
Tales of Arise udspiller sig 300 år efter planeten Rena, der med sin teknologiske overlegenhed, invaderede naboplaneten Dahna og straks undertrykkede befolkningen, der enten blev brugt som slaver eller ganske enkelt blev slået ihjel. Man tager fra starten rollen som Alphen, en mand med ansigtet gemt bag en jernmaske, der ikke er i stand til at føle smerte og som i øvrigt har mistet hukommelsen. Kort inde i spillet støder man på den unge kvinde Shionne, der oprindeligt stammer fra Rena, men som dog er jagtet af hendes egne.
Shionne er nemlig i besiddelse af The Blazing Sword, et kraftfuldt sværd, som forbrænder brugerens hænder og derfor har ingen endnu været i stand til at bruge det. Så er det jo heldigt, at Alphen ikke er i stand til at føle smerte og at Shionne har en evne til at heale, for eksempel de brandsår som Ashen får på hænderne ved at bruge The Blazing Sword. Sådan starter historien i Tales of Arise og nu slår Ashen og Shionne sig sammen for at kæmpe mod de fem Rena lords, der har fordelt Dahna mellem sig.

I ægte JRPG-stil slutter der sig løbende flere og flere karakterer til den lille modstandsbevægelse og de er naturligvis både over-gearede, højtråbende og lidt for meget - præcis som det skal være i et ægte japansk rollespil. Efterhånden som man får flere og flere karakterer med sig, får man også adgang til flere og flere unikke angreb og specielle evner.
Kampsystemet er i realtime og man kan styre hver enkelt karakter manuelt eller man kan lade kampene udspille sig manuelt. Man kan komme en del af vejen ved at tæske løs på knapperne, men der er et lag af strategi, da hver karakter har såkaldte Artes, som er en slags skills- eller magi-angreb, som man naturligvis skal bruge med omtanke. Den mest spændende er The Blazing Sword som Ashen kan bruge, for hver gang det bruges, så mister Ashen en del af sin energi, men jo mere livsenergi man ofrer, jo stærkere bliver sværdet. Det er en ganske interessant mekanik og en sjov måde at kæmpe på. Kampene ender dog med at blive en lille smule ensformige og generelt er Tales of Arise måske lidt for let, så der er ikke så meget på spil i kampene, da man, bortset fra i boss-kampene, ikke får den helt store modstand.

Helt overordnet er Tales of Arise en glimrende fortsættelse af Tales-serien og det klæder spillet at det har fået en mere moden og voksen tone. Det betyder dog ikke at det ikke har de her farverige og over-gearet karakterer og fjollede japanske indslag, for dem er der stadig masser af.
Vi spillede Tales of Arise på PlayStation 5 og her kører spillet rigtigt fint og med kun meget korte indlæsningstider. De visuelle effekter under kampene er flotte og generelt er den visuelle side nydelig og det har den der typiske japanske stil, hvor der måske ikke er fokuseret på realistisk lyssætning og visuelt lir, men mere på karakterdesign og design af spilverdenen. Lydsiden er også ganske fin, med typisk over-gearet dialog og et typisk JRPG soundtrack.

Tales of Arise er en fin fortsættelse af serien og et spil du roligt kan kaste dig over, hvis du er til Tales-serien eller japanske rollespil i øvrigt. Det fungerer godt på langt de fleste områder, dog kan kampsystemet blive en smule ensformigt og sværhedsgraden virker måske lidt for lav, så man kan godt komme til at kede sig lidt - især da det er et langt spil, som man let kan bruge 70-80 timer på at gennemføre, alt efter hvor mange sidemissioner man kaster sig over for eksempel.
Tales of Arise er ude nu, til både PlayStation 4 og PlayStation 5.