Syphon Filter: The Omega Strain

Syphon Filter formåede at tryllebinde spillere med en god blanding af stealth, taktik og fuldbyrdet action for år tilbage på den første PlayStation. Og som med alle succesfulde titler fik denne også adskillige efterfølgere. To for at være helt nøjagtig. Den seneste blev kritiseret for at udkomme til den gamle konsol, selvom PS2 nåede at blive lanceret inden udgivelsen. Lige siden har fans af serien håbet på endnu en titel, men denne gang til den nye konsol. Trods SCEA’s stædige udmeldinger om, at serien var afsluttet, kunne de alligevel ikke lade være med at tage nytte af seriens popularitet til endnu et kapitel.

Syphon Filter: The Omega Strain (TOS) følger samme formular, som gjorde de foregående titler til bragende succeser. Gabe Logan og hans trofaste følgesvend Lian Xing optræder endnu en gang som hovedpersoner. Dog er de denne gang ikke umiddelbart spilbare, men fører os gennem historien via mellemsekvenser og briefinger.

Efter at have optrævlet konspirationerne i The Agency er organisationen blevet reorganiseret og har fået navnet International Presidential Consulting Agency (IPCA). Gabe Logan, helten fra de tre foregående titler, har fået til opgave at lede den nye organisation med Lian som feltoperatør. Nye beviser antyder, at Secretary of State Hodden ikke var den altoverskyggende bagmand bag Syphon Filter virusset. Det viser sig, at en ukendt person har manipuleret ham, og nu har sluppet endnu en variant af virussen løs. Nye udbrud er blevet rapporteret i Tokyo, Uganda og Italien og IPCA agenter er sendt afsted for at undersøge sagen.

Gameplay Det er ikke længere Gabe Logan eller Lian Xing, man skal manøvrere gennem banerne. Man får fuld mulighed for at vælge sin egen agents udseende og udstyre ham med alverdens grej og udsmykninger. Jo længere man avancerer i spillet, og jo bedre man klarer missionerne, des mere udstyr får man tilgængelig til sin karakter. Udover at vælge ansigtsfremtoning, teint, hårfarve, hårstil, kropsbygning og des lige, har man også mulighed for at udsmykke sin karakter med skæg, bakkenbarter, briller, tattoos, støvler, trøjer, veste og meget andet. Kort sagt, man får altså muligheden for at kreére en helt unik karakter.

Man kan se, at TOS er lavet med henblik på en høj genspilsværdi,og det gør den i form af en høj indlæringskurve. Man tages gennem en træningsmission, som viser de basale manøvrer, men der stopper hjælpen også. På selve missionerne kan det være mere end almindeligt svært at greje, hvor man skal hen for at fuldføre næste objective.

Selve styringen er nøjagtigt, som vi kender den fra PS One titlerne, og den fungerer, som den skal. Desværre er knappen til valg af våben placeret ret akavet på den venstre D-pad. Det resulterer i, at man er nødt til at tage fingeren fra den analoge pind, som styrer bevægelsesretningen. Derudover er det kun muligt at bladre en vej gennem våbenarsenalet, og der kan opstå en del irritation, hvis man får bladret for langt mens man står midt i en skudduel.

En mission består af en række objectives, som ikke nødvendigvis behøver at blive fuldført. Man kan desuden også finde skjulte objectives rundt på banerne, der giver ekstra point, hvis disse fuldføres. Alt afhængig af, hvor hurtigt og hvor effektivt man fuldfører en mission, får man tildelt et antal nye udsmykninger, som kan påføres sin karakter.

Nogle objectives kræver teamplay. F.eks. kan en agent løfte en anden op på en høj afsats, som ellers er utilgængelig. Eller også kan en agent aktivere en knap eller lignende, som åbner op for et sted længere væk, der ikke kan nås, medmindre en anden agent står klar. En interessant idé, som fungerer fremragende, medmindre man ikke er i besiddelse af en netværksadapter. Missionerne kan sagtens fuldføres uden at gå online, men det er ikke muligt at opnå den ekstra credit.


Grafik
Man kan ikke lade være med at sammenligne grafikken med de foregående tre titler, som i forhold til PS2 unægtelig havde begrænsede midler med hensyn til performance. Og her ser man naturligvis en klar forbedring, omend de omgivelser, man begiver sig igennem er opbygget på samme kantede måde og ligeledes har sparsomme textures. Sammenligner man derimod med nutidens titler, lever grafikken ikke helt op til de standarder, som er sat.

Animationerne kan se meget underlige ud for uindviede i serien. Bl.a. når der strafes til siden, hælder karakteren noget der ligner 45 grader til siden, og det kan se lidt urealistisk ud. Man vænner sig dog hurtigt til det og lærer at sætte pris på de flydende bevægelser.

Lyd
Meget tydeligt kan det høres, at en af karaktererne spilles af samme stemmeskuespiller, som Colonel Campbell fra Metal Gear Solid, hvilket ødelægger illusionen lidt for dem, som har gennemspillet en eller begge Metal Gear titler. Ellers er stemmeskuespillet professionelt udført, og Gabe har den velkendte sprøde stemme, som passer til en hårdkogt actionhelt.

Der er ikke en finger at sætte på den musikalske lydside i TOS. Musikken passer perfekt til denne slags action/stealth gameplay og giver specielt mellemsekvenserne et meget filmisk præg. Også her kan man høre, at stilen er holdt fra de foregående titler i serien, og det er bestemt kun et plus.

Holdbarhed
Med hensyn til holdbarhed fås det ikke meget bedre. Man kommer til at gennemføre de forskellige baner igen og igen, uden det bliver trivielt i det lange løb. Der er nemlig så mange ting at åbne op for efterhånden som man udfører missionen, og så kan man jo altid forbedre tiden. Der er ligeledes ofte forskellige måder at fuldføre en mission på. Man kan vælge at brage gennem banerne med aftrækkeren i bund, eller man kan tage den mere forsigtige fremgang med at snige sig frem og nedlægge fjenderne med nogle af de nærkampsvåben, man har til rådighed og kan lukke op for.

Har man en netværksadapter, kan man desuden hoppe online og være op til 4 om at løse en mission. Det åbner op for endnu flere aspekter og muligheden for at fuldføre de objectives, som udelukkende kan udføres af et hold af spillere.

Overall I Syphon Filter: The Omega Strain får du en action/stealth titel med utrolig høj genspilsværdi, der tilmed byder på online co-op multiplayer for de heldige med en netværksadapter. Det kræver dog en god tålmodighed og en del opfindsomhed at sætte sig ind i spillet og finde ud af, hvordan de forskellige objectives skal løses.

Grafisk er det en titel, der ikke udmærker sig på nogle punkter. Hverken under missionerne eller i mellemsekvenserne. Men det har heldigvis ikke den store negative effekt på helhedsindtrykket, da gameplayet er i højsædet.

Der er noget belønnende ved at nedlægge sine fjender med et enkelt hovedskud, og det kræver god skill. Ligeledes belønnende er det, når man får sneget sig helt op bag en vagt og får uskadeliggjort ham med sin kniv.

Sony’s eget nordamerikanske udviklingsstudie Sony Bend, tidligere kaldet 989 Studios, har altså formået at lave endnu en velformet spiloplevelse, og vi kan kun håbe, at vi ser flere udgaver i serien og forhåbentligt også til Sony’s næste generation konsol engang ude i fremtiden.