Star Wars Jedi: Fallen Order foregår i den mørke tid efter Revenge of the Sith, hvor Jedi ordenen er udryddet, og de få overlevende rundt om i galaksen jages af inkvisitorer. Du er netop en af disse Jedi, den unge rødhårede og ikke helt færdigbagte Cal Kestis, som vi møder i skjul på planeten Bracca, der er én stor - og grafisk temmeligt imponerende - rumskibskirkegård. I en smækker åbningsscene får du straks fornemmelsen af, at den her tur er langt mere ‘analog’ end de seneste par runder i universet, og der skal klatres, svinges, vægløbes og hoppes rundt i verdenen, mere end der skal flyves eller på anden måde bruges maskiner.
Faktisk får du på intet tidspunkt et skydevåben i hænderne, hvis man lige ser bort fra en enkelt kapring i Shadow of the Colossus skala, men må klare dig med dit lyssværd, og så selvfølgelig The Force. Det viser sig heldigvis at være rigeligt, og det er faktisk ekstremt forfriskende med et Star Wars spil i jordhøjde, hvor hindringerne i lige så høj grad er verdenerne du kravler rundt i og de væsner du støder på undervejs, som det er Storm Troopers og robotter.
Og det er ikke altid nemt at komme frem. Ofte kræver det en kombination af glidende, svingende, klatrende og væg-løbende krumspring, i kombination med Force Moves der nedsætter hastigheden på stempler eller vinger, smadrer vægge i sidste øjeblik eller bare lige puffer en giftig plante af vejen. Det går ofte galt. Men heldigvis er spillet indrettet så elegant, at dødsfald grundet den slags stort set ikke straffes. Du genopstår sekundet efter ved foden af netop den forhindring du ikke klarede, og kun en lille skive af dit helbred tabt for forsøget.
Det er til gengæld en anden sag, hvis du mister livet i en kamp mod en levende modstander. Her ryger du ikke bare tilbage til dit seneste save-point, du mister også alle de XP du havde på det niveau du var ved at bygge op. Heldigvis giver spillet dig muligheden for både at få hævn over den der fik dig ned med nakken OG få alle dine XP tilbage. Når du finder frem til rette vedkommende, der får en ganske særlig glød efter at have opslugt al din XP, får du nemlig det hele tilbage igen i det øjeblik du bare sårer den fjende. Der er ikke rigtig mulighed for at vælge den mørke side på noget tidspunkt gennem spillet, men med dette lille indslag opfordres du dog til blodhævn, og belønnes i den grad for det.
I det eventyr du ganske hurtigt kastes ud i, kæmper du helhjertet på den lyse side, på en rejse, der tager dig rundt til en række forskellige planeter og templer, frodige skove og isklædte bjerge, klippevægge der skal forceres og gåder der skal løses. Faktisk er det langt tættere på en tur i Tomb Raider eller Uncharted end den normale Star Wars vibe - selvom det velkendte lydtapet jo flår dig ind i universet med det samme.
Historien er ganske habil. Målet er intet mindre end at genopbygge Jedi ordenen. Eller i hvert fald at tage de første spæde skridt. Du får et hint om en Holocron med navnene på en lang række børn, der er følsomme over for The Force, og derfor vil kunne trænes op til at være Jedi-riddere. Selvsamme Holocron vil naturligvis kunne lede inkvisitorerne på sporet af disse børn, så de kan udrydde de sidste rester af håb for oprøret, og der er selvfølgelig plot twists, der prøver at så tvivl om, hvem der reelt står på hvilken side blandt de karakterer du møder. Uden at det ligefrem tager pusten fra dig på noget tidspunkt.
