Tomb Raider: Legend

For dem, der ikke kender til Tomb Raider serien eller super-eventyren Lara Croft, er der her en lille opsummering. Lara Croft er eventyrer, og hun bor i et gigantisk palæ i England. Hun har oceaner af penge (som hun har arvet efter hendes afdøde forældre) – disse penge bruger hun til at finansiere rejser rundt omkring på kloden for at finde frem til gamle glemte kuntsværker, før de bliver stjålet af griske og grådige tyve.

Gameplay
I Tomb Raider Legend er stilen den samme som fans kender og elsker. Denne gang er folkene ved Eidos gået tilbage til den gamle Tomb Raider model, som nok bedst huskes fra de to første spil i serien. Det betyder, at der denne gang igen er lagt meget vægt på Crofts akrobatiske og gådeløsende egenskaber, og man får som spiller ofte sat sine hjerneceller og koordinationsevne på en prøve.

Denne gang starter historien med, at frøken Croft skal finde et gammel artifakt, men under hendes ekspedition møder hun en gammel bekendt, og nu går det vilde kapløb rundt omkring kloden for at nå at beskytte et endnu ældre artifakt mod denne mystiske bekendte.

Spillet flyder rigtig godt, og kontrollen fungerer rigtig godt, når man springer rundt med frøken Croft, der stadig holder sig godt efter alle disse år. Dog falder kontrollen lidt igennem, når det kommer til kampsituationer mellem Lara og diverse fjender og her virker det lidt som om det hele er ladt op til tilfældighederne. Dette er en ting, vi gerne så Eidos brugte lidt mere tid på, inden de næste gang sender Lara ud i butikkerne til nye eventyr.

Grafik
Hvad angår grafikken er Tomb Raider Legend et af de flotteste spil i serien – hvis det ikke er dét flotteste. Eidos påstår selv, at grafikken i Legend er så detaljeret, at Lara’s bevægelser føles 100% virkelige, men selvom grafikken i spillet er meget flot, vil jeg nu ikke mene, at det er 100% virkelighedstro. Man kan stadig komme ud for at lave bevægelser med den unge smukke heltinde, der føles en lille smule uvirkelige, og uanset hvad man udsætter det stakkels pigebarn for, bliver hun aldrig træt - og her hentydes der ikke til noget, som hører til den x-ratede kategori, så du kan godt få fjernet det smørede grin igen.

Spillets mellemsekvenser lever også op til spillets in-game grafik, og det betyder selvfølgelig også, at disse mellemsekvenser er rigtig flotte, og de bliver afleveret på en måde, der er med til at holde spillerens opmærksomhed låst på spillet. Dog falder stemmeskuespillet lidt igennem, men mere om det under afsnittet lyd.


Lyd
Lydmæssigt er Tomb Raider Legend en lidt blandet fornøjelse.

På den ene side er soundtracket helt i top, og man føler til tider, at man tager del i en gammel Indiana Jones film. Med et stemningsfyldt soundtrack, der får et ekstra nyk, hver gang spændingen stiger, fastholdes man som spiller til sofaen i et jernhårdt greb, som kun få vil kunne sammenligne med et knus fra en 130 kg tung kvindelig russisk bryder.

Eidos-holdet har desuden også formået at slippe godt fra spillets lydeffekter, der (som alle nok ved) er rimelig vigtigt i opbygningen af et spils baner. Det er jo nok ikke mange, der synes, at det er sjovt at rende rundt i en jungle og lede efter forsvundne tekopper, hvis junglen ikke lyder som en rigtig jungle.

Det eneste sted, hvor spillet desværre falder igennem på lydsiden, er stemmeskuespillet. De skuespillere, der blev ansat til rollerne, som for eksempel Lara, giver desværre ikke en særlig god præstation og man føler ikke rigtig, at spillet og stemmeskuespillet er to ting, der passer sammen.

Holdbarhed
Med en singleplayerdel med missioner fordelt over Japan, Kazakhstan, Ghana, Bolivia og ikke mindst Peru, er der rigeligt at gå igang med for både gamle såvel som nye spillere i Tomb Raider universet. Men så slutter det egentlig også her. Tomb Raider serien har aldrig kunne prale af at have en velfungerende multiplayerdel eller nogen form for multiplayerspil overhovedet.


Men det gør ikke noget, for Tomb Raider har aldrig handlet om samarbejde og socialt spil. Det har handlet om at guide den unge frk. Croft rundt omkring på Jorden altid i søgen efter gamle glemte skatte, der skal beskyttes mod grådige tyve. Og det har altid handlet om store smukke baner med så mange detaljer, at man tit skulle bruge lidt tid på at finde ud af, hvordan man egentlig kom fra punkt A til B. Og sidst men ikke mindst har Tomb Raider spillene altid handlet om de mange gåder, der også satte spillerens små grå på prøve, og selvom der kun er en singleplayerder, der er forholdsvis hurtigt overstået, så er spillet alligevel et kig værd for alle, der (som jeg) er vild med platformsspil af den gode slags.

Overall
Efter at have prøvet kræfter med Tomb Raider: Legend er dommen positiv. Det er rigtig dejligt, at Eidos har valgt at vende tilbage til den ”klassiske” Tomb Raider model. Mange fans, deriblandt undertegnede, var mildest talt meget skuffede over det tidligere spil Angel of Darkness, og det er min overbevisning, at Eidos, Ubisoft og ikke mindst Lara vinder hele den gamle fanskare tilbage nu, hvor Tomb Raider Legend er kommet på banen.