Historien i Star Trek: The Video Game foregår imellem Star Trek, den første film fra 2009, og den biografaktuelle efterfølger, Star Trek: Into the Darkness. Vi følger Kaptajn Kirk og hans næstkommanderende, Mr. Spock, kort efter begivenhederne i den første film. I den første film bliver Spocks hjemplanet, Vulcan, destrueret, og i spillet er bebyggelsen af en ny planet, ved navn New Vulcan, undervejs ved hjælp af en såkaldt Helios maskine, indtil at Gorn, en øglelignende race, invaderer planeten igennem et ormehul og stjæler maskinen. Det er nu op til Kaptajn Kirk, Mr. Spock og resten af besætningen på Enterprise at stoppe de invaderende reptiler fra at forvandle Helios maskinen til et altødelæggende våben, der truer hele galaksen.
Historien er skrevet af Marianne Krawczyk, manuskriptforfatteren bag God of War-serien, og den bliver fortalt fint undervejs i spillet. Den er meget ligetil, ikke særdeles nyskabende, og var ikke den største drivkraft for mit vedkommende, men den bliver leveret godt igennem spillets mellemsekvenser med overbevisende stemmeskuespil fra rollebesætningen fra filmene.
Spillet er primært et co-op tredjepersonsskydespil, hvor man kan anvende cover, men inddrager også mange elementer fra andre genrer. Der er blandt andet platforming, hvor man skal klatre på vægge, et opgraderingssystem til at forbedre sine våben og sit udstyr med, en hel del sektioner hvor spillet opfordrer dig til at snige igennem det, endnu flere sektioner hvor man skal anvende sin såkaldte Tricorder til at hacke døre eller våben med, og så er der også lige blevet klemt en rail-shooter med, hvor du får lov til at affyre lasere og torpedoer fra stjerneskibet Enterprise af.
Ingen af disse elementer, som udgør spillet, er særligt velpolerede, og alt hvad man gennemgår igennem spillet, er blevet udført meget bedre i andre spil. Det virker som om, at udviklerholdet har været uenige om, hvad deres spil helt præcist skulle være og i sidste ende bare endte med at smide lidt af det hele sammen og præsentere det som et fuldendt spil.
Man kan enten vælge at spille som Kirk eller Spock, men forskellen mellem disse to karakterer er minimal. Kirk besidder evnen til at tilkalde luftstøtte fra Enterprise i få situationer i spillet, hvorimod Spock besidder evnen til at aflæse en nedlagt fjendes tanker for at opsnappe informationer.
Hvis man ikke vælger at spille online eller offline med en anden spiller, så må man nøjes med den kunstige intelligens i rollen som ens partner, hvilket jeg ikke kan anbefale. Jeg valgte at spille som Kirk, så Spock blev styret af den kunstige intelligens eller manglen deraf. Størstedelen af tiden blev for hans vedkommende brugt på at løbe frem og tilbage imellem cover i stedet for at skyde på fjenden, som gjorde nøjagtigt det samme, løb frem og tilbage imellem cover.
Når uheldet var ude og jeg døde, så kunne Spock ikke finde frem til mig i tide til at genoplive mig, hvilket resulterede i, at jeg måtte starte forfra. Selv når det endelig lykkedes ham at finde frem til mig i tide, så følte han, at det var vigtigere at skyde på fjenden, hvilket resulterede i, at han selv døde, hvilket så endnu engang resulterede i, at jeg måtte starte forfra - og der var naturligvis langt imellem spillets checkpoints.
Størstedelen af spillet er desuden præget af fejl, hvilket gjorde det til noget af en frustrerende opgave at gennemføre. Adskillige gange, hvor jeg skulle åbne døre eller igennem checkpoints, som naturligvis kræver hjælp fra sin partner, så var han forsvundet helt fra spillet. Man kan anvende sin Tricorder til at lokalisere sin partner med, da han bliver markeret op på skærmen, og ved hjælp af denne kunne jeg bekræfte, at han var helt forsvundet, og at jeg ikke var i stand til at komme videre i spillet.
Jeg stødte på rigtig mange mærkelige fejl undervejs, størstedelen af dem krævede, at jeg blev nødt til at genstarte fra sidste checkpoint, hvorimod andre fejl, eksempelvis platforming-segmenter, der ikke fungerede efter hensigten, gjorde spillet mere irriterende end underholdende. Man skulle tro, at en udviklingstid på 3 år var nok til at komme kritiske fejl til livs, men det var det tydeligvis ikke. Spillet tog godt og vel 8 timer at gennemføre, og jeg var nærmest træt af det hen mod slutningen.
Mit umiddelbare gæt er, at størstedelen af spillets udviklingstid er gået på at skabe troværdige omgivelser. Eksempelvis er stjerneskibet Enterprise blevet gengivet korrekt med samme opbygning som i filmene, og diverse inden- og udendørs arealer, som man rejser igennem undervejs i spillet, formår at trænge godt igennem med veludført banedesign.
Grafisk set klarer dette spil sig udmærket i forhold til så mange andre filmbaserede spil. Både modeller og teksturer er veludførte og detaljerede, men selve karakterernes ansigtsudtryk fremstår døde, og mundbevægelser passer slet ikke til den dialog, der bliver udvekslet, hvilket er en skam, nu hvor stemmeskuespillet ellers er så godt, som det er.
Soundtracket og lydeffekterne i spillet fortjener dog stor ros. Som nævnt har udviklerne arbejdet sammen med produktionsholdet på filmen for at gøre spillet så autentisk som overhovedet muligt, hvilket er lykkedes dem på lydsiden. Underlægningsmusikken til spillet er skrevet af komponisten bag musikken til filmene og fremført af et symfoniorkester. Det samme gælder lydeffekterne på blandt andet våbnene og rumskibene i spillet, disse er også taget direkte fra filmen og gav den nok mest autentiske lydoplevelse, jeg længe har oplevet i et spil.
Star Trek: The Video Game har sine øjeblikke men de er få og langt i mellem hinanden. Størstedelen af tiden med spillet var for mit vedkommende mere frustration end underholdning. Hvis man er Star Trek-fan, så er der en ny historie at komme efter, men man bør kun gå efter den, hvis man kan se bort fra det frustrerende og kedelige gameplay.
Facebook
Twitter
