Man tager rollen som en unavngiven patient hos Dr. Glenn Pierce, hvor man deltager i et søvnterapi-program. Hele spillet udspiller sig i ens drøm og man får til opgave at løse en række opgaver, som skulle helbrede ens følelse af utilstrækkelighed og mindreværd. Naturligvis går terapien galt og ens opfattelse af hvad der er virkeligt og hvad der er illusion bliver sat på prøve.
Ligesom i Portal, bliver man i Superliminal sendt igennem en række rum, hvor man skal løse diverse puzzles. I Superliminal er de alle baseret på perspektiv og opfattelse af tingene og det fungerer virkelig godt - når du lige har fået din hjerne til at forstå hvad der i virkeligheden foregår. Lad mig prøve at forklare.
Forestil dig, at du står i et rum og foran dig ligger en sodavandsdåse. Du samler dåsen op, holder den ud foran dig i strakt arm og nu ser dåsen ud som om, at den er lige så bred som døren i modsatte ende af rummet. Hvis du slipper dåsen, ville du forvente at den ville falde til jorden for dine fødder og naturligvis beholde sin oprindelige størrelse. I Superliminal sker der noget andet. Her vil dåsen beholde den størrelse, som det så ud til at have, da du kiggede på den i strakt arm og kiggede ned mod døren. Så når du slipper den, ligger der pludselig en kæmpe dåse nede foran døren, præcis som det så ud, da du kigge på dåsen med døren i baggrunden. Det man ser, er pludselig virkelighed. Giver det mening?
Andre gange bliver 2D malerier på væggene til 3D rum når man ser dem fra den rette vinkel og rum der ikke burde kunne eksistere på grund af perspektiver, der modarbejder hinanden kan virkelig få ens hjerne på overarbejde for at forstå hvad der sker. Denne leg med perspektiver er Superliminals helt store party trick og mange gange skal man glemme alt om hvad man ved om hvordan ting normalt er, men udelukkende forholde sig til det man ser foran sig. Det er svært og det vidner om, hvor meget vi mennesker bruger vores oplærte viden til at løse de udfordringer vi står overfor. Vi prøver at putte alt i nogle velkendte kasser, men den går ikke i Superliminal.
Den grafiske stil er rigtig fin og overordnet ser Superliminal rigtigt godt ud og legen med perspektiver, vinkler og lys bliver ved med at overraske hele vejen igennem. Lydsiden er meget minimal, præcis som den skal være i et puzzle-spil.
Superliminal kan gennemføres på omkring 3-5 timer, hvis man altså kan få sin hjerne til at forstå hvad der sker på skærmen. Det er et ganske snedigt puzzlespil, fyldt med gode idéer, som dog ikke altid får lov til at folde sig helt ud. Nogen puzzles føles lidt for ens, men spillet når aldrig at blive ensformigt og man bliver hele tiden holdt på tæerne, når der leges med perspektiver, vinkler og når ens opfattelse af et rum bliver vendt helt på hovedet, så snart man bevæger sig.
Er du puzzlespil hvor de små grå skal på arbejde og er du også fascineret af Eschers umulige strukturer, så kan du roligt hoppe på Superliminal. Det er endnu et godt eksempel på, hvad der sker når et lille team med en god idé, får mulighed for at føre deres drømmeprojekt ud i livet.
Superliminal kan købes på PlayStation Store for 159 kr.
Facebook
Twitter
