kan bruge i sin videre færd gennem de mange baner.

Alt hvad disse Spitlings kan gøre, er at spytte. Hvis man vil hoppe, flyve eller besejre fjender, så spytter man. Man kan se hvor mange spyt man har tilbage på ens Spitlings’ tænder. Tænderne forsvinder efterhånden som man løber tør for spyt, men man kan få tænderne til at gro ud igen ved at samle noget at det spyt op, som man allerede har brugt. Man kan også få tænderne til at gro ud ved at holde en knap nede i nogle sekunder, men mens man gør det, kan ens Spitling ikke bevæge sig, så det kræver et roligt hjørne et sted på banen, hvilke der ikke er mange af her.



Gameplayet er let at forstå, let at kaste sig ud i, men det er et svært spil. Efter få minutter med spillet har man set hvad det har at byde på; der skal spyttes, fjender skal nedkæmpes på forskellige måder og man skal overleve. Og så videre til næste bane. Man bliver hele tiden belønnet med blandt andet nye Spitlings og op til 70 nye farvetemaer til spillets baner, som man kan løbende skifte mellem mens man spiller. Er de 100 baner i Story Mode ikke nok, kan man genbesøge banerne for at gå efter deres tids-udfordringer og dermed vinde yderligere belønninger, så der er nok at give sig i kast med.

De oplåste Spitlings kan man også bruge i Party mode, hvor man kan vælge mellem forskellige gamemodes og tweake spillet med diverse “mutators”, som for eksempel kan være at banen vender på hovedet, at der nærmest ingen tyngdekraft er, eller at ens Spitling konstant hopper. Her spiller man 3, 5 eller 10 runder og mellem hver runde, vælger spillerne en ny bane blandt tilfældigt udvalgte. Flertallet bestemmer.



Hele spillet kan spilles samme med tre venner både lokalt og online og hvis én spiller dør, skal alle fire spillere starte den pågældende bane forfra. Det skal nok teste nogle venskaber. Spitlings er god gammeldags arkade underholdning og det har den der “jeg skal lige prøve igen faktor”, som er så vigtig for denne type spil.

Grafikken er farverig, nuttet og simpel. De forskellige Spitlings er sjovt designet, men også ret klamme med deres store munde og mærkelige tænder. Lydsiden er fin, med gode lydeffekter og et fint soundtrack.



Spitlings er et velfungerende og udfordrende lille arkadespil, som op til fire spillere kan spille sammen. Det er let at gå til; ingen indviklede regler eller opgraderings-systemer, bare solid underholdning. Spitlings vil senere får en level editor, hvor man kan lave sine egne baner og dele dem med andre spillere og man vil kunne spille andre spilleres baner. Denne del er dog ikke klar endnu.

Hvis du er til små og underholdende arkadespil i stil med Super Meat Boy eller N++, så er Spitlings lige noget for dig. Det er god og let underholdning og det kan købes på PlayStation Store til 109 kr. og det er en helt fair pris for den mængde underholdning, som ligger gemt her.
+ Velfungerende gameplay, god og let underholdning, farverig og simpel grafik
Gameplayet er ikke specielt varieret, sværhedsgraden kan være en showstopper for nogen
Gameplay:7.5
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.