The Persistence

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 26. juli 2018 - kl. 14:02
Del denne artikel:
2 4

Endelig et VR-gyserspil som virker. The Persistence trykker på alle de rigtige knapper og det kan godt blive ekstra varmt inde i VR-headsettet. Læs anmeldelsen her.

The Persistence er et roguelike first-person stealth/survival-horror spil til PlayStation VR. Spillet udspiller sig i år 2521 ombord på forsknings-rumskibet The Persistence, hvor forskere studere rummets sorte huller. Under et eksperiment går det helt galt og nogle af rumskibets besætningsmedlemmer mutere og begynder at angribe de resterende besætningsmedlemmer.



Man spiller rumskibets sikkerhedsofficer Zimri Eder - eller nærmere betegnet en klon af Zimri Eder og din opgave er nu, at eliminere truslen ombord på The Persistence og få navigeret skibet ud af det sorte huls tyngdefelt.

Gys og VR lyder som en oplagt kombination - og det er Resident Evil 7 jo et godt bevis på. Der er dog også flere eksempler på det modsatte, men heldigvis er The Persistence er rigtigt godt eksempel på, hvordan en god VR-gyser skal laves. Tænk Dead Space i VR, så har du en fornemmelse af hvad The Persistence er. Ja, det er store ord, men faktisk ikke helt ved siden af.



The Persistence blander survival horror og roguelike spilopbygning med automatisk genereret baner - og det virker. Da man som nævnt er en klon, kan man blive genoplivet som en kopi af sig selv når man dør, hvilket man gør tit. Man kan opgradere ens egen DNA med de ting man finder rundt omkring på rumskibet, så man kloner sig dermed til en bedre udgave af sig selv og på den måde har større chance for at overleve næste gang man bevæger sig ud i The Persistence.

Hver gang man dør, eller tager en elevator mellem rumskibets dæk, så ændre skibets layout sig - angiveligt på grund af en fejl ombord på skibet. I virkeligheden generere spillet hele tiden nye levels og det betyder at nok kan man genkende elementerne i de forskellige rum, men rummene, og fjendernes placeringer i dem, er forskellige hver gang man dør og det gør det sværere at navigere igennem skibe hen mod ens mål. Det betyder også, at gameplayloopet ikke bliver alt for ensformigt, da banerne føles mere eller mindre nye hver gang.



Rumskibet er fyldt med fjender og i starten er det bedst at undgå dem, da man kun er udstyret med et skjold og en DNA Extractor. Man har dog brug for mutanternes DNA, så hvis man er modig, kan man snige sig ind på dem bagfra og kommer man tæt nok på, kan man høste deres DNA på en ret brutal måde. Og brutalt, det er The Persistence. Efterhånden som man kommer gennem spillet, får man adgang til en længere række våben, som løbende kan opgraderes og man får brug for dem, da rumskibet er fyldt med særdeles brutale fjender.

Når man spiller andre VR-spil, bliver man konstant mindet om, at det er et VR-spil, fordi der er forskellige udfordringer og begrænsninger man skal navigere udenom - det kan være styringen eller trackingen af headsettet som driller. Det er sjældent, at VR-spil fungerer så godt, at man næsten glemmer man har det store headset på hovedet - men sådan et spil er The Persistence. Det fungerer virkelig godt og en del af forklaringen på det er styringen. Man kan vælge mellem tre forskellige måder at styre på (alle med Dual Shock kontroller) og jeg fandt hurtigt min favorit og det var den bedste FSP-styring jeg har prøvet i et VR-spil til dato. Spillet understøtter ikke Move og Aim kontrollere.



En anden fed ting ved The Persistence er, at der findes en gratis companion app, hvor en ven kan spille med. Med sin telefon eller tablet kan en anden spiller hacke ind i Solex, rumskibets mainframe og her har app-spilleren mulighed for at deaktivere fælder, lokke fjenderne væk og åbne døre for VR-spilleren. Ved at hjælpe VR-spilleren, belønnes app-spilleren så han eller hun kan opgradere deres Solex adgang, som giver adgang til endnu flere muligheder for at hjælpe. Men app-spilleren bliver også nogle gange belønnet hvis VR-spilleren dør. Solex adgangen giver også mulighed for at spawne nye fjender og dermed gøre turen gennem rumskibet endnu mere ubehageligt for VR-spilleren end det allerede er. Det er her, at man lærer ens rigtige venner at kende. Solex Companion App kan hentes gratis til iOS og Android.

Stemningen i The Persistence er rigtig fin og den opbygges primært af en ganske god lydside. Man kan høre fjenderne grynte og stønne længe inden man ser dem (hvis man overhovedet når at se dem) og rumskibet knager og giver sig efterhånden som det sorte hul er ved at trække det fra hinanden. Også grafikken er stemningsfuld med mørke korridorer og fine lyseffekter. Banerne er som sagt automatisk genereret hver gang man spiller og selv om man godt kan se at de ikke er håndlavet ned til mindste detalje, er de faktisk overraskende veldesignede.



The Persistence er måske ikke direkte banebrydende og da det er bygget op som et roguelike, så er der i sagens natur en række gentagelser i gameplayet. Når det er sagt, så er det også et spil, som virkelig formår at levere en omgang solid gys og det er et af de bedste horror-spil til PlayStation VR.

Styringen fungerer virkelig godt og her er der tale om et fuldblods VR-spil, som man sætter sig ned og spiller i mere end de 30 minutter de fleste andre VR-spil indbyder til. The Persistence gør god brug af hardwaren så hvis du er ude efter en godt horrorspil du kan begrave dig i inde i dit VR-headset, så er svaret lige her.

The Persistence kan købes på PlayStation Store til 239 kr. og det er en rigtig fin pris på et spil af denne kvalitet.
+ Særdeles velfungerende styring, god implementering af companion app, god stemning, generelt rigtigt velfungerende, fin pris
Historien er ikke specielt interessant
Gameplay:8.5
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 8.5
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.