Splinter Cell Chaos Theory

Anmeldt af: - 1. april 2005 - kl. 19:16
Del denne artikel:
0 0

Endeligt kom det længe ventede Splinter Cell Chaos Theory på gaden. Vi kigger på dette utroligt flotte spil.

Efter Shanghais noget mislykkede efterfølger er Montreal tilbage med Chaos Theory. Da UbiSoft fremviste originalen skabte det enorme forventninger hos fans. Splinter Cell levede fuldt op til hypen, og et år efter udkom efterfølgeren Pandora Tomorrow. Dette blev endnu en succes for den franske gigant. Kort inden Splinter Cell udkom på diverse konsoller var Montreal så småt i gang med den rigtige efterfølger, Chaos Theory. Nu står vi med det tredje spil i blockbuster serien, som har nået nye højder.

Splinter Cell Chaos Theory er udviklet med nye engines til henholdsvis lyd og grafik og giver dig finpudset gameplay. Historien har altid været politisk og ren Tom Clancy stil, men det var forfatteren JT Petty, der stod for fortællingen. I denne omgang har Hocking og Petty stået for et godt samarbejde.

I år kommer Splinter Cell i direkte konkurrence med Metal Gear Solid, som Console.dk gav 10 ud af 10. Et mesterværk er Chaos Theory kort sagt også. Splinter Cell er ikke én stor revolution i sig selv men bringer flere små revolutioner på bordet, hvilket tilfredsstiller denne anmelder.

Ubrugelige features er fjernet, nye er kommet til og i forvejen gode elementer er blevet opdateret. Dette er en opskrift, der holder. Montreal har helt sikkert brugt ordsproget ”hvorfor ændre det, når det ikke er i stykker”, for det er SplinterCell1 i nye klæder.

Chaos Theory tager sted i år 2007, og tredje verdenskrig er ved at bryde ud. Der er dårlige forhold mellem Japan, USA og Nord Korea. Du skal, som Sam Fisher, sørge for, at tredje verdenskrig ikke bliver en realitet.
Splinter Cell Chaos Theory

Historien er den bedste hidtil i et Splinter Cell og formår at give dig flere overraskelser og drejninger undervejs. Fortællingen og fremgangen via de korte sekvenser gør dog ikke meget for historien. For nogles vedkommende vil handlingen være ligeså kedelig og ligegyldig, som i de to foregående, men det er en smagssag.

Gameplay
Coop og Multiplayer er de originale spilletyper, men det er solo mode, som er spillets højdepunkt. Du får ti forholdsvis lineære missioner, som strækker sig ud over flere lande, så som Peru og Japan.

Inden du overhovedet starter med din mission, har du nu før hver bane mulighed for at vælge dit arsenal. Dybt er det ikke, men tre forskellige pakker er tilgængelige. Disse er ”Reddings Recommendation”, ”Stealth” og ”Assault”. Altså en blandet pakke, en pakke for snigertyper og en ren action gå-på pakke.

Inderst inde er gameplayet som vi kender det med små forbedringer hist og her. Den største er Sams nye kniv, som giver dig nye angrebsmanøvre, men gør titlen den tand nemmere. Kniven kan bruges i nærkampe. Mange gange kan du løbe hen og stikke en fjende ned inden vedkommende når at reagere og endda uden blodeffekter. Du har stadig mulighed for at holde gidsler, men her er pistolen udskiftet med din kniv, der har dog samme effekt.

Pistolen har mistet sit lasersigte, men det er logik, når sigtet er forbedret til det præcise.

I stedet udstyres du med en lyseslukker. Et enkelt tryk og lyset går for derefter at tænde igen. Brugbart, men endnu en grund til, at spillet er blevet meget lettere. Af tilføjelser til din SC-20K finder man shotgunen og sniperriflen til de mere actionbaserede spillere.
Splinter Cell Chaos Theory

Bevægelsen, hvor du læner dig op ad muren og skyder, er fjernet til fordel for skulderskifte. Med et enkelt klik på venstre analog skifter Sam skulder, så du bedre kan se om hjørner. Det mest tilfredsstillende move er, hvor du hænger med hovedet nedad og brækker halsen på offeret. Andre moves er dog fjernet så som SWAT vendingen. Det største kritikpunkt i forgængerne var, at fjender havde indbygget alarmsystem. I denne omgang skal fjender nå frem til en alarm for at kunne tænde den, hvilket gør spillet mindre frustrerende og mindre trial-and-error.