På din vej bliver du også selv en stadig stærkere Jedi, efterhånden som Cal genopdager og udvider de kræfter han har brugt så længe på at skjule. Dit lyssværd har du styr på fra starten, og selvom du overalt finder stumper til at ændre det med, bliver det aldrig stærkere eller mere avanceret. Det gør til gengæld din kontakt til The Force. Løbende optjener du point du kan spendere i et evnetræ, der giver dig mere liv, flere force moves og fiksere angreb med dit sværd. Det giver dig hele tiden flere muligheder - dels for at lave mere avancerede angreb i kampe, dels for at forcere tidligere uoverkommelige forhindringer. Det gør, at du med fordel kan vende tilbage til tidligere planeter - hvilket i øvrigt også sker helt af sig selv i løbet af historien - og udforske de nye områder der åbner sig op, når du pludselig kan vælte vægge eller trække broer og reb til dig.
Dette aspekt åbner sig yderligere takket være din lille tro væbner BD-1. En lille hvalpe-agtig robot, der primært sidder på din skulder og indikerer hvordan du har det med sine farvede dioder, men som også kan kortslutte elektriske kredsløb, lade dig køre langs reb og gennemrode kister for labre dingenoter. Det er også BD-1 der healer dig når du er på spanden, og løbende scanner og indsamler viden om de væsner og interessante steder du støder på undervejs. Dette partnerskab fungerer rigtig godt, og giver den helt perfekte Luke/R2-D2 vibe, når du soloer den rundt i den store verden.
Der er dog ikke helt frit slag i de verdener du løber rundt i. Faktisk virker de fleste ret små og temmelig ensrettede til en start, især indtil du begynder at få åbnet op for nye områder med nye evner, men selv der, er der ikke overvældende fri leg. Ofte ser der ud til at være flere muligheder, der blot er lukket af med en dør, men når du åbner dit holo-kort, kan du se at der ikke er noget bag den dør - som du i øvrigt ikke kan give en skramme med hverken dit lyssværd eller et Force Push. En lidt old school måde at afgrænse verdenen på, som får det hele til at føles lidt mere som baner end som verdener.
Samtidig er der en del småfejl i grafikken, fra personer der pludselig dukker op foran dig, til døde fjender der dribler ud gennem en væg med kraftige spasmer. Omgivelserne tager heller ikke voldsomt notits af et møde med dit lyssværd - bare en streg af ild der hurtigt forsvinder - medmindre du hugger i noget det er meningen du skal hugge i, som for eksempel ledninger der spærrer vejen.
Grafikken er bestemt ikke dårlig. Der er virkelig flotte øjeblikke, nogle bjergtagende udsigter og det generelle indtryk er helt fint når musikken spiller, men det giver spillet en lidt gammeldags aura. Og egentlig er det ok, når nu det er Star Wars. Især fordi musikken virkelig spiller. Lydeffekter og soundtrack er lige efter bogen, og et så effektivt etableret lydmiljø, at du lige fra den allerførste skærm næsten må knibe en tåre. De mørke strygere, summende lyssværd, komisk zappende blastere, brølende rumskibe og hylende Wookier. Alt er på lydsiden i sin skønneste orden.
Der er seks planeter, et hav af gåder og nogle tusinde Storm Troopers og diverse afarter at hakke sig igennem i Fallen Order. Det kan gøres på et sted mellem 20 og 25 timer, alt efter hvor grundig du føler for at være, og selvom der kan være enkelte øjeblikke af ensformighed, er turen underholdende hele vejen igennem. Jeg var meget overrasket over at få et spil i hænderne, der på så fornem vis plukker det bedste fra de bedste, og pakker det elegant ind i stjernekrigsklæder.
Sværdkampe, der ikke bare kan klares med rå kraft, men kræver elegante undvigemanøvre og hurtige kontra-angreb, men også nogle gange kan afsluttes på Indiana Jonesk vis, med et Force Push ud over en afgrund. Gåder, der til tider kræver ikke så lidt at få has på, og ikke lader Tomb Raider fans noget tilbage at ønske. Forceringer af verdener, der kræver årevis af Nathan Drake træning. Og så en original og overbevisende Star Wars historie og ikke mindst lydtapet oven i hatten. Det er en stærk pakke, du næsten ikke kan gå fejl af.
Facebook
Twitter
