Spillet skulle oprindeligt udgives i slutningen af 2014, men blev skubbet til slutningen af februar 2015. Dette ændrede dog ikke på, at spillet anses som en vigtigt titel for Sony, i form af dens eksklusivitet, fremvisning af PlayStation 4s hestekræfter og ikke mindst måske en hel ny spilserie til PlayStation fremover. Men er det så lykkedes for Ready at Dawn at skabe et flot cinematisk spil, der samtidigt er værd at spille? Det må siges at være et stort ja, men spillet er ikke uden fejl og begrænsninger.
Inden vi kigger på, hvad der går godt og ikke så godt i The Order: 1886, så er det vigtigt at bruge et par minutter på spillets historie, som er bærende for hele oplevelsen i spillet. Vi er taget tilbage i tiden til 1886 og et alternativt neo-victoriansk London inspireret af steampunk og moderne bekvemligheder som walkie talkie-lignende kommunikatorer, EMP bomber, stødgeværer, termitkanoner og andre futuristiske våben. Men det er ikke kun det varierede våbenarsenal, der gemmer sig i London, det gør også vampyrer, kendt under navnet bastarderne, og så en orden hvis øverste mål er at beskytte den britiske majestæt dronning Victoria.
Det er i denne orden, vi finder vores hovedperson Grayson, der går under hans riddertitel Sir Galahad. Grayson er en meget britisklignende mand i starten af 40erne, der med et stort overskæg og en kraftig kropsbygning er en mand, der står tydeligt ud. Vi starter dog The Order: 1886 med at finde Sir Galahad i mere ringe kår, nemlig som fange i et britisk fængsel, udsat for tortur og ubehagelige fangevogtere. Vores hovedperson er havnet i den knibe til trods for at have været trofast medlem af ordenen i mange år, men en konspiration som Sir Galahad og hans læremester Sir Perceval prøver at opklare har ledt til vores hovedpersons tilfangetagen. En konspiration, der meget hurtigt involverer bærende kræfter af Londons politiske scene samt naturligvis de mystiske varulve, og en konspiration som man skal prøve at opklare igennem spillets forløb.
Historien i The Order: 1886 er glimrende, da den er velfortalt, har et interessant plot i en fascinerende verden og fanger ens opmærksomhed fra starten af. Der er en god kemi imellem hovedpersonerne i historien og Sir Galahad virker som et rigtig godt menneske. Historiefortællingen bliver også båret godt på vej af glimrende stemmeskuespil fra de skuespillere, som ligger stemmer til, og ikke mindst den grafiske side i spillet.
Historien bliver fortalt via en del mellemsekvenser, som er grafisk meget imponerende med sine flotte omgivelser og utroligt detaljerede personer. Specielt ansigterne og mimikken i ansigtstrækkene er yderst detaljeret, hvilket igen gør personerne mere troværdige og livagtige. Når man støder på varulve, er man da heller ikke i tvivl om, at vi har med nogle ubehagelige væsner at gøre, da den imponerende grafik virkelig fremstiller dem skræmmende. Hvad der også er meget imponerende er, når spillet går direkte fra en mellemsekvens til selve spillet og der stort set ikke er nogle fald i kvaliteten af grafikken. Der er flere gange i spillet, hvor jeg stoppede op og måtte udbryde et wow. Da spillet forgår i London i 1886 er det til tider meget mørkt og med dystre farver, men det er krydret med imponerende lyseffekter, og der er endda også blevet plads til, at solen kigger frem engang imellem fra den ellers skydækkede himmel. Omgivelserne er spækket med genstande som bliver smadret, når der bliver skudt efter en, og det er lidt sjovere at gemme sig bag en bar, når alle flasker og glas omkring en splintres over det hele.
Selve gengivelsen af London er også veludført, der er dog nogle få overflader hist og pist som mangler lidt dybde, men ud over det er The Order: 1886 uden tvivl det flotteste spil produceret til dato. Sammen med den gode grafik finder vi også et glimrende soundtrack, der passer glimrende til et dystert London fra 1886 med et hint af en moderne verden. Spillets soundtrack er skrevet af Jason Graves og Austin Wintory, der bl.a. har stået bag musik til spil Dead Space, Tomb Raider og Journey. Soundtracket indeholder 21 stemningsfulde musiknumre, der gør stor brug af strygerinstrumenter, som naturligvis er indspillet af et orkester og giver den nødvendige fylde til spillets stemning.