Et sjovt tiltag er mini-spillet Hacking. Hvis du ikke får fat i en dørkode eller noget mislykkes, kan du altid gøre brug af din lille hacker. Der står en masse tal til venstre, hvor hver linie består af ni tal (eks. 193.67.10.20). Til højre står der nogle cifre, som engang imellem lyser op, og når det lyser op skal du trykke på aktiveringsknappen. Hermed fjernes nogle linier til venstre, og til sidst vil der kun være en tilbage, som kan give dig adgang. Enkelt og ligetil mini-spil, der desværre er med til at gøre spillet til en meget let mission.

Der blev lovet frie banedesigns, men dette må ses begrænset. Du har flere forskellige veje at tage, men desværre fører de alle dig hen til hovedstien, hvilket gør spillet til en stadig noget lineær oplevelse. Missionerne kan klares på forskellige måder, men du skal ofte undgå eller torturere fjender, slukke lys, hacke computere osv. Det er ensformigt, men der er mere frihed end før.

Den kunstige intelligens er forbedret, og nu reagerer fjender på åbne døre og slukket lys. Man kan se dem blive bange, gå i dækning, skyde ud i det mørke og samarbejde. Dog er AI’en Chaos Theorys svageste punkt, hvor fjender stadig virker dumme. Du kan lande ved siden af vagter, uden at de ligger mærke til en eneste lyd. Et tilbagevendende problem er, at fjender stadig ikke kan se dig i mørke, selvom du gemmer dig i de tyndeste skygger, hvilket gør, at du nemt kan snige dig om bag fjender. Det er dumhed, når det er værst. Fjenderne har en tendens til at stå placerede de mest matte steder og råber efter at få stukket en kniv i sig. Det sjove ligger klart i at skræmme sine modstandere – det er så veludført, at det ligefrem giver genspilningsværdi.

Kontrollen er lige så solid, som altid. Det er den samme med få ændringer i opsætningen. Den er så god, at det er som om, at man ikke selv styrer Sam rundt i spillet.

Splinter Cell Chaos Theory

Spies vs Mercenaries
Stadig er det multiplayer, der holder spillet frisk. Spies VS Mercenaries er det bærende element, og vi får denne gang nogle ændringer og tilføjelser.

Først er arsenalet opgraderet, hvilket gør hver runde mere varieret. Spionerne har fået en ny Heart Beat gadget, men det helt nye er den optiske camouflage, som gør dig usynlig i et par sekunder. Coop bevægelserne er tilføjet VS, så din makker og dig kan samarbejde endnu mere intelligent mod mercenaries vagterne.

Mercenaries har fået tilføjet to nye våben i form af Shotgun og Submachine Gun. Det er retfærdigt, så længe du holder dig fra modstanderne, men når du som spion kommer op mod et maskinegevær, bliver det hurtigt ubalanceret. Vagterne har nu mulighed for gasmaske, taske og ikke mindst kameranetværk, som er kærkomne tilføjelser. Af nye moves kan nævnes besærker, som gør, at du snurre rundt. Og nu har soldaterne mulighed for at sige afslutningsord, inden de gør det af med en spion.

Multiplayer giver dig tre nye gamemodes. Deathmatch var meget efterspurgt og er nu tilføjet. Her har Mercs ikke adgang til besærker bevægelsen, og begge parter er begrænsede. Det gælder så om at slå hinanden ud flest gange. Et andet er, hvor alle tre gamemodes fra Pandora Tomorrow er blandet sammen i et mode kaldet ”story mode”. Her skal man klare forskellige mål rundt på banerne, som giver dig en kæmpe variation. Sidste mode er ”Disk Hunt”, hvor du skal samle disketter fra forskellige computere sat rundt på banen. De seks nye multiplayerbaner er større end de gamle, hvor de gamle levels er omjusteret en smule. De nye maps vil ikke falde i alles smag. Derfor kunne man have ændret maksimum antal spillere, men der er stadig blot plads til fire på en server.

