The Last of Us Part II

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 12. juni 2020 - kl. 09:00
Del denne artikel:
20 9

I PlayStation 4 konsollens absolutte efterår, er det største spil til konsollen lige på trapperne. Læs vores spoiler-frie anmeldelse af The Last of Us Part II her.

The Last of Us udkom i juni 2013, omkring fem måneder før PlayStation 4 landede. Spillet var rent teknisk et mesterværk og det var tydeligt, at Naughty Dog pressede den pensions-klare PlayStation 3 hardware til det yderste. Det var på alle måder et smukt farvel til PlayStation 3. Nu, syv år senere, ser det ud til at Naughty Dog gentager succesen med The Last of Us Part II og de sender PlayStation 4 mod pensionen med et brag.



Efter deres rejse gennem det livsfarlige USA, har Ellie og Joel slået sig ned i Jackson, Wyoming. De bor i et velfungerende samfund, der giver dem stabilitet på trods af truslen fra de inficerede og lovløse fraktioner, som stadig præger landet udenfor væggene. Ellie er nu 19 år og hun er blevet langt mere voksen og det er hende, der er den bærende hovedperson i Naughty Dogs meget ventede The Last of Us Part II.

Historien i The Last of Us Part II er ikke ligefrem lykkelig. Spillet foregår omkring 5 år efter det første spil og verden som vi kender den, ligger stadig nærmest øde hen, efter en dødelig spore-pandemi har ramt kloden. De smitsomme sporer, som stammer fra Cordyceps-svampen, ikke alene dræber de inficerede, men de har også den ærgerlige bi-effekt, at de inficerede nærmest zombificeres og er tvunget til at vandre rundt som muterede galninge, der spreder smitten videre ved at angribe alt og alle de kan komme i nærheden af.



Lad mig sige det med det samme; The Last of Us Part II er et fremragende spil. Ikke på grund af et unikt og nyskabende gameplay, men på grund af en vanvittig velfortalt historie. Der er så mange facetter i historien; kærlighed, ansvar, empati, besættelse og ikke mindst had. Hvornår er det tid til at give slip? Hvornår skal man holde fast? Hvor langt ud kan et menneske, der føler sig forkert behandlet, komme? Og hvor langt vil det gå, når fornuften og de moralske grænser er sløret af hadet?

Det er et grimt tema, men det krydres med mange andre underliggende temaer, som giver historien en utrolig dybde. Jeg vil ikke komme nærmere ind på historien her, men vil bare sige, at den fortælles med en, sådan nærmest arrogant, overbevisning, så man flere gange glemmer at det er et spil man sidder med. Ikke alene er historien gribende, brutal og emotionel, men også måden den bliver fortalt på er fantastisk - på det punkt, er Naughty Dog ganske enkelt på et helt andet niveau end alle andre.



Naughty Dog genopfinder ikke den dybe tallerken her. Gameplayet er meget genkendeligt fra det første The Last of Us. Det føles som en naturlig videreudvikling af originalen, og du føler dig med det samme hjemme i spillet. Historien guider spilleren ned af en mere eller mindre lineær rute, hvor man undervejs skal rydde områder for inficerede og undersøge omgivelserne grundigt for ressourcer, så man kan bygge førstehjælpskasser, knive, diverse nærkampsvåben, miner, molotovcocktails og rørbomber. Ressourcer er stadig en essentiel del af gameplayet og ammunition er som altid en mangelvare. Derfor er en stealth-tilgang til det hele at foretrække - og klart det mest spændende. Du samler også skrot op, der kan bruges til permanent at opgradere dine våben og piller som giver Ellie flere og bedre evner.

Planlægning er essentielt for at sikre sig overlevelse, da fjenderne er så dødbringende at man bør forberede sig godt på selv de mindste kampe. Man kæmper mod både Clickers, Bloaters og Runners, men jeg synes faktisk, at de menneskelige fraktioner er de mest interessante og faktisk også de mest skræmmende. Washington Liberation Front (WLF - også kaldet Wolf) er en tungt bevæbnet militant fraktion, som er meget velorganiseret og fungerer meget som et militær. I skarp kontrast til dem står Seraphites (også kaldet Scars på grund af det store ar de alle har i ansigtet), som er en religiøst gruppe, der har lagt al teknologi bag sig og kæmper med bue og pile og en stærk tro. Fjenderne er blevet klart forbedret i denne Part II, de arbejder sammen og er meget farlige - uanset om det er mutanter eller mennesker.



The Last of Us Part II er et af de mest voldelige spil jeg har spillet. Ikke fordi der flyver blod og indvolde rundt over det hele, men fordi volden er så præcis, kold og realistisk. Kampene er meget voldsomme og der er scener, som er så brutale, at man får lidt ondt i maven. Det er lang tid siden at jeg har følt mig så sårbar i et spil, og man er konstant urolig for, hvad der sker når man går igennem den næste dør. Der er også mange og lange perioder med stilhed, som bruges på at indsamle ressourcer, finde vej igennem de smukke omgivelser, karakteropbygning og ikke mindst at gøre sig klar til den næste uundgåelige konfrontation, som ligger og venter på en. Det giver en perfekt balance i gameplayet.

