Større bliver kløften imidlertid, når talen falder på de mere obskure japanske titler. Tag Tokyo Jungle for eksempel.
Japan er blevet ramt af massive ødelæggelser og menneskeheden er udslettet. De overlevende dyr husdyr såvel som mere eksotiske dyr fra den lokale zoologiske have skal således forsøge at overleve i et postapokalyptisk og stærkt forurenet Tokyo, hvor kun de stærkeste overlever.
Idéen er sær, men man kan sagtens forestille sig det: En levende, åben verden med et realistisk økosystem, hvor det gælder om at holde sig i live ved at jagte dem, der er mindre end dig selv og gemme dig, for dem, der er større, mens du sørger for at videreføre din slægt.
Det er bare ikke sådan, udvikler Crispys har formet Tokyo Jungle. Jo, konceptet om overlevelse og videre formering er intakt, men her stopper sammenligningen også. I stedet præsenteres det som et fladt arkadespil i en grim og uinspireret verden, der ikke ligefrem inviterer til at blive udforsket. Selvom du bevæger dit dyr i 3D er kameravinklen låst, så heller ikke her har du den store frihed.
To gamemodes udgør Tokyo Jungle: Survival og en historiekampagne. Dine præstationer i Survival-mode låser ganske langsomt op for nye kapitler i historiekampagnen, så du er ganske irriterende nødt til at veksle imellem de to.
Du starter dit første overlevelsestogt som enten en lille pomeranien-hvalp eller en sikahjort. Og hvad enten du vælger at spille som en kødæder eller planteæder, præsenterer spillet to meget forskellige gameplayoplevelser. Som kødæder skal du sørge for at overleve ved at jage svagere bytte, som du enten sniger dig ind på eller løber op i direkte løbedueller. Som planteæder får spillet til gengæld et mere Metal Gear-agtigt præg, hvor du skal gemme dig i det høje græs og under kasser utvivlsomt en hyldest til Kojimas stealthserie for at undgå at blive ædt. I begge tilfælde er der dog tale om helt banale øvelser. For kødæderne skal der blot trykkes på en knap med den rette timing. For planteæderne er det et simpelt spørgsmål om at undgå fjendernes patruljemønstre og ramme de små øer af græs, der er spredt med gavmild hånd. Det er to meget overfladiske gameplayelementer, som udgør næsten hele oplevelsen. Og det er ligeledes problematisk, at man specielt som kødæder løber tør for mad i store områder af gangen på helt tilfældige tidspunkter. Vi kan ikke vurdere, hvorvidt dette er en fejl eller om det hænder, så spillet bliver en smule mere udfordrende. Uanset fungerer det ikke, og det er frustrerende at se sine dyr dratte døde om af sult, uden at kunne gøre noget ved det.
Også formering spiller en rolle. I løbet af spillet er du nødt til at videreføre din slægt. Ikke nok med, at det betyder flere liv til dig hvis du dør overtager du straks styringen af en af dine brødre i kuldet så hjælper dit kuld dig også med at henholdsvis slås eller aflede fjendens opmærksomhed alt efter, hvilket dyr, du spiller som.
Hvor enerverende Tokyo Jungle end lyder gameplaymæssigt og det ER enerverende så kan det godt være en smule vanskeligt at slippe igen. Det er sært vanedannende at løbe rundt og løse specifikke opgaver, der giver point og som låser op for nye og mere eksotiske dyr, og det er fristende lige at snuppe et spil mere for at se, om du kan overleve lidt længere med dit nye og stærkere dyr. Nogle gange stikker det naturligvis helt af, og du kan blandt andet indsamle beklædningsgenstande, som dine dyr kan iklædes. Men den slags ting hører med til spillets charme.
Præsentationsmæssigt lander vi et sted mellem PS1 og PS2-æraen. Miljøerne er statiske og uappetitlige og selve dyrene imponerer heller ikke, mens den håbløse musik næsten tvinger dig til at slukke for lyden på dit fjernsyn.
Idéen med en tilgroet storby kun beboet af dyr er ellers ganske sympatisk. Det er udførslen, der er det helt store problem. Tokyo Jungle både spiller, ligner og lyder som et spil, der har over et årti på bagen, og på trods af enkelte og meget små lyspunkter, så er det simpelthen ikke et spil, man nyder at spille. Køb det, hvis du holder af den skæve japanske tankegang, nuttede hunde i små veste og vigtigst af alt: Hvis det er meget, meget billigt.
Facebook
Twitter