Men nu er det ikke nok, at spillet er flot og historien holder, det skal også være sjovt at spille. Godt nok føles The Order: 1886 lidt tung i starten, men det åbner sig hurtigt op og efterhånden som man lærer cover mekanismen samt de forskellige våben, så bliver The Order: 1886 et rigtigt sjovt spil. Det er groft ridset op; Et tredjepersonsskydespil, hvor man skyder sig igennem Londons gader og bygninger ofte i snævre korridorer mod fjender som stille og roligt bliver mere og mere avanceret. I starten, hvor man møder simple bøller, er det ikke de mest intelligente valg de foretager sig, men hurtigt støder man på fjender, der både flankere en, gemmer sig for en og kommer med mere avancerede våben. Hurtigt bliver man nødt til at fokusere på de farligste fjender, og nogle gange er det mest effektivt at overraske fjender med en røggranat for derefter at nedlægge dem i røgen med ens trofaste dolk. Har man ikke nok i at dolke fjenderne, er der 16 forskellige våben at vælge imellem, som bliver mere avancerede som man kommer ind i spillet. Der er lige fra almindelige rifler, sniggeværer, semi-automatiske pistoler til avancerede våben bygget af vores alle sammen yndlings videnskabsmand, Nikola Tesla. Våbnene fra Nikola består blandt andet af et gevær, der kan skyde termit og brænde ens fjender op eller et arc-gevær, der sender et kæmpe lyn ud, som får ens fjender til at eksplodere samt mange flere eksotiske våben. Våbnene er udført rigtigt godt, og det føles tilfredsstillende at nedlægge fjender med dem.
Igennem spillet skifter det lidt imellem, om man er sammen med venner eller alene, men generelt gør ens kompagnoner det godt, når de er til stede. De løber ikke i vejen og stjæler ikke alt action fra en. Det er ikke revolutionerende gameplay, men det virker, føltes hektisk og er sjovt. Et sted, hvor spillet dog ikke rigtigt lever op til resten, er i kampen mod varulvene, som godt nok første gang får en ud på sædekanten, men de efterfølgende gange bliver det for forudsigeligt og er heldigvis hurtigt overstået, da det overraskende nok er en mindre del af spillet.
The Order: 1886 byder også på en del quicktime events, men de er brugt forholdsvis intelligent, så der er ingen quicktime events i de lange historiemellemsekvenser, og man kan dermed slappe af og nyde historien. De fremkommer i de korte mellemsekvenser og i et par få bosskampe, samt når man skal lave lydløse drab. Om man kan lide quicktime events er meget individuelt, men det føltes ikke overbrugt i The Order: 1886, og det giver et afbræk fra at skulle skyde sig ud af alt. Jeg fortrækker en quicktime kamp imod en boss, hvor man i 10 minutter løber rundt og prøver at ramme bossens lysende gule svage områder, som man ser alt for ofte i spil og ofte føles meget antiklimatisk.
Vi har allerede vendt hvor flot The Order: 1886 er og den glimrende lydside, men det er også værd at bemærke, hvor godt teknisk udført spillet er. Under mine gennemspilninger stødte jeg ikke på en eneste fejl, og i de her dage, hvor vi har set store spil plaget af mange fejl ved lanceringen, er det befriende at få et spil, der bare virker perfekt med det samme. Der var en opdatering klar fra første dag, men her var ingen opdatering på flere gigabyte som man skal vente på, men blot en lille opdatering, som de fleste burde kunne hente ligegyldig størrelsen på deres internetforbindelse.
Frameraten i spillet er super stabilt, hvilket er imponerende, når man ser på den grafiske kvalitet, og selvom udvikleren vinder lidt på at have sorte bjælker om spillet for at give den cinematiske effekt, så skal der gives en anerkendelse til udvikleren for at have skabt et spil, som har en dejlig blød styring hele vejen igennem.
The Order: 1886 er et fantastisk spil og en meget lovende start for udvikleren Ready at Dawn, og hvad de kan skabe til PlayStation 4. Historien og skuespillet er godt udført, og selve gameplayet er sjovt hele vejen igennem. Den grafiske side er helt af en anden verden, og alene grafikken gør spillet til en stor oplevelse. Men der er også nogle svage sider i The Order: 1886, som lider af at være lidt for lineært, og selvom det er er at forvente i den type spil, som The Order: 1886 er, kunne det godt have gjort gavn af lidt mere åbne baner, hvor der var plads til mere udforskning. Det bliver bedre jo længere ind man kommer i spillet, men meget af udforskningen er kun for at finde lidt ekstra ammunition og samlebare genstande, som desværre ikke bringer meget til spillets historie.
Et af spillets andre problemer er dens genspilningssværdi og til dels også dens længde. Når man har gennemført The Order: 1886 en gang, der ikke meget at hente bagefter, ud over for dem der jagter trofæer. Så anbefalingen på The Order: 1886 er, at man anskaffer sig en fysisk kopi, så man kan give det til en ven, når man er færdig eller sælge det. Når man snakker værdi, snakker man også ofte om længden på spillet og som forventet, for et spil med meget fokus på historie samt fortælling, er The Order: 1886 ikke verdens længste spil, men det havde ikke taget skade af at være et par timer længere. Jeg brugte 8½ time på at gennemføre det på normal sværhedsgrad, hvilket jeg syntes er en acceptabel længde, specielt da jeg var stærkt underholdt hele vejen igennem, også under de ca. 2 timer, som går til mellemsekvenserne.
The Order: 1886 er ikke for dem, der vil have et langt spil på 30 timer med masser af udforskning, men for dem som vil have et poleret, utroligt flot, godt fortalt og underholdende spil, fordi der leverer The Order: 1886. Forhåbentligt ser vi en efterfølger annonceret snarligt, for med The Order: 1886 har vi fået en meget lovende start, og forhåbentligt kan Ready at Dawn bygge videre på det første spil og skabe noget endnu bedre.
Facebook
Twitter
