Tumble

Anmeldt af: Martin Grænge Hansen - 20. oktober 2010 - kl. 23:37
Del denne artikel:
3 0

Ofte kan de simpleste ideer være dem der byder på de bedste spiloplevelser. Vi bygger op og river ned med Tumble.

Det startede egentlig ud som en teknisk demonstration af, hvilke muligheder, der var i PlayStation Move-controlleren. Nu er ideen så blevet videreudviklet, den har fået tilsat en knivspids af barndommen og et knips af Klodsmajor, og nu er den udkommet på PlayStation Store.

Konceptet i Tumble er ekstemt simpelt: Du har en række klodser til rådighed, som skal bruges til at udføre en eller anden form for opgave. Disse opgaver er til gengæld meget varierende. De simpleste af dem beder dig om at bygge det højeste tårn eller stable en række umulige klodser op på en lille platform. Andre og mere avancerede opgaver beder dig om, ved hjælp af spejlklodser, at lede en laserstråle igennem en række farvede glasklodser og i mål. De mest tarvelige opgaver beder dig om at bygge en næsten umulig konstruktion på skævt underlag. Alt i alt er der overraskende meget variation i Tumble og det gør, at man sjældent kommer til at kede sig.






Bevægelseskontrolleren bliver udnyttet ekstremt godt i Tumble. Du føler hele tiden, at du er i kontrol, og du vil hurtigt blive klar over, at de gange, hvor noget går galt, så har du kun dig selv at takke. Der er som sådan ikke særlig mange muligheder i spillet. Du samler en klods op ved at holde en knap nede, en anden kan du bruge til at styre kameraet, og klodserne vender og drejer du ved at vippe med håndleddet. Den mest betagende del af Tumble må dog være dybdedimensionen – du kan så at sige række ind i skærmen og placere klodser foran og bagved hinanden. Det fungerer til den helt store guldmedalje, og af de Move-titler jeg har prøvet, er Tumble uden tvivl det spil, der bedst formår at vise, hvor præcis PlayStation Move-controlleren er.

Foruden en ganske varieret singleplayeroplevelse byder Tumble også på noget multiplayer for op til to spillere på samme tid. Her findes mange af de samme udfordringstyper, som dem man spiller alene, men enkelte har også fået et lille multiplayer-twist. Eksempelvis er der spiltyper, hvor man skiftevis skal sætte klodser ovenpå hinanden – taberen er den, der sætter den sidste klods på konstruktionen, før den falder sammen. Desværre tilbyder Tumble ikke nogen form for onlinespil.






Grafisk er Tumble ganske fornuftigt. Klodserne, der kommer i alt fra flamingo til glas og gummi, ser troværdige og logisk genkendelige ud. Det lyder måske lidt overanalyseret at kalde klodser ”troværdige”, men det er super rart, at man ikke er i tvivl om klodsernes materiale, når man skal bygge et højt tårn. Specielt fordi man helst skal have de mest stabile og tunge klodser i bunden. I sit udtryk er spillet egentlig ret minimalistisk, men det fungerer hulens godt i samspil med de mange klodsgåder. Man får fornemmelsen af, at man er en del af et stort eksperiment, og rammen er et klinisk og koldt laboratorium.

Lydsiden består primært at lidt anonym underlægningsmusik – man har egentlig ikke noget forhold til det, men det virker. Til at guide dig igennem de mange opgaver får du hjælp af en dansktalende assistent, som du kommer til at høre en del til – primært kommer hun til at sige ”desværre”, da det er ordet, du hører, når en udfordring går galt. Igen er der ikke tale om noget, der er synderligt irriterende. Damen med den blide stemme siger hvad hun skal og ikke så meget mere – det fungerer.






Potentielt er der rigtig mange gode timers underholdning i Tumble. Spillet har foruden en lang række udfordringer og en del trofæer, som spilleren kan give sig i kast med, og de mest krævende kan godt tage en del tid at få fat i. I samme åndedrag skal multiplayerdelen igen nævnes – det er altså rigtig godt underholdning at sidde der og stable klodser med en ven og sende ham triumferende blikke, når dit eget tårn stadig står, imens hans ligger spredt ud over gulvet.

På papiret kan Tumble måske lyde som et lidt simpelt og kedeligt koncept, men Super Massive Games har formået at få det optimale ud af byggeklodserne, og slutproduktet er intet mindre end sublimt. Jeg oplevede ganske vist, at fysikken i spillet fejlede enkelte gange, hvilket blandt andet medførte, at klodserne begyndte at hoppe lidt vildt rundt i mine konstruktioner. Der er dog tale om ganske få tilfælde, og det er bestemt ikke noget, der er med til at trække oplevelsen voldsomt ned.






Resultatet på bundlinjen er lutter positivt. Visuelt er udtrykket måske lidt skrabet, men det holder, og prisen taget i betragtning er det min opfattelse, at der er tale om en rigtig god pakke. Der er god variation, der er sjove udfordringer, og der er et dejligt flashback til barndommen gemt i Tumble. Lad dig ikke skræmme af det lidt simple og måske lidt kedelige udtryk. Hvis du skal have et spil, der for alvor viser PlayStation Move-controllerens muligheder og evner frem, så skal du anskaffe dig Tumble – det skal du i øvrigt under alle omstændigheder, for det er et hamrende godt spil.
Gameplay:9.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:8.5
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.