Dermed er scenen sat til en omgang rollespil med alt, hvad der dertil hører. Der skal udforskes store baner, snakkes med mennesker og udkæmpes en masse kampe mod alskens fjender, alt dette foregår i en fascinerende mangaverden, hvor sci fi og fantasy går hånd i hånd.
Historien udspiller sig i en fjern fremtid. Menneskets eksistens er truet efter tredje verdenskrig, der i 2064 kulminerer med en total atomkrig. Krigen efterlader jorden i ruiner, økosystemet er ødelagt og for at undgå udryddelse må mennesket søge efter en ny planet, hvor de kan etablere sig. Efter mange års forskning skaber man warp speed, der gør det muligt for mennesket at rejse til tidligere ukendte planeter. I forsøget på at finde et nyt hjem blandt stjernerne, sendes der 5 rumskibe af sted fra Space Reconnaissance Force, en speciel udforskningsenhed. Ombord på et af disse skibe møder vi vores hovedperson, Edge Maverick, der sammen med hans barndomsveninde, Reimi Saionji, er draget ud for at hjælpe med at finde en ny planet. Noget går imidlertid galt, og de styrter ned på planeten Aeos, hvorefter eventyret tager sin begyndelse.
Man styrer Edge rundt på forskellige planeter, miljøerne varierer mellem alt fra sandstrande, snelandskaber og store rumskibe for blot at nævne et par stykker. På sin færd møder man flere figurer, der vælger at slutte sig til følget, på den måde får man hurtigt etableret en gruppe af forskellige særprægede individer, der med hver deres særlige egenskaber hjælper Edge i hans jagt på en ny hjemplanet. Der bliver brug for al den hjælp, han kan få, for det vrimler med fjender på de planeter, man rejser rundt på. Man støder på alt fra forvoksede svampe, skelet-soldater, store drager og selvfølgelig nogle enorme bosser.
Når man møder en fjende, er det om at møde fjenden bagfra, da dette giver en fordel i kampen, omvendt hvis en fjende overrasker dig, har de en fordel. Når kampen går i gang, sendes man til en kamparena, hvor kampene afvikles i real tid, de foregår altså ikke turbaseret, som man ellers tit ser det i JRPG spil. Dette giver spillet en mere actionbetonet følelse, som giver en god effekt. Under kampene kan man frit skifte mellem de personer, man har i sin gruppe, og man kan forud for kampene og under selve kampene ændre taktikken for den enkelte figur. På denne måde kan man optimere sine angreb til de enkelte kampe. Dette viser sig især vigtigt, når man kommer længere frem i spillet, hvor fjenderne er mere snu, og bosserne er større og voldsommere.
Kampene er vigtige, da man efter hver kamp får tildelt et antal point - de bruges til at gøre ens figurer stærkere, give dem nye færdigheder, bedre udholdenhed og meget mere. Dette betyder, at man ikke kan nøjes med at tage et par kampe og ellers løbe forbi resten af fjenderne, da det vil resultere i, at man pludselig står ansigt til ansigt med en større og stærkere fjende uden at have en chance. Heldigvis er kampsystemet rigtig underholdene og velfungerende, for ikke at sige vanedannende, og da man kan opgradere sine figurere og deres evner på alle tænkelige måder, er det en fornøjelse at løbe ind i endnu en fjende, selvom man har kæmpet mod dem op til flere gange.
Selve kampsystemet består udover de almindelige angrebskombinationer og forskellige former for magi, også af to alternative former for angreb: Rush mode og Blindside. I Rush mode bliver man hurtigere, stærkere og har mulighed for at lave voldsomme comboer, der aktiveres ved, at man gennem kampene fylder et rush meter op, der derefter kan anvendes mod fjenden. En blindside udføres med et tryk på en knap, når fjenden angriber, timer man det korrekt, undgår man fjendens angreb og hopper om bag ham og kan nu give ham et kritisk angreb.