Hvad Naughty Dog har gjort her er, at bygge videre på noget der virkede fremragende og finpudse stort set alle facetter, så vi står med et vanvittigt velfungerende spil. Man skal blot være klar over, at når man kaster sig over The Last of Us Part II, vil man ikke blive præsenteret for store omvæltninger i gameplayet, og det tror jeg rent faktisk at mange fans vil være rigtigt glade for. Jeg har personligt ingen problemer med det, for når det hele pakkes ind i en virkelig god historie, som fortælles helt fabelagtigt, ja så virker det bare for mig.



Ikke overraskende er The Last of Us Part II et vanvittigt smukt spil - detaljer og animationer er gennemførte i en grad, man har svært ved at forstå. Ansigter er fyldt med følelser, om det så er vrede, frygt, glæde eller utryghed, og samspillet mellem de forskellige karakterer er fantastisk, hvor kropssprog og virkelig godt stemmeskuespil er særdeles overbevisende.



Spilverdenen er brutal og ubarmhjertig - og selv om Seattle, som er blevet overtaget af naturen, er sindssygt smuk, så emmer det hele af trøstesløshed og ødelæggelse overalt. Vejret skifter løbende, det samme gør tiden og lige meget om regnen siler ned om aftenen, eller om man bevæger sig direkte mod morgensolen, så er det virkelig smukt og særdeles frygtindgydende på samme tid.

The Last of Us Part II er ret lineært, men jeg er alligevel imponeret over, hvordan Naughty Dog er i stand til at bygge en spilverden, som på den ene side virker åben, men som man på den anden side, er forholdsvis let kan finde vej i, helt uden brug af pile og andre “spil-agtige” hjælpemidler. Spilverdenen er ganske enkelt udformet og designet sådan, at man langt de fleste gange automatisk bevæger sig derhen, hvor spillet gerne vil have én hen. Det er lidt svært at beskrive, men det giver en helt speciel følelse, at man ikke hele tiden skal konfronteres med usynlige vægge, svævende blinkende pile og den slags ting.



Endelig er The Last of Us Part II det mest tilgængelige spil jeg har prøvet. Der er mere end 60 forskellige tilgængelighedsindstillinger i spillets menuer, hvor man for eksempel kan indstille underteksterne så de er tilpasset farveblinde og gøre brugerfladen større, hvis man har problemer med at se den. Der er også en tekst-til-tale funktion, som læser alt op hvad der står på skærmen og lyde som hjælper med at finde steder, hvor man for eksempel kan klatre op eller hvor der er ting man kan samle op. Der er endda en høj-kontrast indstilling for spillere med nedsat syn, hvor spillet bliver lysegråt og hvor fjender bliver røde og allierede blå. Det er masser af disse tilgængelighedsindstillinger og det er vigtigt at forstå, at de ikke er til for at gøre spillet lettere, men til for at omfavne så mange spillere som muligt - også disse, som måske er farveblinde eller har et handicap, som gør det svært for dem at nyde de spil vi andre tager for givet at vi kan spille. The Last of Us Part II er i sandhed Naughty Dogs med ambitiøse spil nogensinde.

Hvad Naughty Dog har præsteret her er monumentalt. The Last of Us Part II virker så gennemført at det kan være svært at forstå. Når det kommer til historiefortælling, så er det her niveauer over hvad vi er vant til at se. Man bliver draget af en emotionel og brutal historie, og det er svært ikke at blive påvirket - jeg måtte ind imellem holde pauser, da det kan gå hen og blive lidt for meget til tider. Ud over en fantastisk historie, byder spillet også på et solidt (men måske lidt for velkendt) gameplay, en magisk grafisk side og en fantastisk spilverden, som man kun kan blive draget ind i.



The Last of Us Part II er PlayStation 4s svanesang - det sidste rigtigt store spil til konsollen inden den bliver afløst af PlayStation 5 senere på året. Det er en brutal, smuk, rørende og skræmmende fortælling om mennesker, følelser, sammenhold og ikke mindst om menneskets inderste mørke, når hadet stikker sit grimme ansigt frem.

The Last of Us Part II er en milepæl i historiefortælling i spilindustrien, en milepæl alle andre spil med noget på hjerte, bør sigte efter. Det her er et helt specielt spil, et af de spil, man kun oplever få gange i hver konsol-generation. Efter at have gennemført spillet, lod jeg det ligge i nogle dage og det var et af de spil, som voksede på mig. Det er et spil, men ikke glemmer lige med det samme og hvis du kun skal spille ét spil resten af dit liv, så er det The Last of Us Part II du skal vælge.
Fakta
The Last of Us Part II

The Last of Us Part II

PlatformPlayStation 4
UdviklerNaughty Dog
UdgiverSony
Spillere1
Udgivelsesdato19-06-2020
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Vold
Følg PSlife her
+ Fabelagtig grafik, helt overlegen historiefortælling, skræmmende og smuk og interessant spilverden, vanvittigt gennemført fra start til slut
Kan måske minde lidt for meget om det forrige spil for nogen
Gameplay:8.5
Grafik:9.5
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 9.5
Log ind og stem
9
Der er 9 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.