Star Wars Battlefront

Anmeldt af: - 2. oktober 2004 - kl. 16:31
Del denne artikel:
0 0

Det ville være synd at sige, at Star Wars er blevet forbigået som basis for computerspil. Det er egentlig nok den licens, der har affødt flest spil baseret på samme serie af film. Og her er endnu et.

Siden X-Wing vs. Tie Fighter på PC for mange år tilbage, har der ikke været så mange suveræne spil. Jedi Knight og ikke mindst Knights of the Old Republic er lykkeligvis positive undtagelser, men begge af disse har ikke afbildet de hektiske kampsekvenser, som vi alle har set på det store hvide lærred, og som vi nu kan fryde os med på DVD.

Når du første gang sætter dig i en snowspeeder i hangaren af snebasen på Hoth, som rebellerne, nøjagtigt som i Star Wars episode V, er ved at evakuere, kan du ikke lade være med at trække på smilebåndet, hvis du som undertegnede er bare en anelse Star Wars fan. Du beordrer en medspiller til at bemande harpunsædet bagi, du letter, giver snowspeederen gas og sætter ud for at nedlægge en af de gigantiske gående kampmaskiner - AT-AT'en. Mens laserilden flyver om ørerne på dit fartøj, skal du manøvrere snowspeederen i en stabil cirkulerende linie rundt om den store gående kampmaskine, mens din mand bagi fastgører harpunen på et af benene. Den store forløsning kommer, når du helskindet kan se AT-AT'en falde til jorden.

Pandemic Studios har gjort rigtigt i at gøre brug af Battlefield 1942 spilmotoren, som lader en masse enheder rende rundt i gigantiske landskaber med muligheden for at hoppe i turrets og omkringplacerede fartøjer. Star Wars Battlefront er uden sammenligning det spil, der giver den bedste iscenesættelse af de storslåede kampsituationer, vi kender fra filmene. Vælger du at spille som almindeligt infanteri og løber hen over slagmarken i jagt på mere kanonføde, og du så spotter en tie fighter på himlen styret af en anden spiller, der netop har udset dig som mål, er der ikke meget andet at gøre end at falde på knæ og bede. Hvis du er heldig kommer en medspiller i en X-Wing dig til hjælp. Det er svært at forklare, hvor stort det føles. Det skal opleves.

I spillet har du valget mellem to forskellige æra'er. Du kan vælge om historien skal dreje sig om de første tre film IV, V og VI, eller om historien skal være baseret på I, II og III. Det har stor indflydelse på de enheder, du kan vælge og de fartøjer, du kan køre og flyve rundt i. Den gamle æra lader dig spille som enten rebellerne eller imperiet med de tilhørende X-Wing, Y-Wing, Tie Fighter, AT-AT's og des lige. I den nyere æra er det the republic mod CIS - robothæren med de skrækindjagende destroyer droids, der er udstyret med sit eget personlige force field, der gør dem svære at få bugt med.

Gameplay
Star Wars Battlefront leverer adskillige gameplay modes, som alle er centreret rundt om kampe spredt udover galaksen. På hver planet er målet at få kontrol over nogle nøglepunkter kaldet Command Posts.

Inden du træder ind i kampen, skal du vælge, hvilken klasse din karakter skal være.
Star Wars Battlefront screenshot

Hver klasse har sine egne specielle egenskaber og færdigheder. De fem klasser kan opsummeres i en soldat, pilot, skarpskytte, bazookaenhed, samt en specialenhed, der f.eks. kan have den specielle egenskab, at han kan flyve hen over korte afstande med sin jetpack, eller CIS' specialenhed, der er de frygtede Destroyer Droids.

De fem meget ens klasser hjælper til, at der er en god balance blandt de fire styrker.

På slagmarken gælder det om at erobre så mange command posts som muligt, og dermed afskære fjenden fra at have så mange spawnpoints som muligt.

På nogle af planeterne kan du komme ud for, at de lokale beboere enten hjælper dig eller kæmper imod dig. Det kan være de svagt begavede Gungans på Naboo, de søde små Ewoks på Endor, eller Jawa og Tusken Raider folket på Tatooine. Du kan desuden få hjælp fra en superkriger i nogle game modes, hvor de render rundt og er udødelige. I den gamle æra kan du kæmpe side om side samt imod Luke Skywalker eller Darth Vader. I den nye æra er det Master Windu og Count Dooku, du møder.