Spies VS Mercenaries gør grimt sagt brug af den gamle Pandora Tomorrow engine, men gameplayet er stadig i top. Du får 11 baner til rådighed, hvor fem af dem er tilbagevendende. Denne gang skal man være god for at kunne overleve, hvilket kan skræmme dårlige og nye spillere væk. Ellers fungerer multiplayer primært som den gjorde i Pandora Tomorrow – bare bedre.

Splinter Cell Chaos TheoryCoop
Coop er spillets helt store nyskabelse og formår at imponere. Denne form for spiltype kan spilles i split-screen, system-link eller over Live netværket. Offline delen fungerer pragtfuldt uden nogen irritation selv med skærmen splittet.

Grafikken er på samme højde og gameplayet endnu dybere, men desværre får du kun fire missioner, hvilket er kritisabelt.

Missionerne er mange gange lige til, og coop moves udnyttes ikke meget. De forskellige coop moves udføres ganske enkelt ved tryk på én knap. Din makker og dig har heller intet kort over banerne. Banedesignet er udviklet til to spillere og fungere i det hele fint, men igen er levels præget af lineære designs, som gør missionerne for ensformige. Coop har flere sværhedsgrader, hvor du kan låse op for ”elite”, som gør det hele endnu sværre. Alle fire missioner kan gennemføres på cirka fire timer, så multiplayer har primært en længere holdbarhed end coop. Når en makker skydes ned, har man 30 sekunder til at genoplive ellers er det gameover – du har stadig mulighed for at gemme undervejs.

Veludført er det, men det er over Live, modet kommer til sin ret. Her ser du netop ikke din makker, og I skal samarbejde på højeste plan. For høj tale gennem mikrofonen, og vagterne hører jer. Men efter coop er gennemført, er der ikke meget at komme efter, og det kan for nogle blive ensformigt. Kritisk er det, at coop lagger og disconnecter, selvom du er i besiddelse af en god forbindelse.

Desværre har de to ShadowNet spioner ingen selvstændige moves, så din karakter er ikke personlig, og coop moves er bare ikke godt nok. Historien udspiller sig sideløbende med spillets solo mode, og senere hen får du kommunikeret med Sam Fisher, hvor du i singleplayer kommunikere med de to spioner – fed feature.

Grafik
Animationerne er virkelighedstro men stadig stive. CGI sekvenserne er flotte, men til tider dykker frameraten.

De små detaljer så som ansigtsudtryk, ragdoll og nærkampsangreb ser fabelagtigt ud. Du kan se genspejlingen i Sams goggles og enkelte hår på hovedet. Teksturerne er skarpe. Lys og skygge fungerer, som det altid har gjort og imponerer stadig.

Banedesignet er flot og veludført, men desværre virker de lidt for kulisseprægede grundet manglende miljøaktivitet. Revolutionen kommer i form af Sams animation kaldet Closer-Than-Ever. Sam kan stoppe midt i en animation og stå i samme position, indtil du bevæger dig. En lille men lækker feature.

Coop gør brug af samme motor, hvilket giver den samme sprøde grafik, som i solo mode. Grafikken har ikke engang fået en mærkbar dykning i split-screen.

Man kan ikke komme udenom, at Chaos Theory ér det flotteste spil i denne generation, men den kikser i multiplayer, hvor en anden motor er taget i brug. Netop den nu gamle motor, som blot har fået tilsat interaktive features. Skuffende og mildest talt ringe udført arbejde af Annecy.

Splinter Cell Chaos Theory

Lyd
Du ligger hurtigt mærke til, at lydsiden er kraftigt forbedret siden forgængerne. Ikke nok med, at standardlydene er som taget ud af virkeligheden – de små lydeffekter giver netop den fantastiske stemning. Du høre vinden suse, regn der rammer plastik osv.

Lyden er blevet ét med gameplayet. Hvis der næsten intet støj er, må du liste dig frem, men hvis høje lyde er at høre, så som ventilatorer, så kan du udnytte dette og sætte farten op. Lækkert og første gang, at lydsiden er så vel integreret som det er i Chaos Theory.

