2000, hvor man til en kamp ikke vælger én men to kæmpere, og der er nok at vælge imellem, for spillet indeholder godt og vel 50 kæmpere, og der er flere på vej via ekstra indhold, som udgives løbende efter spillets lancering.
Spillet byder dermed på et kært gensyn med mange af de mest prominente navne fra Tekken universet, og
hvis du har spillet et af de tidligere Tekken spil, er der en stor chance for, at du vil finde din yndlingskarakter
blandt kæmperne i Tekken Tag Tournament 2. Personligt blev jeg utroligt glad for at se både Hwoarang,
Eddy Gordo, Panda og Yoshimitsu - alle havde fundet vej til spillet.

Gameplayet i spillet er fundamentalt som vi kender det fra tidligere Tekken spil, der skal kæmpes og jongleres med modstanderne ved at udføre forskellige kombinationer. Det, der gør Tekken Tag Tournament 2 specielt i forhold til dets forgængere, er dets tag del, som gør det muligt at
lave kombinationer, hvor begge ens kæmpere deler tæsk ud, enten i form af hårdtslående kombinationer
eller vilde kast. Taget i betragtning, at der er 50 kæmpere, og de hver især har mellem 100 og 200
kombinationer, hvoraf en del af disse kan kombineres med ens partner, ja så er det ikke muligheder man
mangler i spillet.
Som i de tidligere Tekken spil er det, sammenlignet med mange andre fighting spil, utrolig nemt at samle
Dualshock controlleren op og entrere arenaen. Alle kæmperne er relativt lette at gå til, og man skal ikke
prøve mange runder med en kæmper, før man kender en del af hans kombinationer. Det gør, at spillet er et
utrolig tilgængeligt partyspil, da man kan byde de fleste op til dans i en runde Tekken, da læringskurven er
utrolig flad.
Tekken Tag Tournament 2 indeholder, som vi nævnte i vores preview af spillet, en ny spiltype ved navn
Fight Lab, som fungerer som spillets kampagnedel. I Fight lab får man tildelt en robot ved navn Combot,
som man skal udføre forskellige opgaver med. De forskellige opgaver tjener til det formål, at man lærer
spillets grundprincipper, som f.eks. hvordan man forsvarer sig, og hvordan man udfører de forskellige tag
kombinationer. Fight Lab fungerer som en god introduktion til spillet, og både erfarne og uerfarne spillere
kan få noget ud af at give sig i kast med Fight Lab.

Udover at fungere som en god introduktion til spillet, så giver Fight Lab dig også mulighed for at anvende
Combot i spillets andre spiltyper. Dette er uhyre interessant, da man har mulighed for at skræddersy sin
Combot i forhold til, hvilke kombinationer han skal kunne udføre. Man kan på den måde stort set kreere sin
egen Tekken karakter, således at han kan udføre alle ens yndlingskombinationer på tværs af de forskellige
kæmpere, som spillet indeholder.
Udover Fight lab indeholder Tekken Tag Tournament også de velkendte spiltyper som Arcade, Ghost Battle,
Team Battle, Time Attack, Survival og så selvfølgelig et træningsmodul. Spiltyperne fungerer som de skal,
dog finder jeg den sidste boss i arcadedelen latterlig svær, men det inspirerer egentlig blot til at træne
endnu mere, så jeg en skønne dag kan få min sejr.
Uanset hvilken spiltype man kaster sig over, optjener man penge efter hver kamp. De penge man tjener,
kan man bruge i spillets tilpasningsdel. Her kan man ændre udseendet på kæmperne, hvilket er en ganske
underholdene feature, f.eks. er min udgave af Hwoarang udstyret med superheltedragt, en dunhammer på
ryggen og en blomst i hånden i et forsøg på både at indgyde uskyldighed og vanvid.
Det er dog ikke kun dig, der kan tilpasse kæmpernes udseende, computeren vælger som regel også at lade
en kæmpe mod nogle forskellige udseende fjender, her er jeg f.eks. stødt på, hvad der mest af alt lignede
Jack-6 i lyserødt ballerinaskørt med et eller andet dyr på hovedet.

Tekken Tag Tournament 2 byder på en noget konservativ men ganske solid onlinedel, der er ikke meget nyt
under solen i forhold til andre fighting spil. Man kan vælge at spille ranked kampe eller player kampe, når
man ikke længere vil kæmpe mod computeren eller vennerne i sofaen.
Mens man søger efter kampe, der matcher ens kompetencer, bliver man placeret i en træningszone, hvor
man kan slå løs på stakkels Mokujin, dette gør, at ventetiden mellem kampene føles minimal, da man her
kan træne sine kombinationer og få den sidste skarphed ned i fingerspidserne. Kampene, der ligger til
grund for denne anmeldelse, blev alle afviklet stort set lag fri, og der var ikke nogen form for input lag, der
gjorde, at det var svært at eksekvere de forskellige kombinationer, hvilket gjorde onlineoplevelsen til en
fryd.
Onlinedelen i Tekken Tag Tournament 2 virker utrolig flydende, hvilket også understøttes af, at man efter
en kamp ikke bliver sendt tilbage til menuer for at påbegynde en ny søgning, i stedet kan man efter en
kamp enten vælge at søge efter en ny kamp eller gå tilbage til menuen.

Grafisk leverer Tekken Tag Tournament 2 en lækker spiloplevelse, hvor kampene afvikles knivskarpt, og
hvor animationerne er snorlige. Det eneste sted, hvor spillet ikke ligner noget, der passer ind i denne
generation af konsoller, er, når kæmperne bliver præsenteret før kampene. Jeg ved ikke, hvad Namco
gerne vil vise ved disse præsentationer, men man er bedre tjent med at trykke start hurtigst muligt og gå
direkte til kampen.
Lydkulissen er skrig, skrål og lyden af knytnæveslag, der flyver gennem luften, mens baggrundsmusikken
byder på alt fra elektronisk til hård rock. Hvis man ikke bryder sig om soundtracket til spillet, så kan man i
Tekken Tunes ændre lydkulissen til de forskellige kamparenaer. Man kan endda importere sine egne sange,
så man kan få lov at høre Top Gun temaet, mens man udfører flyvende kombinationer.
Tekken Tag Tournament 2 er, når alt kommer til alt, et rigtig godt fighting spil, der er ikke tale om nogen
revolution af fighting genren, der er nok nærmere tale om en evolution af Tekken serien. Tekken Tag
Tournament 2 henvender sig både til de hardcore fighting gamere, der finpudser hver enkelt kombination
for at kunne tørre gulvet med de knap så trænede online, såvel til sofa-gamerne, der gerne vil have et
afslappet fighting spil, som er let tilgængeligt for enhver.