Trials Fusion

Anmeldt af: Andreas Ladegaard - 21. april 2014 - kl. 21:25
Del denne artikel:
3 0

Trials Fusion er det femte spil i rækken i Trials-serien og er du til simpelt gameplay blandet med masser af overraskelser, er det her du skal kigge.

Udvikleren Redlynx blev stiftet i 2000, da det første spil i Trials-serien så dagens lys. Dengang var spillet frit tilgængeligt på nettet, ligesom mange andre flash-spil var og er det i dag. Udvikleren er bedst kendt for spillet Trials HD, som var et spil, der udkom til Xbox 360 i 2009, og som i øvrigt solgte 2 millioner eksemplarer. 14 år efter stiftelsen af firmaet, laver de et 5. spil i Trials-serien, kaldet Trials Fusion. Dette spil er deres første spil på næstegenerationskonsollerne og det første spil i serien, der er udgivet på en PlayStation overhovedet.

Trials er tilbage. Motorcykelserien, der på mange måder er virkelig fængende og vanedannende, men samtidig også er utrolig frustrerende. Med en simpel styring og en enkel handling skulle man tro et spil hurtigt blev ensformigt, men ikke med Trials-serien, da Redlynx siden deres debut i 2000 har formået at skabe og fastholde et trofast publikum. Redlynx har arbejdet med Trials-serien i mange år, og spillene har hele vejen igennem været kendt for at være veldesignet, intenst og vanedannende, men også pokkers frustrerende – på den gode måde.




Trials-serien startede som sagt ud som et flash-spil på pc’en, og der er nok også mange, der har spillet netop denne type spil på deres pc, da denne spiltype har haft en speciel underholdningsværdi på diverse hjemmesider. Konceptet er simpelt. Banerne er 2D, og styringen er meget enkel, for man skal nemlig kun tænke på at køre frem og tilbage, udover selvfølgelig den naturlige bremse og speeder. Til sidst er der selvfølgelig også en fører af køretøjet, som ikke må falde af, så det er spillerens job at tilte føreren frem og tilbage på en måde, så vægten af ham altid ligger korrekt. Spiltypen er særdeles velafprøvet og elsket. Mange vil nok kende spiltypen, men Redlynx har altid ligget i spidsen i denne genre med deres Trials-serie.

Det er dog heldigvis ikke alt ved spillet, der er simpelt og enkelt. Lige fra det første Trial-spil har Redlynx gjort meget ud af banedesignet i de forskellige baner og miljøer. I Trial Fusions otte verdener er der utrolig mange forskellige miljøer, baggrunde og forhindringer at beundre, som varierer betydeligt i sværhedsgrad, efterhånden som man kommer igennem dem. Miljøerne varierer lige fra storbyer til dybe jungler, arktiske miljøer, ørkener og kraftværker. Forhindringerne i banerne passer perfekt til de forskellige miljøer, hvor man f.eks. på kraftværket kan blive mødt af sprængfarlige tønder, kan man ligeså ofte støde på mudder i junglen. Banedesignet bliver i de otte verdener i karrieremoden ikke kedeligt.




Én ting som denne gang skejer ud af ”Trials mantraen” med simpelt gameplay er en ny tilføjelse. Det er nu ikke længere kun balancen, man skal mestre. Man skal nu også i et par baner indsamle point ved at lave en række farefulde tricks. Ved at rykke på højre styrepind får man føreren til at lave en række forskellige tricks. Nogle gange kan det være godt med noget nytænkning i et ellers kendt koncept, men denne gang synes jeg, at det ødelægger den ellers gode formular i Trials-serien. Tilføjelsen får spillet til at virke fremmed på en måde, og det fungerer heller ikke særlig godt. Disse baner er meget svære, men heldigvis fungerer alt det andet i spillet så godt, at et par baner med tricks ikke fylder ret meget og dermed ikke gør helhedsoplevelsen alt for frustrerende.

