Superhot VR

Anmeldt af: Hoder Jensen - 19. juli 2017 - kl. 17:48
Del denne artikel:
4 4

Superhot lander til PlayStation VR med frisk nyt gameplay, som vil få fans af Matrix serien til at smile bredt. SUPER HOT SUPER HOT… og læs vores anmeldelse her.

Superhot er ikke et nyt spil, da det allerede udkom til PC tilbage i 2016 og VR udgaven til PC VR løsninger senere hen. Selve gameplayet i Superhot var dog helt nyt og konceptet med et skydespil hvor det hele forgik i slow motion, og ikke mindst at fjender kun bevægede sig når man selv bevægede sig, var banebrydende og fik hurtigt rigtigt meget opmærksomhed. Det hele virkede som noget taget ud af Matrix filmene og det blev kun vildere, da en VR udgave af spillet landede.

Som ofte med banebrydende spil, så kommer det fra mindre udviklere og Superhot er også fra en lille udvikler, der smart nok har valgt at holde spillets grafiske stil i hvid, sort og røde farver. Den simple grafiske stil er naturligvis lettere for en lille udvikler at håndtere, men det har også en anden fordel, nemlig at man har fokus på de ting i spillet, som er vigtigt. Fjender er røde, våben er sorte og omgivelserne er hvide, og så er det bare afsted. Den simple grafik har også den fordel, at det virker rigtigt godt med PS VR brillens opløsning, da der ikke er behov for en høj opløsning til at vise den simple grafik.




Okay det passer ikke helt, at det kun er i simple farver, da menuen, som blandt andet også bruges til at fortælle historien i spillet, er mere traditionel grafik. Men lad os slå det fast med det samme, at selv om der er en unik historie i spillet, så er det ikke for historien eller menuen man spiller Superhot, det er for det banebrydende gameplay, som virker helt eminent.

Man bruger to PlayStation Move controllers til at styre ens hænder, som man bruger til at samle våben op med, slå med og naturligvis til at sigte med. Ud over ens hænder, så bruger man hele kroppen til at bevæge sig med, fordi når kugler flyver rundt om ørene, så er der ofte kun en mulighed og det er at undgå dem ved at dukke sig, gemme sig bag objekter, eller i ren Matrix stil, at svaje fra side til side, imens man prøver at nedlægge fjenderne.

Fjenderne kan nedlægges på forskellige måder, den letteste er at skyde dem, men ofte har man ikke adgang til en pistol og når man har, er der begrænset ammunition til dem, så ofte må man svinge sine knytnæver eller kaste med flasker og andet man kan få fat i. Det bliver dermed næsten en dans, hvor man prøver at undgå fjendernes skud, imens man kaster ting efter dem og når de er tæt nok på, river man deres våben ud af hænderne og sender en tilfredsstillende salve af skud tilbage.




Det hele føltes meget intuitivt, netop fordi bevægelser er 1 til 1 og da det er ren overlevelse, er det ens instinkt der fortæller en at man skal samle flasken på jorden op og kaste den imod fjenden, imens man prøver at undgå hvad der kommer den anden vej tilbage. Dog er det ikke altid helt let at ramme fjender ved at kaste med ting, men det er heller ikke alle som er født som håndboldspillere.

Teknisk så virker tracking af Move controllers rigtigt fint, der var lidt småproblemer i starten, hvor der skulle lidt kalibrering til, men efter den sidste opdatering har jeg ikke oplevet problemer og ens hænder bliver fulgt fint. Bemærk at spillet kræver meget plads omkring én, specielt til siderne, da man ofte har brug for at bevæge sig til siderne for at finde dække. Hele mekanismen med at man kan bevæge sin krop rundt for at undgå fjenderne virker også glimrende, faktisk virker det så godt at man hurtigt opbygger lidt sved på panden, da man bevæger sig meget rundt. Det kan derfor også anbefales at se andre spille Superhot VR, det er næsten lige så sjovt som hvis man selv spillede det.




Hele spillet følte intuitivt og man opnår nogle vilde situationer hvor kuglerne flyve rundt om ørene, imens man har nedlagt en fjende med et sværd, som man stjæler en pistol fra, hvilket man bruger til at skyde en tredje fjende som var sekunder for at sende en salve af skud afsted.

Når man har nedlagt alle fjenderne, føler man sig utrolig sej og det Superhot VR’s helt store force, at den får adrenalinet til at pumpe rundt og man føler sig i kontrol som de sejeste actionhelte og flere gange står man med et meget bredt smil, fordi det virker simpelthen så godt at man helt taber vejret og det er ikke kun pga. man har lidt sved på panden.




Så selv om Superhot VR er ikke verdens længste spil og har ikke nogle mindeværdig historie, så er det noget af det bedste VR vi har set til dags dato. Spillet kan gennemføres på 2-4 timer, alt efter hvor god man er, fordi der er bestemt nogle meget udfordrende sektioner som man skal prøve en del gange. Men efter det er gennemført tilbyder spillet udfordringer, lige fra at gennemføre spillet uden at skyde nogle, til at gennemføre det på kun 10 minutter eller kun nedlægge fjender med headshots.

Så lad os bare slå fast at Superhot VR er et must have for PlayStation VR ejere og hvis man vil vise sine venner hvad ”det der VR” kan, så er det perfekt spil at kaste dem ind i, for det imponerer med det samme. Superhot VR er ikke perfekt, det kunne godt have lidt mere indhold og lidt flere checkpoints, men gameplayet er hæsblæsende og det skal opleves.
+ Fantastisk gameplay som får sat gang i adrenalinet, interessant grafisk stil, god teknisk udførelse, hæsblæsende sjove situationer.
Lidt for kort, simpel historie.
Gameplay:9.5
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:6.5
Overall 9.0
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.