The Last of Us: Remastered

Anmeldt af: Jesper Thuesen - 28. juli 2014 - kl. 09:01
Del denne artikel:
17 0

The Last of Us tog alle med storm sidste år, da spillet udkom til PlayStation 3. Nu tager spillet springet til PlayStation 4 og spørgsmålet er, om Naughty Dogs supersællert stadigvæk holder.

Sjældent har jeg kigget så misundeligt på noget, som da Naughty Dog udgav The Last of Us til PlayStation 3. Jeg var dengang Xbox 360 ejer, og aldrig nogensinde havde min vidundermaskine fra Microsoft set så utilstrækkelig ud. Nu har jeg, efter at være konverteret til PlayStation 4, endeligt fået taget livtag med The Last of Us, og lad mig da bare konstatere, at The Last of Us ikke just er nogen lykkelig fortælling, men det er en fandens god en af slagsen!




Der er med garanti andre som jeg, der har udskiftet deres Xbox 360 ud med en PlayStation 4, og lad os da bare tage historien endnu engang. The Last of Us omhandler en verden, som nærmest ligger øde, efter at en dødelig spore-pandemi har ramt kloden. De smitsomme sporer, som stammer fra Cordyceps-svampen, ikke alene dræber de inficerede, men de har også den ærgerlige bi-effekt, at de inficerede nærmest zombificeres og er tvunget til at vandre rundt som muterede galninge, der spreder smitten videre ved at angribe alt og alle de kan komme i nærheden af.

Én af de overlevende, som i meget høj grad kommer i berøring med de inficerede, er Joel. Joel befinder sig i én af de mange by-karantænezoner, som er oprettet i et forsøg på at begrænse smitten, men da han får til opgave at smugle den 14-årige Ellie ud af byen, må han forlade de nogenlunde trygge rammer i karantænezonen og begive sig ud i en verden, der i den grad har båret præg af 20 års kaotiske tilstande. Plantelivet har overtaget, og såvel byer som landområder er groet fuldstændigt til i noget, der på én og samme tid er ufatteligt smukt og også ærefrygtindgydende.




Der er dog ikke megen tid til at nyde de flotte landskaber, for områderne udenfor karantænezonerne vrimler med inficerede, som befinder sig på forskellige stadier af smitten og nærmest bliver farligere og farligere i takt med, at de har været udsat for svampeinfektionen i længere tid. De vanvittige mutanter er dog ikke de eneste farlige elementer, idet verden, som følge af den langvarige pandemi, er blevet et ondt sted, hvor hver mand sætter sin egen overlevelse højest, hvilket ofte betyder, at fremmede ofte skyder først og spørger bagefter.

Man vil derfor i løbet af The Last of Us løbe ind i en stor mængde forskellige fjender, som varierer fra forskellige stadier af inficerede til banditter, som typisk kommer i langt større antal end vores hovedpersoner Joel og Ellie. Fjenderne er smarte, og hvis man foretrækker at styrte direkte ind i større grupper af fjender, så er døden uundgåelig, dels fordi at fjenderne er udstyret med en særdeles effektiv AI, og derfor bruger miljøer og antal til at få dig ned med nakken, men også fordi at dine ressourcer er begrænsede.




Netop ressourcer er en essentiel del i The Last of Us. Joel og Ellie skal undervejs opsamle forskellige genstande, som kan anvendes til at bygge førstehjælpskasser, knive, nærkampsvåben, miner, molotovcocktails og røgbomber. Våben, som vil gøre det nemmere at tage en mere stealth-betonet tilgang til kampene, hvilket bestemt er at foretrække. Herudover skal man løbende indsamle al den sparsomme ammunition, man kan komme i nærheden af, ligesom man kan indsamle materiale til at opgradere Joels våben eller personlige egenskaber, såsom mængden af liv. Foruden muligheden for at indsamle materialer og bygge våben, kan man benytte sig af Joels egenskab til at observere fjendernes bevægelser via lyd for på denne måde at kunne danne sig overblik over, hvor fjenderne befinder sig i området. Dette er essentielt for at sikre sig overlevelse, idet The Last of Us er et spil, der typisk kræver, at man forbereder sig godt på selv de mindre kampe. Skal man skifte våben eller samle nye våben under kampene, fortsætter fjenderne mens man arbejder, og dette er en ekstra stresseffekt der også betyder, at man ikke bare kan pause kampene for at fylde sit arsenal op.

Man vil herudover løbende skulle puzzle sig til progression i The Last of Us. Det er ofte påkrævet, at man sender de små grå på arbejde for at skulle kunne avancere i miljøerne, og til trods for at mange af de små puzzles til sidst ligner hinanden, så er det stadigvæk et fint afbræk fra de mange ildkampe og de hektiske situationer, hvor man forsøger at liste sig rundt om horder af inficerede.




