Alle spillene har rødder i virkelige hændelser og fortællinger. Det første spil hed Man of Medan og var baseret på fortællingen om spøgelsesskibet Ourang Medan og det handlede om fire unge mennesker og deres skipper, der efter at være blevet fanget i en storm på åbent hav, nu befinder sig ombord på det mystisk spøgelsesskib, et ombygget fragtskib fra 2. Verdenskrig, hvor der naturligvis sker grusomme ting.
Little Hope var det andet spil og det havde rødder i Andover hekseafbrændingerne i 1700-tallet. Her er kører fire collegestuderende og deres professor en sen aften galt i deres bus efter en udflugt og strander i den lille by Little Hope. Byen er indhyllet i en mystisk tåge og gemmer på en grusom historie og der viser sig at være uhyrligheder gemt i den tykke tåge.
Det tredje spil er altså House of Ashes, som tager serien i en mere action-præget retning. Det udspiller sig i Mellemøsten i 2003, tæt på afslutningen af krigen i Irak. En gruppe soldater fra U.S. Special Forces, U.S. Air Force og CIA bliver sendt på en vigtig mission, da der er mistanke om at der ligger kemiske våben begravet i den irakiske ørken.
De vestlige styrker falder dog i et baghold og et mystisk jordskælv betyder, at de snart befinder sig et enormt underjordisk tempel. Templet blev bygget af den gale konge Naram-Sin, der levede helt tilbage i år 2.250 før kristi fødsel, men en ubeskrivelig ondskab holder til i det store tempel, og soldaternes tilstedeværelse har vækket denne ondskab. Soldaterne er blevet adskilt fra hinanden og der er endda en irakisk soldat blandt dem og som altid er historien den bærende del af spillet og man bliver sat overfor en masse svære valg om moral, hvem man skal stole på og hvem man vil arbejde sammen med for at overleve.
Man skal nu kæmpe for at overleve langt under jorden og det udspiller sig som en ganske udmærket actionfilm. House of Ashes er lidt anderledes i tonen end de to forrige spil, som var ganske uhyggelige og meget stemningsfyldte - den her gang er det mere actionpræget, men det fungerer ganske godt alligevel. Undervejs tager man en række valg, som ændrer forholdet mellem spillets karakterer og de kan ændre spillets retning en smule og afgøre hvem der i sidste ende overlever og hvem der må forblive i det mørke dyb.
House of Ashes byder stadig på et semi-låst kamera, men det er mere frit end det var i de forrige spil. Man kan bevæge det rundt, når ens karakter for eksempel lyser rundt i omgivelserne med lommelygten på riflen. Desuden er det nu også muligt at vælge forskellig sværhedsgrader, alt efter om man vil udfordres eller om man blot vil nyde historien.
De to multiplayerdele, Shared Story og Movie Night vender også tilbage her. I Shared Story spiller man historien sammen med ven i online co-op, hvor begge spillere udforsker spilverdenen, nogle gange sammen - andre gange forskellige steder i spillet og fra forskellige vinkler. Movie Night er en lokal multiplayer mode for op til fem spillere, hvor controlleren går på omgang og man skiftes til at spille dele af spillet.
Selv om House of Ashes er mere action-orienteret end de forrige spil, så er det ikke noget actionspil og det føles mange gange mere som en interaktiv film i stedet for et spil. Det er skåret over den samme skabelon som Supermassive Games’ andre spil; det er lineært, der er ikke meget gameplay, men til gengæld er det en virkelig glimrende, fængende og velfortalt fortælling. Det er noget forskelligt fra de to forrige spil i serien og virkelig klaustrofobisk når man går gennem de smalle og kulsorte gange i templet under jorden.
House of Ashes er det første spil i serien, der får en decideret PlayStation 5 version. Grafikken er virkelig flot og lyseffekterne er helt fantastiske og nogle gange ligner det her seriøst en god actionfilm. Kameravinklerne er flotte og dramatiske og som altid er ansigterne i Supermassives spil virkelig fremragende og man kan se de forskellige karakterers frygt i øjnene og i deres ansigter. Man kan vælge mellem to forskellige grafikindstillinger; en der prioriterer performance og en anden der prioriterer grafisk kvalitet. Lydsiden er også glimrende og specielt stemmeskuespillerne gør det virkelig overbevisende.
Igen er der en gratis Curator’s Cut udvidelse som kan hentes, som indeholder nye scener, nye valg og nye vinkler på historien set fra andre personers perspektiv end i hovedhistorien. Curator’s Cut bliver tilgængelig, når man har gennemført hovedhistorien.
Jeg har lidt svært ved at placere House of Ashes i forhold til Man of Medan og Little Hope. Jeg synes på nogle punkter, at House of Ashes er det bedste spil i serien, på trods af at det går lidt væk fra den intense uhygge og i en lidt mere actionpræget retning. Det er måske nok fordi, at det er ikke så intenst og ubehageligt at spille som de to første, men det er jo netop meningen med horrorspil, at det skal være ubehageligt. Der er ikke så meget horror her, men mere action - og det er egentlig okay synes jeg.
The Dark Pictures: House of Ashes er under alle omstændigheder endnu en god tilføjelse til The Dark Pictures serien og på PlayStation 5 er det klart det flotteste spil. Lyseffekterne er fremragende og det hele er skruet sammen som en Hollywood blockbuster. House of Ashes bryder nok ikke nogle nye grænser, men det er stadig god underholdning og ikke mindst en god historie med nogle særdeles solide skuespillerpræstationer.
The Dark Pictures: House of Ashes kan fås til både PlayStation 4 og PlayStation 5 og kan fås på PlayStation Store til 219 kr. for begge versioner.
Facebook
Twitter
