Tekken 5

Anmeldt af: Rasmus Abildgaard Slot - 19. juni 2005 - kl. 22:50
Del denne artikel:
0 0

Du kender de gode gamle karakterer: Marshall Law, King, Raven, Jack-5, Lei, Nina, Lee og Yoshimitsu. Spillene som du kender dem fra er Tekken serien, og Tekken 5 er nyeste skud på stammen.

Tekken har sammen med Gran Turismo serien været et must for de fleste PlayStation 2 ejere. Nu er den nyeste udgave af Tekken netop dukket op, og på grund af en massiv kritik af en masse af de nye elementer i Tekken 4, har Namco valgt at fjerne en stor del af disse – og dermed er Tekken 5 kommet tilbage til sit gamle jeg.

Gameplay
Tekken 5 starter ligesom de forrige udgaver med en kort præsentation af et par af de mest populære karakterer.

Spillet tilbyder hele 9 forskellige spillemodes: Story Battle, Arcade Battle, Time Attack, Vs Battle, Team Battle, Survival, Practice, ”Tekken: Devil within” og Arcade History. Jeg vil her forklare lidt omkring, hvad de mest interessante spillemodes har at byde på.

Story Battle byder på en lille historie alt efter, hvilken karakter, man vælger at spille som. Der er i alt 9 kampe, som man skal kæmpe for at have gennemført Story Battle med hver karakter. Historien består egentligt kun af en lille smule tekst om, hvorfor den valgte karakter stiller op til turneringen, og så ellers en smule snak imellem figurerne inden man skal kæmpe. Der er en lang række kæmpere, som man kan starte ud med, og når man når længere ind i spillet vil der - som altid - blive låst op for nye karakterer.
Tekken 5

Arcade Battle er for den meget tålmodige spiller, her har man nemlig mulighed for at kæmpe og kæmpe lige indtil ens fingre er ømme. Spillet stopper først, når man taber – og her har man endda mulighed for at vælge ja til, at man gerne vil fortsætte. Stille og roligt stiger sværhedsgraden, og efter hver kamp har man mulighed for selv at vælge sin modstander iblandt de tre forskellige modstandere, som er til rådighed. Engang imellem har man ligeledes mulighed for at kæmpe såkaldte ”ranking matches”, altså kampe, der får dig selv til at stige i rang. Rangen går fra 1 kyu og op i de sorte bælter, kaldet for ”dan”. Der er, som navnet på spillemoden siger, tale om en arkade version af spillet – dog uden at det er nødvendigt at putte 5’ere i konsollen.

Team Battle er nærmest, som vi husker det fra Tekken Tag. Man har mulighed for at vælge op til 8 deltagere til sit hold, og nu gælder det som om at banke 8 modstandere. Her er det desværre lidt nedtur, at spillet skal stoppe, og at der skiftes bane imellem hver sejr – det skulle hellere bare have fortsat ligesom i de gode gamle dage. Men dette er og bliver nok en af de sjoveste muligheder, specielt hvis man er nogle stykker, der sidder og spiller imod hinanden.

Survival gælder om at nakke så mange modstandere som muligt med en enkelt karakter. Den energi, som man taber i løbet af de forskellige kampe, vil kun delvist komme igen, hvilket naturligvis er med til at gøre denne spillemode til en af de svære. Derudover gælder det naturligvis om at overleve så længe som muligt.

Tekken: Devil Within er et 3D action adventure spil, hvor karakteren Jin Kazama lærer mere om sin fortid. At Tekken indeholder et 3D action adventure er ikke noget nyt, allerede i Tekken 4 kunne man begive sig ud på eventyr i Tekkenforce – her var muligheden bare bedre, idet man kunne spille som flere karakterer i stedet for, som det er tilfældet i Tekken 5, at man kun har mulighed for at spille som Jin. Devil Within er relativt kort, og indeholder kun 4 forskellige levels. Jeg kan vidst uden at gøre nogen kede af det sige, at det ikke er i denne spillemode, at Tekken 5’s spillestyrke ligger.

Arcade history giver spilleren mulighed for at prøve kræfter med 3 af de gamle arkadeudgaver af Tekken. Her er der virkeligt dømt retro, og man får et godt indtryk af, hvor meget udvikling der egentligt er sket inden for spilbranchen i de forløbne år.

Når man kæmper, optjener man en slags ”fight money” kaldet G. Disse penge kan man som noget nyt i Tekken 5 bruge til at opbygge sin egen karakter. Man kan f.eks. give karakteren nye bukser, hatte osv. Dette virker allermest bare som ekstra pynt på spillet og har egentligt ikke nogen indflydelse på kvaliteten af gameplayet.

I bund og grund så handler de fleste spillemodes - med undtagelse af Devil Within - om, at man skal kæmpe imod en enkelt modstander og forhåbentligt vinde.

Tekken 5Grafik
De grafiske elementer er opbygget på samme måde, som vi har set lige siden første udgave af Tekken ramte arkademaskinerne. Hver kamparena består af et sparsomt animeret baggrundsbillede, hvor man dog til tider får mulighed for at smadre eksempelvis sten og lignende.

De kæmpende karakterer er nydeligt lavet.

Der er under kampene ikke vildt mange detaljer, men i kampens hede har man alligevel ikke tid til at sidde og kigge på dem. Dette er ikke sagt som kritik af det grafiske indhold i spillet snarere som en hentydning til, at det er selve kampen det i det store hele handler om, når man spiller Tekken.

Lyd
Lyden i Tekken 5 er som vi kender den meget sparsom. Der er et soundtrack med en række forskellige melodier som konstant kører i baggrunden, og dertil kommer der de få sætninger og kampråb. som de forskellige karakterer smider i hovedet på hinanden både før, under og efter en kamp.

Tekken 5

Holdbarhed
Der hersker ingen tvivl om, at Tekken altid vil være et af de mest populære kampspil til PlayStation konsollen, men set i det store hele så er det lige meget, om man køber Tekken Tag, Tekken 4 eller Tekken 5. Godt nok har grafikken fået et skub op ad, men gameplayet er det gode gamle, som vi kender det fra diverse arkademaskiner.

Historierne, som man kan opleve under ”Story Battle”, virker platte og ubrugelige – man fristes nærmest til at sammenligne disse små historier med pornofilm, hvor man har forsøgt at putte en handling i. Tekken ville stadigvæk være Tekken også uden disse små historier.

Selv om der er flere forskellige sværhedsgrader, så ender man relativt hurtigt med at syntes, at det er det samme om og om igen. Dog vil levetiden på spillet være væsentligt længere, hvis man spiller multiplayer imod et par venner.

Overall
Tekken har som tidligere nævnt længe været et af de mest solgte kampspil på konsollerne, og kvaliteten af spillet er blevet forøget med hver udgivelse, således at spillet afspejler den teknologi, som man kan forvente af sådan et kampspil i den periode, hvor det udkommer. Desværre er der ikke rigtigt sket noget ny udvikling på andre kanter end det grafiske. Om og om igen stiller jeg mig selv det spørgsmål, om Tekken 5 virkeligt er det maksimale, som man kan forvente af et kampspil i 2005?

Men lige meget hvad svaret på ovenstående er, så er Tekken 5 bestemt et spil, som man må eje – også selvom man har de tidligere udgaver stående hjemme på hylden.
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.