Strike Suit Zero: Director's Cut

Anmeldt af: Jesper Thuesen - 21. april 2014 - kl. 16:47
Del denne artikel:
2 0

Strike Suit Zero gør sit indtog på PlayStation 4 i en Director's Cut-udgave, og vi har taget en tur ud i rummet for at se, om spillet er pengene værd.

Space shooter-genren fik ikke nogen særlig opmærksomhed i den forgangne konsolgeneration, men det vil Born Ready Games sørge for ikke sker igen. Derfor har de sendt en Director’s Cut udgave af space shooteren Strike Suit Zero på banen til PlayStation 4, men desværre skal fans af genren nok ikke satse på, at dette bliver spillet, der sender interessen tilbage på space shooters.

Strike Suit Zero omhandler planeten Jordens potentielt sidste timer. Rebeller fra rumkolonier bekriger jorden og med sig har de et altødelæggende våben, som bedst af alt kan beskrives som dødstjernens supervåben i Star Wars filmen. Relativt tidligt i spillet ser vi våbenets altødelæggende styrke og nu sættes alt ind på at undgå, at Jorden lider en grusom skæbne.




Umiddelbart følger Strike Suit Zero standardformularen for space shooters. Du styrer flere forskellige typer fly med hver deres egenskaber, styrker og svagheder. Du har to primærvåben, en kanon og missiler, og du kan skifte imellem flere typer af begge våben. Herudover kan du opgradere dit skibs skjold, våben, hurtighed og meget mere. Du har alle muligheder for at manøvrere dit fly med præcision, hvilket naturligvis er en nødvendighed, når de storstilede rumkampe løber af stablen.

Strike Suit Zeros gimmick er, at når man nedkæmper fjendtlige fly, så optjener du ”flux”. Flux kan anvendes til at omdanne de fleste af dine fly til en gigantisk og transformerlignende robot eller det såkaldte strike suit. Robotten svæver stille i luften og er derfor nemmere at styre, ligesom dine våben bliver kraftigere og mere effektive i strike suit-mode. Til gengæld drænes dit flux løbende, hver gang du affyrer et våben i strike suit-mode, og når du ikke har mere tilbage, så omdannes dit fly igen til et standard rumskib.

Missionerne spænder over alt fra at nedkæmpe et bestemt antal fjender til at ekskortere allierede fly eller nedkæmpe større fjendtlige fly ved f.eks. først at skyde kanoner og derefter at angribe strategiske punkter på de til tider gigantiske fly. Problemet, som i øvrigt er Strike Suit Zeros suverænt største, er, at missionerne gentages i det uendelige, og det er nærmest umuligt at adskille dem fra hinanden. Kampene kan til tider være meget intense, og der er rigtigt mange adrenalinfyldte momenter, men desværre fylder disse en brøkdel af de samlede missioner, og de resterende opgaver er mildest talt kedelige. Det skal dog siges, at man i Director’s Cut udgaven har mulighed for at spille i cockpit-mode, og det skaber en nogenlunde fornemmelse af intensiteten i kampene.




Man kommer derfor hurtigt til at skulle kæmpe sig igennem de 13 missioner, som dog afsluttes nogenlunde fornuftigt, og det kan jagten på medaljer, som gives efter hvor mange point man scorer i missionerne, ikke ændre på. Jeg kedede mig bravt allerede få timer inde i spillet og dette alene på grund af den manglende afveksling. Mekanikkerne og strike suit-funktionen er som sådan okay, men udvikleren formår ikke at få noget nævneværdigt ud af formularen. Foruden de 13 hovedmissioner indeholder Director’s Cut udgaven også PC-udvidelsen ”Heroes of the Fleet”, som er fem simulationer, der dog heller ikke formår at skabe nogen udpræget glæde, af samme grund som hovedmissionerne.

Det er heller ikke til at se, at Strike Suit Zero har trådt ind på den nyeste konsolscene. Spillet er en genudgivelse, og derfor er det naturligvis ikke fair at forvente, at man præsenteres for state-of-the-art grafik, men hvis man ser bort fra enkelte grafiske elementer, såsom nogle enkelte baggrunde og eksplosioner, så er Strike Suit Zero decideret trist at se på, og man mangler specielt noget detaljegrad på de store rumskibe og rumstationer.

Lydsiden er nogenlunde. Der er et væld af forskellige kommandoer i løbet af de hektiske kampe, og man får også instruktioner via PlayStation 4-controllerens højtaler. Der er fin dybde i eksplosioner og lyden af fly, der tordner forbi spilleren, men til gengæld er baggrundsmusikken fuldstændig anonym og som resten af spillet ekstremt gentagende. De er dog ganske stemningsfulde første gang, man lægger øre til det, men det er desværre en engangsforestilling.




Med tre forskellige sværhedsgrader, leaderboards og muligheden for at tilkæmpe sig opgraderinger til sine rumskibe, er der nogle ganske fine grunde til at tage turen flere gange igennem det ca. 10 timer lange spil og i ”Heroes of the Fleets” fem simulationer. Jeg har dog min tvivl om, hvorvidt nogen rent faktisk gider at kæmpe sig igennem igen, medmindre der altså er tale om trofæjægere, som selvfølgelig vil arbejde for at få fat i alle opgraderinger.

Jeg er dog ikke et sekund i tvivl om, at det ikke bliver til flere gennemspilninger for mig. Strike Suit Zero udnytter ikke potentialet bag en ellers godkendt historie og nogle fornuftige gameplaymekanikker. I stedet ender det med at blive en grå og ligegyldig oplevelse, hvor man det meste af tiden føler, at man spiller den forrige mission i nye miljøer. Det er ærgerligt, for udgangspunktet var sådan set okay.
+ Transformationerne til strike suit, hektiske kampe.
Konstante gentagelser af opgaver, middelmådig grafik.
Gameplay:5.0
Grafik:5.0
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 5.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.