Trials Rising

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 3. marts 2019 - kl. 16:55
Del denne artikel:
0 1

Det ultimative “jeg skal lige prøve igen” spil er udkommet i en ny udgave, som giver fans mere af det hele. Læs vores anmeldelse af Trials Rising her.

De gale finnere fra Ubisoft RedLynx er tilbage med Trials Rising og det fortsætter stilen fra de forrige spil i fin stil; her er mere af det hele og spillet har stadig den der uforklarlige “jeg skal bare lige prøve igen” faktor, så alt er præcis som det skal være.



I bund og grund er Trials Rising i virkeligheden en blanding af et platformspil og et racerspil, hvor man på ens motorcykel skal køre igennem en række opfindsomme baner, som typisk består af diverse platforme, spring og andre halsbrækkende forhindringer. Det gælder om at gennemføre de mange baner hurtigst muligt og med så få fejl som muligt.

Tyngdekraften er både ens bedste ven og ens værste fjende og man skal styre gashåndtaget med forsigtighed, mens man læner sig fremad eller tilbage på ens motorcykel, for hele tiden at bevare balancen og lande i den rigtige vinkel efter et hop. Banerne har forskellige sværhedsgrader og man starter langsomt ud med nogle meget lette baner, som dog efter ganske kort tid bliver ganske udfordrende.



Heldigvis kan man øve sig i University of Trials, som er spillets træningsbaner - eller, det kan man rent faktisk ikke rigtigt alligevel. I disse træningsbaner sættes man grundigt ind i spillets mekanikker og teknikker, men det underlige er, at mange af dem er låst bag ens fremskridt - det vil sige, at mange af træningsøvelserne skal man være i en bestemt level for at få adgang til. Det giver ganske enkelt ingen mening i en tutorial.

Der er masser af indhold i Trial Rising. Spillets karrieredel består af en lang række løb placeret forskellige steder i verden, lige fra RedLynx’ hjemland Finland til en middelalderby i Tyskland, flere steder i USA, det skotske højland, en missilbase i den nordlige Rusland, i bjergene i Japan og til en tomat-festival i Spanien. Der er forskellige løbstyper og undervejs får man nye sponsorer, som tilføjer forskellige udfordringer på banerne; det kan være at en bane skal klares indenfor en fastsat tidsramme eller at man skal udføre et bestemt antal tricks, så der er god grund til at gå tilbage til baner, man allerede har spillet, for at klare disse sponsor-udfordringer.



Der er en lokal Party Mode for op til fire spillere, en online multiplayer-del og en Private Multiplayer, hvor sidstnævnte endnu ikke er tilgængelig. Som noget ganske genialt, er der tilføjet en tandem-motorcykel, hvor to spillere skal arbejde sammen for at komme gennem den pågældende bane.

Den ganske omfattende bane-editor er tilbage og her kan man, hvis er en smule kreativ, sagtens kan smide mange timer, med at bygge egne baner og dele dem med resten af verden. Vil man bygge sine egne baner, skal man dog have godt med tålmodighed, for det kræver en del bare at bygge den mest simple bane, men det kan da lade sig gøre. I Track Central kan man gå på opdagelse i andre spilleres baner og der ligger allerede nogle ret fede baner fra andre spillere tilgængeligt.



Efterhånden som man kommer igennem spillet, bevæger man sig op igennem levels og undervejs modtager man en lang række Gear Crates. Disse Gear Crates er i princippet Loot Boxes og de indeholder blandt andet klistermærker til ens tøj og til ens motorcykel, nye beklædningsgenstande, nyt udstyr motorcykelen og forskellige figur-animationer. Disse Gear Crates virker lidt overflødige og der er alt for mange dubletter i dem. I stedet for at bøvle med at låse op for tingene via disse kasser, kunne man i stedet blot optjene in-game valuta og så købe dem i spillets butik, som man i øvrigt allerede kan med langt de fleste af de ting, som kommer i Gear Crates. De virker ganske enkelt overflødige.

Trials Rising er et typisk Trials spil og det vil formentlig glæde fans af serien. Formlen holder stadig og det er som sagt stadig det ultimative ”jeg-skal-lige-prøve-igen” spil - inden man ser sig om, har man genstartet den samme bane 30-40 gange, for lige at tage det ene hop helt perfekt, så man kan barbere de sidste 3/10-dele af tiden – for så igen at blive slået af en anden spiller og så må man på den igen.



Grafikken i Trials Rising er ganske flot og hvis man har tid til at bemærke baggrunden, så sker der masser af ting der. Banerne er generelt fremragende designet, de virker ikke nær så kulisse-agtige som tidligere og det hele virker mere livagtigt uden at det går ud over opfindsomheden i banerne, som stadig er ganske høj. Lydsiden er fin med gode motorlyde fra motorcyklerne og et soundtrack, der typisk består af hip-hop og rock numre. Jeg valgte dog hurtigt at skrue ned for soundtracket og stemmen på ens kører, for begge dele går hurtigt hen og bliver gentagelser på gentagelser.

Trials Rising skubber ikke serien voldsomt fremad, men det er mere af det samme elskede Trials gameplay - og det er der helt bestemt ikke noget galt med. Kan man se gennem fingre med de lidt overflødige Gear Crates, så er Trials Rising endnu et særdeles fængende Trials spil, som vil give fans mere af alt det de elsker - og til en fin pris på 199 kr. på PlayStation Store, er det her det perfekte tidsfordriv en regnfuld søndag eftermiddag.
+ Meget fængende gameplay, fremragende bane-design, nærmest uendeligt indhold i Track Central, god pris
Overflødige Gear Crates, bane editoren er stadig for indvilket
Gameplay:9.0
Grafik:8.0
Online:8.0
Holdbarhed:9.0
Overall 8.5
Log ind og stem
1
Der er 1 bruger som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.