The Last of Us bygger dermed sine gameplay-elementer på mange ting, som vi har oplevet før fra forskellige titler, og man kan derfor spørge sig selv om, hvad der gjorde spillet så populært, da det udkom sidste sommer. Til det er der ét stort og rungende svar: storytelling. Ingen formår at skabe den binding mellem spilleren og karaktererne, som Naughty Dog gør med sine titler, og selv kort inde i spillet formår Naughty Dog at genskabe en situation, vi som gamere har set hundredevis af gange før, med en nærmest arrogant overlegenhed. Resultatet er langt mere bevægende end når andre har forsøgt sig, og årsagen hertil skal findes i Naughty Dogs nærmest hysterisk perfektionistiske sans for detalje.

Dette ses i stort set alt fra karakterernes ansigtsmimik, deres tonefald, kropssprog og ageren, men i allerhøjeste grad i samspillet med hinanden, og det er påkrævet, når man forventer at spilleren skal stå igennem The Last of Us’ over 15 timer lange singleplayerdel. Ja, du læste rigtigt, 15 timer, vel at mærke for et til tider lineært survival actionspil. Det er lang tid, men det er ikke et eneste sekund for langt, for historien er lige i øjet, og Naughty Dog har med Joel og Ellie skabt figurer, som jeg efter at have spillet The Last of Us føler, at jeg kender på lige fod med spilfigurer, der har fulgt mig i årtier. Deres humor, karakterudvikling og forhold til hinanden er så troværdig og unik, at man ved spillets afslutning savner mere, og man skal ikke lade sig snyde af, at specielt Joel virker endimensionel i starten, for det eskalerer i løbet af spillet.




Det er med historiefortællingen at det bliver tydeligt, at selv den fantastiske grafik, som på PlayStation 4 kører i knivskarpe 1080p og med en stabil framerate på 60 billeder i sekundet, og i øvrigt stadigvæk på denne nyeste konsolgeneration ser helt igennem fantastisk ud, ikke er årsagen til, at folk elskede The Last of Us. Det er ikke den konstant eminente lydside, der ligesom Ennio Morricone i hans soundtracks til de gamle westernfilm formår at skabe en ensom og sørgmodig stemning ud fra enkelte fingerstrøg på en guitar, der skaffer The Last of Us den karakter, spillet helt og aldeles har fortjent. Det er historien der er i centrum og for hvad lydsiden angår understøttes denne af nogle helt igennem fantastiske stemmeskuespillere, der i den grad giver liv og personlighed til de figurer, vi følger på skærmen. Og dette er nødvendigt, for The Last of Us emmer af melankoli og behandler nogle særdeles tunge emner, hvortil et utroværdigt stemmeskuespil havde været dræbende.

Historien overgår også en habil multiplayerdel, som omhandler to forskellige fraktioner, der skal skaffe materiale til en konstant voksende koloni af mennesker. Materiale, der skal indhentes i kampe mod den rivaliserende fraktion, hvor kills giver nye forsyninger til kolonien, der for hver kamp kræver flere og flere forsyninger, hvorfor spilleren skal forbedre sig fra kamp til kamp. Man kan skabe forskellige klasser med forskellige perks, som eksempelvis gør spilleren mere effektiv når der skal skabes nye våben, ud fra samme ressourceprincip som singleplayerdelen, eller skaber en større eksplosionsradius, og der kan naturligvis også vælges forskellige våben og udseende til spilleren. Spiltyperne er typisk deathmatch-baseret, men dog er der også mulighed for en ”interrogation-gamemode”, som kræver, at spillerne afhører modstanderen for at finde lokationen på en kasse med forsyninger.




Multiplayerdelen fungerer fint og giver en god forlænget spilletid, og så er det værd at nævne, at The Last of Us: Remastered indeholder al hidtil udgivet DLC, så man får altså våben, gamemodes og andet godt med, ligesom udvidelsen Left Behind også er at finde i pakken.

Det store spørgsmål er, om storytelling kan bære størstedelen af et spil på sine skuldre i sådan en grad, som Naughty Dog forsøger med The Last of Us, og lad mig da bare slå fast, at det kan det. Teknikkyndige vil sandsynligvis argumentere for, at man skal tage turen igennem The Last of Us: Remastered på grund af indholdspakken, den opgraderede grafik og den stabile framerate på 60FPS, men jeg vil egentligt bare konkludere, at man skal spille The Last of Us: Remastered fordi, at det er hvad det er: Summen af solidt gameplay, en fremragende grafik, en formidabel lydside, en holdbarhedsforlængende multiplayerdel og en grum, men rørende historie, som sjældent er blevet fortalt bedre. The Last of Us tåler et gensyn. Ikke alene fordi, at spillet nu er udkommet i en flottere PlayStation 4 udgave, men også fordi, at det er så fantastisk godt.
Fakta
The Last of Us: Remastered

The Last of Us: Remastered

PlatformPlayStation 4
UdviklerNaughty Dog
UdgiverSony
Spillere1-8
Udgivelsesdato30-07-2014
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog Vold
Følg PSlife her
+ Overlegen historiefortælling, interessant figurgalleri, fremragende opgraderet grafik og lyd, meget valuta for pengene.
Små grafiske svipsere.
Gameplay:9.5
Grafik:9.5
Online:8.5
Holdbarhed:10
Overall 10
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.