The Getaway: Black Monday

Det ville ikke være helt forkert at sige den første Getaway titel var en enorm skuffelse. Grafikken og byen, som titlen dannede rammer om, lovede ellers rigtig godt. Men hvad gik galt? For det første var styringen elendig, med et kamera, der nærmest modarbejdede al sund fornuft. Når den største udfordring i skudduellerne er at pege i den rigtige retning, end egentlig at skyde sin modstander og undgå dennes skud, så skal der ikke en professor til at regne ud, hvor hurtigt man bliver frustreret over gameplayet. Et andet irritationsmoment forekom i biljagterne, som kan siges at optage en trediedel af spillet. En anden trediedel er skudduellerne og den sidste trediedel er de historiefortællende mellemsekvenser. Men bilfysikken var her alt for ubarmhjertig, eller realistisk om man vil. Der skulle ikke mange knubs til, får din bil hostede, harkede og generelt kørte af pommern til. Det er ikke ligefrem det mest underholdende, at halte sig vej gennem London’s travle gader, i en faldefærdig øse. Netop realismen er nøgleordet i The Getaway, men som udviklerholdet Team SOHO og mange PS2 ejere, der pungede ud for titlen, opdagede, kan et spil altså også være for realistisk.

The Getaway: Black Monday (GBM) foregår igen i London og følger denne gang tre karakterer og deres begivenheder over 48 timer. Sergeant Mitchell, politimand i S019 styrken, bokseren Eddie O’Connor, samt det tekniske geni Sam, som er en lille spinkel, men smidig tøs, der kan klatre op på høje afsatser og kravle gennem små skakter. Historien kæder disse tre personers begivenheder sammen ret intelligent. Du kan således spille gennem et segment af historien med politimanden Mitchell, for dernæst at tage styringen over Eddie, der sideløbende med det foregående, oplever en anden side af de samme begivenheder.

En række genkendelige lokationer er genskabt, såsom Big Ben, Tower of London, Trafalgar Square, Hyde Park, Picadilly og Millennium Bridge. I alt har Team SOHO genskabt intet mindre end 70 m2 af Londons bymidte, så er du bekendt med turistattraktioner, bygninger eller gader, kan du få et interaktivt gensyn i spillets Free Roaming del, eller eftersom historien folder sig ud.

Black Monday kan sammenlignes lidt med Grand Theft Auto serien, men også kun meget lidt. For hvor GTA satser på en uforbeholden underholdende spiloplevelse, og dermed må slække lidt på realismen, tager GBM et meget realistisk udgangspunkt og slækker kun på det, hvis det gør spillet direkte kedeligt, som det var tilfældet i etteren. Desuden er gameplayet i GBM fuldstændigt historiedrevet, uden tid til svinkeærinder. Her byder GTA på et meget mere åbent gameplay, hvor spilleren har stort set uanede ting han kan foretage sig. GBM har dog nogle afstikkende gameplay modes, som afskiller sig fra historien, ved kun at være tilgængelig fra hovedmenuen. Her kan du vælge nogle taximissioner, forskellige former for bilræs og den føromtalte Free Roaming, hvor du kan gøre som det passer dig.

Gameplay Det store spørgsmål er nu, om Team SOHO har rettet op på den forfærdelige styring, fra den forrige titel. Det er til dels tilfældet. Der er blevet gjort en forbedring, men vi savner stadig en bedre kamerastyring. Det er dog til at vænne sig til, for der ligger nogle gode momenter gemt i Black Monday. Til gengæld er det glædeligt at se bilernes skadesystem blive gjort en kende mindre realistisk, så du nu kan brage ind i adskillige medtraffikanter, husmure eller lygtepæle, uden at du bliver nødt til at skifte bil.

Derudover er fysikken heller ikke så streng mere. Så når du med fuld fart rammer frontalt ind i en lygtepæl, ”preller” din bil af, og fortsætter i samme retning, dog stadig med noget skade til følge. Det retter op på en af irritationsmomenterne fra forgængeren, hvor du konstant røg ind i diverse forhindringer, og dermed gik fuldstændig i stå.

Som i etteren har du heller ikke denne gang nogen HUD (Heads Up Display), som viser hvor meget helbred og ammo du har tilbage. I stedet siger din karakter f.eks at du er ved at løbe tør for ammo og når du ikke har meget i health, kan du visuelt se det på karakteren, der begynder at bløde kraftigt, halte og sige, at han eller hun ikke kan fortsætte meget længere, eller trænger til at hvile. GBM har nemlig et ret interessant healing system, hvor du blot kan stille dig op mod en væg, for at genvinde energi.

Heller ikke et oversigtskort er at finde som hjælp, til at finde vej i bil. I stedet bruger spillet blinklysene som indikator på hvilken vej du skal. For det meste virker det ganske godt, men i de hektiske biljagter, hvor du suser gennem gadernem er det svært lige at holde øje med den lille gule lampe, om den lyser og det gør det ikke meget nemmere når du bremser, for bremselyset overskygger snildt det lille gule blink.

