Stolen

Hvem kender ikke topspil som Splinter Cell og tidligere det fantastiske Tomb Raider? Det burde da være muligt at kombinere de mange fede stealth features som Splinter Cell ”opfandt” med en babe, der måske ikke har lige så store fortrin som Lara Croft, men som er i stand til at udføre nogle af de samme atletiske egenskaber, og som bestemt har udseendet med sig. Disse tanker må have kørt igennem hovedet hos udviklerne af Stolen. Men er det så lykkedes at skabe det suveræne spil, som en blanding af ovenstående lyder til?

Gameplay Stolen er et stealth spil, som tager sit udgangspunkt i en mestertyv ved navn Anya. Man kan vel bedst sammenligne Anya med en figur som Lara Croft, men faktisk minder hun lidt mere om TV-figuren Dark Angel spillet af Jessica Alba. Som mestertyv er man udstyret med diverse højteknologiske redskaber alt sammen stille og lydløst, så man kan snige sig langs mure, på lofter, i gange mv. uden at vagter opdager dig.

Som indledning oplever man en kort intro, hvor man hurtigt introduceres til Anya, hvorefter det glider over i første bane, som er en lille tutorial, hvor man lærer de første og mest basale manøvre at kende. Styringen foregår som i mange andre spil af denne type og er derfor ganske enkel at gå til. Efter tutorialen, hvor man lærer at springe, klatre, kravle på husmure mv., kommer man direkte videre til første mission, hvor man skal bryde ind og stjæle diverse antikviteter.

Så langt så godt. Spillet virker på dette tidspunkt ganske lovende. Man er godt igang og får instruktioner undervejs både via beskeder på skærmen og via en ørebøf. Men så stopper alt det gode også. Beskederne med hints og guides, som kommer frem på skærmen, er så små og utydelige, at selv på et stort fjernsyn kan det være svært at se, hvad der står. Ydermere er den lyd man modtager i sin ørebøf i ret dårlig kvalitet, hvilket kan gøre det svært at forstå de beskeder man får. Det holder ikke, at selvom man er udstyret med alverdens nymodens teknologi, kan man ikke få en ordentlig radioforbindelse. Og sidst men ikke mindst, man bliver sendt ind i bygninger med måske 20-30 vagter og high-tech sikkerhedsløsninger, men man er ikke udstyret med så meget som en lille bitte pistol i tilfældet af, at noget går galt.

Vagterne i spillet har en central rolle, da man uundgåeligt vil støde ind i dem før eller senere. Det viser sig efter kontakt med en håndfuld, at deres intilligens ikke burde være nok til at give dem job som vogtere for skatte og andre værdigenstande. Man har et lille synlighedsmeter, som går op og ned alt efter, hvor synlig man er. Bevæger man sig i skyggen af f.eks. lyset, bare et par meter foran en vagt og har øjenkontakt, vil denne vagt ikke lægge mærke til dig, da du ikke befinder dig i lyset og dermed udenfor deres synsfelt. Sker det, at man bliver opdaget, har man som tidligere nævnt ikke mulighed for at hive en lyddæmpet pistol frem og gøre det af med vagten. Man har derimod en mulighed for en nævefight og intet andet. Her har man kun brug for at trykke på én knap. Anya kan kun lave en kombination, som hedder slag slag og spark. Man kan ikke dukke sig, hoppe eller parere - noget der godt kan give et problem, når vagterne giver sig til at skyde efter en. Det er heller ikke muligt at gøre det af med vagterne en gang for alle. Man kan slå dem ud og kvæle dem bagfra, men hver gang rejser de sig op og råber efter hjælp.

Enkelte detaljer er gode, så som når en lås på en dør skal brydes op. Dette gøres ved hjælp af et lille puzzle på skærmen, som skal løses hurtigst muligt.

Historiemæssigt er der ikke så meget at komme efter. Det er rene missioner, som skal give et udbytte. Man konkurrerer lidt med andre tyve om at komme først til skattene, men meget mere er der ikke i det. Det er ikke sådan, at man virkelig får en historie som gør det muligt at leve sig ind i og blive en del af.


Grafik
Grafikken er til tider flot og vises uden problemer. Der findes visse detaljerede omgivelser, som enkelte gange giver god stemning, ligeledes er der udemærkede detaljer såsom vejr og vind, der giver plusser. Men så igen må man også sige, at mange, rigtig mange af scenerne i spillet udspiller sig i mørke rum, hvor det er meget svært at se andet end en smule lys, og dermed har udviklerne ikke behøvet gøre omgivelserne rigtig flotte og fængende.

Denne anmeldelse er lavet baseret på spillet til PS2-udgaven. Spørgsmålet, der også dukker op er, om vi efterhånden har set det maksimale af, hvad grafikken kan komme op på, når det absolut skal foregå i mørke omgivelser. Der er efterhånden kommet så mange spil, der har det samme grafiske niveau. Et generelt højt niveau, men også et niveau, hvor man ikke helt bliver betaget på samme måde som tidligere. Det er her, Stolen befinder sig.

Lyd
Standardlyd til et standardspil. Du har en øresnegl, hvor du får kommandorer af din medsammensvorende, men hvorfor der altid skal være skratten og støj på sådanne linier er mildest talt uforståeligt. Med nutidens teknologi, og ikke mindst de teknologiske muligheder Anya har til sin rådighed, falder det helt fra spillets koncept, at lyden i ørebøffen er så dårlig.

Ellers er lyden okay. Det er begrænset, hvor meget der rent faktisk er, da det meste af spillet foregår ved, at man sniger sig og går stille og roligt frem. De effekter der er, kommer når de uduelige vagter kommunikerer og råber efter hjælp. Alt i alt en lydside som er tilstede men ikke imponerer voldsomt. Man må naturligvis indstille sig på, at lydsiden er begrænset på grund af spillets stil, men der savnes effekter, der giver stemning. Nogle pumpende hjertelyde sammen med effekt i gamepad’en kunne være en mulighed.

Holdbarhed Har man gennemført Stolen, er der i princippet ikke mere at komme efter. Eneste variation er at spille det igennem en gang til for at løse alle de sekundære opgaver, som missionerne indeholder. Multiplayer er et fremmedord, både hvad angår online mulighed eller flere spillere på samme maskine. Det kunne måske have reddet en højere karakter, hvis man kunne spille flere på samme maskine.

Reelt set er der ikke meget indhold i Stolen, som gør det til et langtidsholdbart spil. Det er forholdsvis hurtigt gennemført og tilbyder ikke sekundære features, som andre spil gør.

Overall
For fans af stealthgenren kan dette spil tilbyde en del timers morskab på et jævt niveau. Der er ikke rigtig noget nyskabende, og indholdsmæssigt halter Stolen desværre også. AI’en er generelt fornærmende ringe, hvor det bevises, at en menneskehjerne tænker bedre end en computer er i stand til at beregne logik. Grafikken er på et højt niveau, uden at man falder i staver over det. Lydmæssigt er det hele jævnt godt. Der er ikke så meget at klage over, men heller ikke så meget at blive begejstret for.

Alt i alt er Stolen et eksempel på gode intentioner, som desværre ender med et meget middelmådigt spil, som man hurtigt vil glemme. Det kan hovedsagligt anbefales, hvis man endnu ikke har spillet Splinter Cell og skal have noget at varme op på - for måle sig med Splinter Cell serien kan det ikke.