Graver man lidt dybere i Trials Fusion, vil man opdage, at det umiddelbare simple spil faktisk er ret så nuanceret og komplekst. En del af charmen ved Trials-serien er som sagt, at det er frygteligt frustrerende, men samtidig utrolig vanedannende. I alle banerne er det muligt at vinde bronze-, sølv- og guldmedaljer. Det bliver ikke kedeligt at prøve at slå sine egne tider, selvom man måske kommer til at sidde flere timer over den samme bane, fordi man konstant opdager nye forståelser af, hvordan banerne er opbygget, så man på den måde kan klare dem hurtigere. Man kan vinde præmier i form af nye kostumer og køretøjer.




Efter man har klaret karrieremode, venter der langt flere muligheder. Der er nu lukket op for et stort multiplayer-legeland. Et kæmpe område, hvor spillerskabte baner vises frem. Banerne der ses her, er lavet ved hjælp af den omfattende baneskaber, der også findes i spillet. Her er det muligt at tilføje en overflod af forhindringer såsom loops, ramper, ophævelse af tyngdekraft osv. Man kan kort sagt få nærmest fuld kontrol over, hvordan en bane skal se ud.

I offline multiplayer er det muligt at spille helt op til fire spillere samtidig. Dette gøres endda helt uden at tilføje splitscreen. Når der spilles multiplayer, så gives der plads til, at hver enkelt spiller har sin egen horisontale bane at køre på. Det fungerer rigtig godt, og udeblivelsen af splitscreen er dejligt, da man samtidig ikke føler, at man går på kompromis med overblikket på nogen måde. Jeg håber, at Trials Fusion kan blive en form for forgangsmand for lokalt 4-spillers multiplayer, for det er altså rigtig sjovt at kæmpe mod sine venner, når de sidder lige ved siden af.




Grafikken i spillet skriger ikke af næstegeneration, men samtidig er den heller ikke dårlig. Der er som sagt gode skildringer af de forskellige miljøer, man kommer igennem i karrieremode, og disse vises også flot, men har man prøvet f.eks. Infamous: Second Son ved man, at PlayStation 4 kan en del mere. Det er måske også urimeligt at kræve en lige så flot oplevelse på en så lille titel, som Trials Fusion jo er i forhold til Infamous: Second - om ikke andet så springer farverne flot ud af skærmen, og spillet leverer mange elegante omgivelser.

Lyden i spillet kunne godt trænge til lidt variation. Musikken er dubstep, og er man ikke til den genre, bliver man meget hurtigt træt af det. Det kan virke okay på de korte og intense baner, men så snart man går ind i baneskaberdelen og måske bruger et par timer der, så bliver det nærmest ulideligt at høre på den samme slags musik, der bliver spillet på repeat.




Trials Fusion er et utroligt nuanceret og velbalanceret spil. Man kan få rigtig mange timer til at gå med sådan et forholdsvist lille spil som dette. Alene singleplayerdelen vil jeg sige er de 149 kr. værd, da man kan få så mange timer til at gå med det. At man så får baneskaberen og den offline multiplayer, som i øvrigt er meget anbefalelsesværdigt og tiltrængt i disse online multiplayer-monopoltider, oven i hatten er bare ekstra fedt. Musikken i spillet kunne de godt have gjort mere varieret, men det er ikke noget, der ødelægger helhedsoplevelsen. Selvom spillet kan være noget så frustrerende, ender det altid med, at man efter en kort pause får lyst til at spille spillet hurtigt igen, fordi det simpelthen er så vanedannende. Trials-serien er beviset på, at et spil ikke behøver at have en storyline eller være specielt avanceret, for at være godt.
+ God baneskaber, varieret banedesign, god offline multiplayer.
Ensformigt og lettere irriterende dubstep musik, de trickbaserede baner rammer lidt ved siden af Trials konceptet.
Gameplay:8.5
Grafik:7.0
Online:-
Holdbarhed:8.5
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.