Indtil Tony Hawk’s Pro Skater kom til PlayStation. Bevares, det var stadig ikke det samme som at smage asfalten selv, men spillet rummede hele viben. De rigtige skatere, de rigtige boards, det rigtige tøj, den rigtige musik og de rigtige moves. Det ramte en balance mellem tilgængelighed og skill der gjorde, at man både havde det skægt og følte sig sej på samme tid, når man bane for bane gennemførte stadig sværere udfordringer.
Siden har Activision med mindre og mindre held forsøgt at holde liv i serien, der tog det helt store dyk med det femte spil i 2015. Ikke mange fandt glæde ved den udgivelse, og på den baggrund var der også nogen skepsis, da rygterne om en remake af de to første ikoniske udgivelser i serien begyndte at svirre. Det er ikke en let opgave at modernisere elskede klassikere, så man får nye spillere med ombord, uden at pisse os gamle nostalgikere af.
Men Vicarious Visions, der efterhånden er toppen af poppen når det kommer til remakes, har i den grad løftet arven. Fra spillet starter op føler man sig hjemme. Alt er som i de gode gamle dage, og dog smukt løftet op til nutidens standarder. Og det er ikke kun grafik og styring der er løftet. Alle de gamle skatere er blevet ført op til deres nuværende alder, og suppleret af nogle af de unge friske håb, der nu bærer arven videre.
Helt klassisk kan du vælge om du vil spille 1’eren eller 2’eren, men i modsætning til eksempelvis de opdaterede Crash Bandicoot - som også er Vicarious Visions værk - er der her ingen skelnen mellem din progression på tværs af de to spil. Det vil sige, at alt hvad du optjener af erfaring, dollars og tricks i det ene spil, er fuldt ud tilgængeligt i det andet spil. Det fungerer super fint, især når du går i stå på en specifik bane et sted. Så er det bare at tage et hop over i det andet spil og få lidt fremdrift der. Og som altid kan en pause fra en specifik udfordring være lige det der skal til, for at overkomme den næste gang du prøver.
Alle baner fra de to oprindelige spil er med og gengivet én til én, blot i grafik der er en PlayStation 4 værdig. Er du en af de hardcore spillere af de oprindelige spil, vil du derfor uden problemer kunne finde rundt, løse udfordringerne, finde de hemmelige sager og i det hele taget bare lade fingrene gøre som de plejede. Intet har flyttet sig. Det samme gælder selve styringen, som Vicarious Visions efter sigende har udgravet og bibeholdt intakt fra den oprindelige kode. Der er naturligvis slebet til i forhold til den langt større præcision og kontrol man nu har, men alle greb og kombinationer fungerer som før.
Ikke alt er dog som før. Der enkelte tricks der har sneget sig ind fra senere spil i serien, og der er dukket nogle af de nyere ‘street’ mærker op i stakken, når du skal udstyre din skater med det rigtige tøj og udstyr, selvom jeg synes jeg stadig mangler enkelte af de virkelig autentiske mærker - men det er jo nok et spørgsmål om rettigheder og konkurrenceklausuler. Det er jo Tonys spil.
En af fordelene ved den opdaterede grafik er, at du nu faktisk kan SE hvad det er for nogle mærker. Du skal ikke gætte dem ud fra dit eksisterende kendskab og en pixeleret gengivelse. Det gør hele gear-delen langt mere attraktiv, og man mærker glæden ved et fedt nyt board langt stærkere. Det er meget sjovere at vælge mellem t-shirts, trucks og sko, når du kan se detaljerne på dem som andet end kantede farveklatter.
Det fulde originale soundtrack er heldigvis strøget gennem de juridiske afdelinger, og der har sågar indfundet sig en flok nyere numre også, så 90’er viben har fået sig et lille løft. Der er ikke noget der vækker minderne stærkere, end lyden af Rage Against The Machine, Primus, Naughty by Nature og A Tribe Called Quest, men det er fedt at der er blevet plads til lidt nyt også - og her er der fundet numre der lægger sig umærkeligt ind i strømmen, og ikke stikker af fra den etablerede stemning. Vi er i hip-hop, reggae, punk og ska afdelingen - både når det kommer til nyt og gammelt. I modsætning til i gamle dage, spiller musikken videre når du genstarter, du kan selv skippe til næste track og du kan sågar sammensætte din egen playliste, hvis du bare ikke kan få nok af nogle særlige klassikere.
Banerne er som sagt gengivet én til én, og så alligevel ikke. Det er naturligvis noget helt andet at drøne rundt på en bane i 1080p med 60 frames i sekundet ( og i 4K på PS4 Pro), end i originalens 320x240 opløsning, så kunsten her har været at gengive de samme skater-linier så direkte overført, at du med dine fingre helt intuitivt genkender forløbet. Også selvom der reelt er meget mere plads at gøgle på. Detaljerne i miljøet er naturligvis federe end nogensinde. Lyset er fantastisk, og du kan næsten tage en freeride session udelukkende for at gå på graffiti-safari.