Ai’en er elendig, ikke mindst for dine hjælpende karakterers vedkommende. Et eksempel er på en mission, hvor du kæmper dig vej gennem et tog i fart som strisseren Mitchell, fyldt med armerede kriminelle. Her tvinger en AI styret politimand sig forrest og lister sig hele vejen gennem togsættene. Han lader ikke kun være med at skyde, han blokerer også for dit udsyn, så du har gevaldigt besvær med at neutralisere fjenderne. Et andet eksempel, er på en af de tidlige missioner, hvor du skal eskortere et gidsel sikkert ud af en bygning, igen naturligvis spækket med hårde kriminelle. Gidslet løber konstant i vejen i forsøget på at nå først gennem hver enkelt døråbning og stiller sig på de mest udsatte steder, selvom kuglerne fiser om ørerne. Det kan virke lidt utopisk efter disse episoder, at udvikleren fremhæver AI’en, som en af spillets forcer.

Indlæringskurven er beklageligvis ret stejl, da der slet ingen introduktion er til styringen. Du bliver kastet lige ud i en jagt på fods og adskillige skuddueller, så har du ikke spillet forgængeren, eller trinvist gennemlæst manualen, kan du godt komme i problemer.


Grafik
Præsentationen i The Getaway: Black Monday er ganske veludført, og man får hurtigt følelsen af at følge et britisk drama i de relativt lange mellemsekvenser, der kæder historien sammen. Kvaliteten af karaktererne og deres animationer er af meget høj standard og kan udover realistisk motion capture byde på vellignende lipsync. Både i mellemsekvenser og i de spilbare sekvenser er kvaliteten ret høj og er endda en kende mere detaljeret og veludført end i GTA San Andreas.

De mange gader og bygninger der danner byen London er fortinligt opbygget og rigtig godt detaljeret. Teksturerne der pryder overfladerne på bygnignerne og på vejene er så realistiske, at du ikke et sekund er i tvivl om, at du opholder dig i London, ikke kun ved at beskue de mest velkendte attraktioner, men også mindre stræder og gyder.

Et galleri af velkendte og meget tidspassende bilmærker har fundet vej til gaderne i GBM. Fiat, Mercedes, Peugeot, Renault og Vauxhall er alle blevet licenseret og er perfekt implementeret i spillemiljøet og alle modellerne er prisværdigt velsignet af en detaljerigdom så stor, at vi ikke kunne have bedt om mere på den front.

Lyd
Soundtracket er skabt specielt til GBM og fremhæver den dystre stemning, der hviler over begivenhederne. Musikkens betydning bliver ofte overset i spiltitler, men her er et ganske godt eksempel på, hvordan et soundtrack kan løfte hele spillets indtryk. Du kan i øvrigt høre smagsprøver på det officielle site.

Over 20 forskellige skuespillere er blevet hyret til at lægge stemme, udseende og i øvrigt også bevægelser til karakterer i spillet. Karaktererne med engelsk nationalitet snakker alle sammen med en meget mærkbar London accent, som kan være svær at forstå, når dialogerne raser afsted i et munddiarréanfald i de store actionsekvenser. Det er derfor anbefalelsesværdigt, at sætte underteksterne til. Kvaliteten er ellers god og professionelt udført.

Holdbarhed Historien er beklageligvis hurtigt gennemført og de ekstra muligheder du har i ”Free Roaming”, taxi- og bilræsmissionerne er ikke nok til at give dig lyst til at vende tilbage til GBM. Det er egentlig synd, for byen spillet danner rammer om har så utroligt mange muligheder for at blive udnyttet optimalt. Her er det svært ikke at sammenligne med Grand Theft Auto, selvom det måske ikke er en fair sammenligning.

Man kan kun håbe, at Team SOHO og Rockstar North slår hovederne sammen og laver en GTA titel, med SOHO’s London setting som udgangspunkt. Men det er desværre nok ikke noget vi skal sætte næsen for meget op efter.

Overall
The Getaway: Black Monday forbedrer kameravinklerne en del i forhold til den foregående titel, men kan stadig være grund for irritation. Historien er igen i højsædet og driver gameplayet slavisk, uden mulighed for egen udforskning og sidemissioner, hvilket er lidt synd, når man ser på hvor stor succes GTA har. Team SOHO har forudsætningerne til at skabe en rigtig stortitel, men har valgt i stedet at lade spillerne opleve et filmdrama på egen hånd. Vi kan kun ærgre os over de uudnyttede muligheder, som GBM har gemt et eller andet sted

Desværre forbedres titlen ikke markant nok, til at kunne blande sig med alle de stortitler vi har set markedet blive oversvømmet med her op til jul.