Kampsystemet er blot en af mange facetter, som spillet byder på. En af de mindre iøjefaldende, men meget interessante, er private actions delen, der giver spilleren mulighed for, via samtaler med de forskellige figurer på holdet, at oprette specielle bånd imellem dem, hvilket kan have direkte indvirkning på spillets udvikling. En anden del af spillet, der er meget interessant, er item creation. Her har man mulighed for at lave nye våben og formler, hvorefter man skal skaffe de nødvendige materialer til produktionen. Det kan gøre en til indehaver af specielle ting, der ikke kan købes i nogen butikker rundt om i spillet.
Spillets historie er ganske underholdende, man følger primært spillets hovedhistorie, men der er også små sidemissioner, som man kan vælge at begive sig ud på. De fleste sidemissioner har desværre samme kendetegn, hvor det handler om at levere bestemte genstande fra a til b. Historien fortælles primært ved nogle flotte cutscenes og gennem samtaler med de personer, man møder på sin vej. Nogle af spillets cutscenes er dog forfærdeligt lange, hvilket kan være irriterende, her har man heldigvis muligheden for at skippe scenen, hvorefter der kommer en kort tekst op på skærmen, der forklarer, hvad der skete i scenen.
Spillet kan dog til tider give en grå hår, da det er bygget op med savepoints. Dette betyder, at det kun er ved bestemte steder i spillet, at man kan gemme sit spil. Dette virker forældet og kan udløse store frustrationer, da man ryger tilbage ved sidste savepoint, såfremt alle ens karakterer mister livet.
Der ligger ufattelig mange spiltimer gemt i Star Ocean The Last Hope, selve historiedelen tager mange timer at komme igennem, og hvis man samtidig går efter at lave alle tingene i item creation og udnytte private actions delen, er der mere end 100 effektive spiltimer.
Rent grafisk er spillet sat op med nogle utrolig smukt udførte landskaber, der gør det til en fornøjelse at bevæge sig rundt i de forskellige områder i spillet. Desværre falder niveauet rigtig meget, når man bevæger sig indenfor både i grotter og rumskibe, her er grafikken decideret forældet og ganske uinspirerende.
Her kunne spillet ellers have brilleret, da kombinationen af scifi og fantasy giver udviklerne næsten uanede muligheder for grafisk udfoldelse. Edge og hans venner er ligesom fjenderne i spillet rigtig godt udført, det er med til at gøre de tidligere omtalte kampsekvenser endnu mere imponerende, især når man støder på bosserne er der lagt op til en farvestrålende, smuk og voldsom kamp.
Lydsiden i spillet er både fantastisk og horribel, selve soundtracket er komponeret af Motoi Sakuraba, der også er ophavsmanden til de tidligere Star Ocean titler, det er ren guf for ørene og med til at skabe en god stemning i spillet. Soundtracket er dog præget af en regulær forfærdelig arkadelyd, når man er i kamp mod fjenderne. Da man bruger meget tid i spillet på at kæmpe, er dette et stort minus, da det bliver ensformigt og irriterende i længden. Stemmeskuespillet er ganske hæderligt, der er dog et par af figurerne, der mangler sjæl og nerve, og en enkelt figur Lymle kommer man til at hade, da hun i hver sætning bruger ordet kay. Man har mulighed for at spille spillet med de originale japanske stemmer, og det kan faktisk varmt anbefales, da det gør spillet mere autentisk og fremhæver visse karaktertræk bedre hos de enkelte personer.
Star Ocean The Last Hope er en solid JRPG titel og skal bestemt ikke overses af folk, selvom det nyeste Final Fantasy er lige på trapperne. Spillets kampsystem og opgraderingssystem virker upåklageligt og er med til at bidrage til, at spillet ikke bliver kedeligt til trods for spillets længde. Derudover er muligheden for at spille spillet med de originale japanske stemmer et kæmpe plus, da det giver spillet et højere niveau.
Facebook
Twitter