Skatere og enkelte props, som for eksempel biler, er måske ikke fuldstændig på niveau med hvad man ellers er blevet vant til i denne ende af PlayStation 4’s livscyklus, men animationerne i tricks er helt sublime, og giver så meget til din følelse af streetcool, når du lander dem rigtigt. Og skulle du vælte, kan du nøjes med en lille ‘spole-tilbage’ animation, så er du kørende igen. Ikke noget med sort skærm og load-tid som i gamle dage. Til gengæld er der lidt tunge loadtider ved opstart af en bane, som du dog kan bruge til at læse gode tips og nyde musikken, der aldrig stopper.
Ud over nye skatere og gear, er der er blevet plads til ekstra hemmeligheder, så du har lidt at lede efter, når du har fundet alle de gamle kendinge. Når det er sagt vil jeg mene, at selv med en hel del timer lagt i forgængeren, er det ikke det hele der ligger på rygraden her 20 år efter for mit vedkommende - så der er nogen udfordring i at komme det oprindelige til livs også.
Og så kan du bygge dine egne udfordringer, og dele med resten af os, i den opdaterede banebygger. For mig er det virkelig en old school ting at sidde i sådan en editor, men den fungerer aldeles udmærket og har et fornuftigt udvalg af elementer du kan bygge med, så det er faktisk muligt ret hurtigt at bygge noget sjovt op. Og der er allerede masser af kreationer fra andre spillere du kan dykke ned i, hvis du ikke lige er i byggehumør selv.
Som noget helt nyt kan du denne gang spille online, hvilket i den grad er en hardcore oplevelse. Du bliver puljet mod syv andre spillere i enten Jams, hvor det bare gælder om at lave flest mulige point inden for tiden, og Competitive, hvor du skal vinde en række forskellige udfordringer mod syv andre, som for eksempel først til at nå et antal point, bedste combo osv. Her kan du virkelig møde nogle af de rigtig hardcore spillere, og næsten uanset hvor sej du synes du er blevet, er der altid nogen der er endnu vildere. Med andre ord - det her er i den grad en legeplads for toppen af poppen. Ikke nybegynderen.
Det er en hurtig, hektisk omgang, med skatere overalt og derfor noget helt andet end den nørdede single oplevelse, men det er en fin tilføjelse for dem, der lige vil have testet hvor på barometeret de befinder sig. Dog skal du ikke gøre dig forhåbninger om succes, før du selv kan ramme 4-5 mio. point i en combo, og det kræver mange timers træning. Jeg er der i hvert fald ikke. Heldigvis kan du også bare køre lokal multiplayer mod en kammerat i splitscreen, hvor der er lidt større chance for succes.
Jeg har set andre anmeldere falde fuldstændig i svime over denne remake, nogle sågar kalde det et af de bedste spil i denne generation, men jeg vil nu mene at de i høj grad er fanget i nostalgien og gensynets glæde. Det er super fedt at genbesøge Tony Hawk og de andre drenge, og der er ikke en finger at sætte på Vicarious Visions sublime opdatering, der med en arkæologs forsigtige børsten har bragt hver en detalje op til nutidens standard på forbilledlig vis. Men det er et nichespil af den hardcore slags.
Du skal gentage og gentage og gentage de samme baner og tricks, mens du langsomt bliver bedre og får alle tastekombinationerne ind på rygraden. Du skal glædes over en ny high score, et nyt board eller at du endelig - i tiende forsøg - nailede en fed kombination. Og så skal du tænde på skatermiljøet. Musikken, graffitien, tøjet, stilen. Du KAN vælge at tænde for alskens hjælp, så du ikke selv skal holde balancen eller lande rigtigt, du kan sågar undgå nogensinde at vælte, men så går det meste af pointen af. Og heldigvis gør det også, at alle dine scorer ryger på en alternativ liste, så man kan se forskel på high scores, alt efter hvor meget støttehjul du har på boardet.
Jeg er selv et sted midt imellem hardcore nostalgi og ensformig frustration. Som udgangspunkt er jeg faktisk ikke hundrede procent til at skulle træne så hårdt, for at opnå succes i et computerspil, men omvendt bliver jeg ved med at vende tilbage, for at få et skud af viben, lige naile endnu en udfordring eller bare tage et par tutorials mere med Tony selv.
Her er tilpas meget arkadefornemmelse til, at det er et spil du bare lige samler op og giver en halv time i ny og næ - selvom det kræver en hel del mere, hvis du vil mestre banerne fuldstændig. Dette spil er en klassiker, og med Vicarious Visions fantastiske opdateringsarbejde, kan vi alle få en smag af skateruniverset endnu engang. Og det er super fedt, også selvom de ikke har fået min fætter med...
Facebook
Twitter
