
Trilogien indeholder det første spil, Sly Cooper and the Thievius Raccoonus, Sly 2: Band of Thieves og Sly 3: Honour Among Thieves. Kort fortalt spiller man som Sly Cooper, en vaskebjørn hvis forfædre alle har været store mestertyve. Sly går i deres fodspor og udover blot at stjæle fra de onde og rige, så jagter Sly også skatte i det første spil for at lære de tricks, hans forfædre anvendte. Han kommer vidt omkring, og hvert land han besøger på sin jagt efter superskurken Clockwerk, fungerer som en hub for banerne. Hver bane indeholder mønter og flasker med spor i, som hans makker Bentley kan bruge til at hacke koden til et pengeskab, der befinder sig i hver bane. I pengeskabene findes dokumenter, der beskriver færdigheder, som Sly skal lære. Dette låser op for nye tricks gennem spillet, alt fra slowmotion til rullefald, og de giver de værktøjer man skal bruge for at komme igennem de udfordringer og fjender, man støder på i løbet af spillet.

Det første spil er rimelig lineært sat sammen. Ud over de førnævnte hubs er der ikke meget at udforske, banerne spilles en efter en, og i slutningen af hver bane skal man finde en nøgle. Når alle nøgler i den givne hub er fundet, kan man låse op for bossbanen, som derefter låser op for næste land. Det første spil er det eneste, der følger denne struktur, og det er også det korteste af dem. De næste 2 spil er lavet i en åben virtuel verden, som kan udforskes som man ønsker. De patruljeres af skurkenes vagter, så at bevæge sig på tagene er absolut en fordel. Her er der historiemissioner, der låses op hen af vejen, sidemissioner at spille udover at bevæge sig frit rundt, samle mønter, agere lommetyv på vagterne og finde flasker. Skatte kan sælges for mønter i spillets Thief net, som bruges til at købe nye evner til de 3 karakterer. Styringen er skarp, og kameravinklen kan frit roteres med den højre analogstick. The Sly Trilogi består af tre spil, som i den grad stadig er gode, selvom de har rigtig mange år på bagen. Dem, der har spillet Thieves in Time på enten PlayStation 3 eller PlayStation Vita, vil stadig finde underholdning i de første spil her, og serien er som helhed nogle af de bedste platformsspil på PlayStation sammen med deres genrevenner Ratchet & Clank og Jak & Daxter. Desuden er der en vis charme at finde i spillenes grafiske udtryk, som er tegnefilmslignende samt humoren som findes i dialogen mellem Sly og hans bande. Skildpadden Bentley er hjernen bag og flodhesten Murray er musklerne, og man får også lov til at benytte sig af disse karakterer i et par missioner i det første spil, men de spiller en større rolle i det andet og tredje spil, hvor man frit kan vælge imellem karakterne til de forskellige missioner.

Samlingen af disse tre spil giver rigtig mange timers underholdning, og hvert spil kommer med hver deres trofæliste, som vil få spilleren, der jagter disse, omkring samtlige kroge i hvert spils verdener og baner for at finde alle flasker, samle utallige mønter og bruge dem på at købe nye tricks til de 3 karaktere. Trofælisterne er også separate fra PlayStation 3 versionen, så fans af serien, som ønsker endnu en tur i Sly universet, kan se frem til at have et platintrofæ for hver version af hvert spil, såfremt det ønskes.
Spillene er porteret af Sanzaru Games, som også stod for porteringen af Jak & Daxter trilogien til PlayStation Vita, denne gang er det dog noget mere vellykket end med førnævnte. Jak & Daxter spillene på PlayStation Vita led desværre af en række problemer med blandt andet touch implementeringen samt en framerate der dykkede tit og gjorde, at spillet som helhed føltes som en meget hakkende oplevelse. The Sly Trilogy har ikke nogle af disse problemer overhovedet, få funktioner i spillet er blevet erstattet med touch for at kompensere for manglen på de ekstra 2 triggers (L2 og R2), som bruges i PlayStation 3 versionen, og det fungerer meget godt.

Spillene kører flydende, og vi oplevede ikke nogle problemer overhovedet, lyden er skarp, grafikken er pæn og spillet kører med hvad der synes at være stabil høj framerate selv med mange fjender og projektiler på skærmen på samme tid. Stemmeskuespillet er også godt, som er på engelsk i det første spil og dansk i de 2 sidste i den nordiske udgave, som vi har haft til anmeldelse.

Til dem, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med serien, er denne samling en god pakke platformseventyr med omkring 8-10 spilletid at hente i det første spil og over 20 timer i de sidste 2, alt efter hvor meget man udforsker og hygger sig med dem. PlayStation Vita samlingen er en ligeså god version som PlayStation 3 versionen set fra et teknisk synspunkt.
Uanset hvilket af dem, der stjæler din tid, så er tiden underholdt med platformseventyr, møntsamling samt alverden tricks.