Toby: The Secret Mine

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 18. juli 2017 - kl. 20:10
Del denne artikel:
0 0

Toby: The Secret Mine minder på mange måder om Limbo og Badlands. Det kunne umiddelbart lyde som en god ting - men det er det ikke i det her tilfælde. Få forklaringen i vores anmeldelse her.

Toby: The Secret Mine er en klassisk 2D puzzle-platformer. Historien fortælles helt uden ord via den flotte grafiske stil og vores lille hovedpersons bevægelser og gøren. Lyder det som et spil du kender?



Man tager kontrollen over Toby, en lille fyr som igennem 21 levels skal løse forskellige puzzles, flytte rundt på kasser, aktivere kontakter og hoppe på platforme. Undervejs befrier han sine tilfangetagne venner, som alle er blevet fanget af en mystisk skabning, der til forveksling ligner en større udgave af ham selv, dog med onde lysende røde øjne.

De forskellige puzzles er simple, og når man først finder ud af hvad man skal gøre, også forholdsvis nemme at løse. Det er dog ikke altid helt tydeligt hvad man skal gøre, da de nogle gange kan være noget ulogiske - og andre gange kan kasser eller andet som man skal bruge til at løse en opgave, være gemt, så man kun opdager dem ved et tilfælde. Det virker ikke som om at det er bevidst, men nok bare et eksempel på sløjt spildesign - det er dog ikke noget som direkte ødelægger spillet, men det kan være frustrerende.



Foruden ovenævnte puzzles, er der også en række gåder, hvor man skal matche eller vælge en række symboler på et hjul eller i en liste og disse puzzles virker temmelig malplaceret. Her får man ingen hjælp til hvordan de skal løses og da det virker som om, at de ikke har nogen sammenhæng med selve spillet, er de temmelig ulogiske og jeg fik dem kun løst ved at forsøge mig frem og ved et held løse dem - eller i det mindste finde ud af hvad de gik ud på. Det er ikke nær så tilfredsstillende at løse en puzzle ved et rent tilfælde, som at løse den fordi man har gennemskuet hvad man skal. Måske er det mig der ikke er skarp nok, men disse puzzles gav ingen mening og var blot frustrerende.

Generelt fungerer gameplayet i Toby: The Secret Mine ganske fint, men der er ikke noget nyt under solen her. Styringen er stram og præcis og der er fin variation i de forskellige levels og det er klart platformsektionerne, som er mest underholdende. De forskellige puzzles er fine, men ikke noget man kommer til at klappe i sine hænder over og de kan til tider bare være frustrerende ophold i spillet. Spillet kan gemmeføres på 3-4 timer, alt efter hvor meget man sidder fast i de mere ulogiske puzzles, og derefter kan man gå på jagt efter de gemte ting, som er placeret rundt omkring på banerne.



Rent grafisk er Toby: The Secret Mine ret nydeligt at se på og den grafiske stil minder en del om Badlands og nogle gange også om Limbo. Toby og forgrunden er i sorte silhuetter, som sættes op mod en farverig baggrund, der varierer fra blå bjerge, grønne skove, hvide snelandskaber og orange grotter. Toby er fint animeret og på trods af at han udelukkende er en silhuet, har han overraskende meget personlighed. Den grafiske stil er flot og velfungerende, men den er set før og tilfører ikke noget nyt til genren.

Helt overordnet er Tony: The Secret Mine en fin lille 2D puzzle-platformer og jeg startede med at påstå, at det i det her tilfælde ikke er en fordel at blive sammenlignet med Badlands og Limbo. Det er fordi at spillet ganske enkelt minder for meget om de to andre spil og vil derfor automatisk blive sammenlignet med dem - og her kommer Toby: The Secret Mine ikke til at se alt for godt ud. Både gameplay, puzzles og den visuelle stil fungerer fint, men alt hvad Toby har at byde på er tidligere set bedre.

Er du stor fan af spil som Limbo og Badlands, så tag et kig på Toby: The Secret Mine, men forvent ikke noget nyt, andet end et lille fint spil, som du dog hurtigt vil glemme når du lægger det fra dig.

Toby: The Secret Mine kan købes på PlayStation Store for 119 kr., hvilket virker som et lidt pebret pris for et spil af denne længde.
Fakta
Toby: The Secret Mine

Toby: The Secret Mine

PlatformPlayStation 4
UdviklerLukáš Navrátil Games
UdgiverHeadup Games
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 7 Vold
Følg PSlife her
+ Flot grafisk stil, gode platformsektioner
Ulogiske puzzles, høj pris i forhold til spilletid, stort set alt er set bedre før
Gameplay:6.5
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:4.5
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.