Gameplayet lægger op til en kodyl gang multiplayer fragfest, og selvom det er underholdende nok at kæmpe med og mod AI'en, er det alligevel sjovere at kæmpe med andre personer af kød og blod. Ikke mindst når man er to til at bemande et fartøj.

Lokalt kan du spille 2 player i splitscreen og enten vælge at være med eller mod hinanden sammen med en bunke AI styrede styrker. Selvom titlen byder på online gameplay via Xbox Live er det klart det mest underholdende at spille i splitscreen med en makker. Det kan nemlig godt være utrolig svært at ramme noget, når der spilles over internettet. Specielt over længere afstande kan du føle, at der slet ikke er nogle af dine skud, der rammer. Ikke mindst når du vælger at spille som skarpskytte, der er udstyret med en snigskytteriffel. Her rammer man meget sjældent, uanset hvordan og hvorledes du korrigerer dit sigte efter bevægelige mål. Det samme problem havde Battlefield 1942 online, da det udkom til PC og er altså ikke blevet rettet.

Star Wars Battlefront screenshot

Grafik
Star Wars fans genkender grafikken, som er gengivet meget nøjagtigt efter, hvad vi har set på film. Laserpistolerne og de kendte blasterguns afgiver de meget karakteristiske laserprojektiler, som i teorien burde nå sit mål med lysets hast og altså være usynligt for det blotte øje. Men i Star Wars ved vi, at når der kan være lyd i rummet, kan laserskud også ses i en langsom bane mod sit mål for den dramatiske effekt naturligvis.

Stort set alle lokaliteter er nemme at genkende. Tatooine, Naboo og Endor er f.eks. genskabt meget nøjagtigt efter filmene. Man kan se, at der er brugt store resourser på at give spillet det helt samme feel, som i filmene. Og det er gået hen og blevet meget vellykket. Udvikleren skal også roses for at have udglattet spillet for større graverende fejl. Det har ikke været os muligt at fremtvinge en eneste fejl eller slowdown i grafikken.

Lyd
Lydsiden i Star Wars Battlefront gør brug af det originale soundtrack komponeret af John Williams samt de originale lydeffekter fra LucasArts' lydbibliotek. Musikstykkerne er derfor de let genkendelige og iørefaldende stykker, du kender fra filmene og våbnene lyder nøjagtigt, som de gør i filmene.

Stemmer er der ikke meget af i spillet. Du får en kort briefing på hvert map, som er indtalt af efterlignere af f.eks. Yoda eller kejseren, de er vellignende, men det er let at høre, at det ikke er de samme som i filmene. I kampens hede kan du udstede nogle få ordrer, som, hvis du er en stormtrooper naturligvis lyder som en sådan og droids med deres mekaniske stemmer.

Star Wars battlefront screenshotHoldbarhed
Star Wars Battlefront er ikke decideret historiedrevet, og det betyder, at du kan spille de samme baner igen og igen og få en ny spiloplevelse hver gang. Du har et utal af valgmuligheder for, hvordan du vil gribe kampen an.

Du kan vælge udelukkende at bemande et fly, så når du bliver skudt ned, kan du spawne og vente på, at det dukker op igen.

Eller du kan bemande en tank, en af de store gangmaskiner eller hovercrafts. Derudover kan du naturligvis også kæmpe som normalt, som en infanterienhed og koordinere dine angreb med dine medspillere. Og så kan du selvfølgelig også vælge en blanding af alle disse metoder.

Det er et godt spil at have til at hive frem, når en ven kommer på besøg. 2 player splitscreen kan man få mange timer til at gå med. Xbox Live understøttes også, men kun for en spiller fra en konsol. Og her vil du også kunne vride nogle timer ud af titlen.

Overall
Da Battlefront belv annonceret for godt et års tid siden, var der skeptiske miner at ane rundt om i Star Wars communitiet, der frygtede, at det blev endnu et af de spil, som ikke formåede at leve op til fanatikernes forventninger.

Pandemic Studios har formået at skabe en unik oplevelse i Star Wars universet, som tilmed er vældig underholdende. Er du en Star Wars fan, er spillet intet mindre end et must. Også hvis du holder af storslåede shooters, er denne titel noget for dig. Er du ingen af delene, ville det nok være klogt at styre udenom denne titel.

Gameplay:9.0
Grafik:8.0
Online:
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.