Voice-actingen er ligeså god og humorfyldt. Ironside står endnu engang for uovertruffen stemmeskuespil, og aldrig har Sams personlighed været præsenteret så godt. Udover dette høres veludførte NPC stemmer, især replikkerne er geniale. Tit oplever du referencer til tidligere og andre spil som: ”Ja, han fik det nye Prince of Persia spil.” – ”Har hørt det skulle være fedt.” – ”Bliver årets spil.” – ”Jeg kan ikke vente til at spille det”. En anden er, hvor Sam og Lambert gør sjov med Pandora Tomorrow: ”Lad mig gætte, tre alarmer og missionen er ovre?” – ”Selvfølgelig ikke, dette er ikke et videospil”. Disse sætninger sætter dagsordenen for spillets humor.

Chaos Theorys musik holder sig på samme højde og er udført at Amon Tobin. Underlægningsmusikken er panisk og giver en stressende fornemmelse, når du bliver set. Et mere action præget underlægningsstykke starter op, når der bliver skudt hedt omkring.

Ikke kun i singleplayer er lyden en fryd for øret. For hvis du taler for højt til din makker i coop, vil fjender høre dig. I multiplayer har mercenaries nu også mulighed for at sige afskedsord, inden de gør det af med spionen. Titlen understøtter Dolby 5.1, hvilket gør, at lydsiden i det store hele er perfekt, og du finder næppe et andet spil med lige så god kvalitet.

Splinter Cell Chaos Theory

Holdbarhed
Chaos Theory indeholder ”solo”, ”versus” og ”coop”. Singleplayer giver dig ti missioner, hvor nogle er hurtigere gennemført end andre. Denne gennemføres på små ti timer, men så har du andre sværhedsgrader på bordet. Endelig har de forskellige missioner en form for genspilningsværdi, hvor du kan vælge at gå efter de hundrede procent. Hvis dette skal lykkes, skal de nye sekundære missioner gennemføres. Kritisk er det, at du endnu ikke får bonus materialer. Level designene kan skræmme casual spillere væk med sin lidt for ensformige opbygning og lineære rute.

Forgængeren bød på to sværhedsgrader, men for de mere hardcore spillere har Montreal inkluderet en ”ekspert” sværhedsgrad, hvilket er endnu en grund til genspilning. Versus mode vender tilbage, og Annecy har fået rettet alle bugs, som hermed giver dig en mere finpudset online oplevelse. Og med kommende downloadable content holder UbiSoft liv i spillet. Det nytænkende er klart Coop, hvor du og en makker skal gennem fire store, svære og ikke mindst lange missioner.

Synd er det, at dette mode gennemføres på blot fire timer. Hvis du er en af de uheldige, der ikke har adgang til Xbox Live, har titlen ikke den samme holdbarhed. Du har dog mulighed for split-screen coop, hvilket også er en fornøjelse.

Overall
Chaos Theory ér et af denne generations allerbedste og mest helstøbte titler (Xbox versionen red,). Du får den flotteste grafik hidtil set på konsol. God integreret lyd del og ikke mindst et umådeligt spilbart gameplay.

Titlens store kritikpunkter er den kunstige intelligens, banedesignet, coop, ensformigheden og, at det er flere længder lettere end forgængerne.
Splinter Cell Chaos Theory

Det er som at få tre spil i et, men hvis du ikke har adgang til netværk, er kampagnen stadig det værd. Er du derimod ikke til genren eller de to foregående, så vil Chaos Theory heller ikke falde i din smag. Én ting er dog sikkert – Chaos Theory får sine forgængere til at ligne spil fra en tidligere tid.

Splinter Cell 3 er langt fra perfekt og har stadig sine fejl, men du finder ikke noget spil i denne generation, der overgår dette indenfor samme genre. Splinter Cell Chaos Theory lever op til de skyhøje forventninger og er på mange punkter dine sparepenge værd.
Fakta
Splinter Cell Chaos Theory

Splinter Cell Chaos Theory

Platformnone
UdviklerUbisoft
UdgiverUbisoft
Spillere1
Udgivelsesdato--1
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg PSlife her
Gameplay:9.0
Grafik:10
Online:
Holdbarhed:10
Overall 10
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.