The Ratchet & Clank Trilogy

Anmeldt af: Morten Rask - 29. juni 2012 - kl. 22:15
Del denne artikel:
0 0

Er den praktiske lombax ældet med ynde, og har hans mekaniske makker stået stand i mod rusten?

Det er allerede 10 år siden, at det første Ratchet & Clank spil udkom til Playstation 2, og i anledning af seriens 10 års jubilæum har spiludvikleren Idol Minds lavet en HD-samling af de originale spil fra Playstation 2, der indeholder Ratchet & Clank fra 2002, Ratchet & Clank 2: Locked and Loaded fra 2003 og Ratchet & Clank 3 fra 2004.

Lad mig lægge ud med at introducere Ratchet og Clank til dem af jer, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med den dynamiske duo i gennem deres galaktiske eventyr på Playstation 2 og Playstation 3. Ratchet er en alien af den såkaldte race ”lombax”, der bedst kan sammenlignes med en kat med menneskelige træk, som vi bliver introduceret til i det første spil. Her er han i færd med at arbejde på hans hjemmelavede rumskib, som han vil anvende til at indfri hans livs lange ønske om at udforske galaksen med. Men han kommer ikke til at udforske galaksen alene, da han efter kort tid støder på Clank, en lille robot, der er undsluppet fra den fabrik, hvor han er blevet fremstillet, fordi han agter at redde galaksen fra dens undergang. Trods det, at Ratchet går mere op i sig selv end resten af galaksen, så lykkes det den lille robot at overtale ham til at slå sig sammen og begive sig ud på den farlige mission. Dette er starten på deres lange og fantastiske venskab, og starten på en af de bedste platformserier på Playstation konsollen.






I spillene indtager man for det meste rollen som Ratchet med undtagelse af nogle enkelte segmenter, hvor man styrer hans mekaniske makker Clank. I bedste platformstil fokuser gameplayet i spillet på at lade spilleren udforske områder, indsamle møtrikker og bekæmpe de fjender, man møder undervejs i ens færden på adskillige planeter. I spillet kan man blive bevæbnet med det mest imponerende arsenal af våben, som f.eks. The Sheepinator, der besidder evnen til at forvandle ens fjender til får, R.Y.N.O. (Rip You A New One), som er en kæmpe altødelæggende missilaffyrer og Rift Inducer, der kan skabe et sort hul, der suger alle fjenderne ind i sig. For at erhverve sig alle disse imponerede våben skal man indsamle møtrikker i spillet, hvilket er en utrolig vanedannede og belønnende del af spillet, for hver gang man hører lyden af møtrikker, der bliver suget ind imod Ratchet, så ved man, at det næste seje våben ligger lige rundt om hjørnet. Med et stort arsenal af sjove og kreative våben er der lagt op til et underholdende gameplay, og det leverer de originale Ratchet & Clank spil stadigvæk den dag i dag. Selvom spillet er bygget op med en simpel formular, der kombinerer platformgenren med en third person shooter, så er den charmerende historie, gameplayet og de humoristiske figurer så fængende, at når man først går i gang med spillene, så er de svære at lægge fra sig igen. Det eneste jeg kan kritisere samlingen for rent gameplay mæssigt er, at checkpoint systemet fra de originale spil er blevet bibeholdt. Der er lang vej i mellem checkpoints, og det kan virke frustrerende atter at skulle kæmpe sig i gennem de horder af fjender, man netop lige har nedlagt i sin færd, når uheldet er ude.






The Ratchet & Clank Trilogy er ikke bare en almindelig samling af de originale spil fra Playstation 2, alle tre spil har nemlig fået trofæ-sæt og en visuel opgradering i high-definition, så de kører i 1080p med hele 60 flydende frames per sekund. Derudover har Idol Minds også tilføjet muligheden for 3D i spillet, men det bringer opløsningen ned til 720p og frameraten med ned til 30 FPS - der synes jeg, at man ofrer for meget til, at 3D kan betale sig. Rent grafisk er The Ratchet & Clank Trilogy en imponerende præstation, og takket være den tegneserieagtige grafiske stil er spillet stadig en behagelig oplevelse for øjnene den dag i dag. Alle modellerne i spillet fremstår knivskarpe, og de fleste teksturer, med et par enkelte undtagelser, har også holdt stand med årene og er i en stor nok opløsning til at få samlingen til at fremstå yngre, end den i virkeligheden er. Der er dog et par ting, der desværre ikke er blevet forbedret af Idol Minds, deriblandt er de få cutscenes, der er med i spillet, stadigvæk fremvist i 4:3 format i stedet for 16:9, og de virker slørede at se på. Det samme gælder menuerne i spillet, hvor teksten er blevet udtrukket en del, og det står ikke helt så klart, som man kunne ønske sig. Men det er selvfølgelig kun en mindre grafisk bagatel i denne overvældende samling af spil.






Udover de tre singleplayer historier, der er at hente i samlingen, så har Idol Minds også portet multiplayerdelen af Ratchet & Clank 3 til Playstation 3, og denne gang er der mulighed for både at spille online og i splitscreen. Sammenlignet med de multiplayerspil, der findes i dag, er der ikke længere meget at komme efter i multiplayerdelen af Ratchet & Clank 3, da spillet mister sin charme og humor uden de farverige figurer og den fantastiske historie. Der ville jeg personligt hellere have haft noget ekstraindhold med på discen, f.eks. nogle ”bag om udviklingen” videoer fra Insomniac Games eller Ratchet: Deadlocked, som ikke kom med i samlingen. Den udkommer til gengæld senere på året i HD eksklusivt på Playstation Network.






Trods spillenes alder er The Ratchet & Clank Trilogy et ”friskt” pust til nutidens ofte alt for komplicerede spil. Denne spilsamling fik mig til både til at mindes og længes efter de gode gamle dage, hvor figurer så som Crash Bandicoot, Croc og Spyro snurrede rundt inde i konsollen, og hvor udtryk som ”DLC”, ”Online Subscription” og ”Massively Multiplayer Online Games” endnu ikke var opfundet.

Formularen, som Insomniac Games skabte for første gang tilbage i 2002, er blevet finpudset gradvist fra den første udgivelse til den næste, og resultatet af Idol Minds’ arbejde på The Ratchet & Clank Trilogy er en velpoleret, yderst underholdende samling af platformspil i knivskarp high-definition, som man ikke bør snyde sig selv for, uanset om man er ny til serien, har været med siden starten eller først har stiftet bekendtskab med makkerparret på Playstation 3.
Gameplay:9.0
Grafik:8.5
Online:7.0
Holdbarhed:8.5
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.