Ty the Tasmanian Tiger: Vildmarkens Redning

Anmeldt af: - 14. november 2004 - kl. 16:02
Del denne artikel:
0 0

Opfølgeren til TY the Tasmanian Tiger har netop ramt de danske hylder. Vi kigger lidt på hvad den kære tiger nu er ude på.

For cirka 2 år siden kom en ny platform helt frem på konsollerne. Navnet var Ty, og han var en tiger. Nu sidder du sikkert og tænker på en stor farlig tiger med store kløer – men nej. Ty er en ”sød” tasmansk tiger, der bor i bushen. For at danne et billede af ham, kan man krydse Crash Bandicoot med Crocodile Dundee.

Historien er, at Ty og hans venner driver et redningskorps, der beskytter det australsk inspirerede område Burramudgee Bush, og det hele begynder med, at Ty’s ærkefjende Boss Cass bliver befriet fra fængslet og stikker af.

Så skulle man jo mene, at Ty bare skulle hente Boss Cass tilbage og bure ham inde, men så nemt er det ikke. Boss Cass har nemlig skaffet sig sin egen ø, hvilket giver ham diplomatisk immunitet, som gør, at han er urørlig. Men mon ikke Ty går hen og får ram på ham?

Gameplay
Ty the Tasmanian Tiger Vildmarkens Redning (TTTVR) er et platformsspil i stil med Ratchet & Clank og Jak & Daxter. Man løber rundt i store udendørs områder samt snævre kloaker og grotter.

Som de fleste nok har gættet nu, så styrer man selv Ty, der som tidligere nævnt, er en tasmansk tiger.

Ty er udstyret med to boomeranger, der kastes efter fjenderne. Igennem spillet optjener man penge, hver gang man dræber en fjende eller gennemfører en opgave.

Disse penge kan så bruges til at købe bedre boomeranger.

De forskellige boomeranger er:
• Boomerang – standard
• Multirang – som standard men med rapid fire
• Frostyrang – is-boomerang
• Freezeragn – som Frostyrang (opgradering)
• Flamerang – ildboomerang
• Lavarang – opgraderet Flamerang

De følgende boomeranger er hemmelige, og der vides ikke meget om dem:
Xrang, Infrarang, Zappyrang, Thunderrang, Lasharang, Warprang, Smasharang, Kaboomarang, Deadlyrang og Doomerang.
Udover sine to boomeranger kan Ty også klare de mindre fjender ved at bide dem, hvorimod de rigtig store fjender kræver lidt hjælp. Til hjælp er der et væld af fly- og køretøjer, samt store mechs (kamp-robotter), som kan opgraderes med f.eks. granatkastere, som er ganske nyttige til f.eks. nedskydning af fjendtlige luftskibe eller andre flyvende objekter.

Af fartøjer som kan bruges i spillet kan nævnes: Gokart, Helikopter, Firhjulstrækker. Kamprobot (mech), Undervandsrobot (ubåd), Varmeekstem-robot (kan tåle lava!), Løfterobot og Skyggerobot – den ultimative battlemech!

For mere info om de forskellige køretøjer og våben kan vi anbefale et besøg på Ty’s Officielle hjemmeside.

Spillet byder på 44 missioner, der ikke alle sammen omhandler ærkefjenden Boss Cass. Blandt andet er en mission, hvor man skal rydde byens kloaker for krokodiller. I en anden mission skal Ty afskaffe noget ustabilt dynamit. Alt i alt er de 44 misssioner meget varierede, og man føler aldrig, at man allerede har spillet en mission en gang før.

Udover de 44 missioner er der også lagt et lille minispil ind i form af et gokart spil. Her kan man, når man har lyst, deltage i løb mod 7 modstandere mod en betaling af 100 mønter. Disse løb minder meget om de løb, man kunne køre i f.eks. Mariokart eller Whacky Wheels. Dette betyder, at der rundt omkring på banen ligger forskellige powerups, som man enten kan bruge til at sænke modstanderne med eller til at beskytte sig selv mod de andre.

Det skal dog lige nævnes, at disse løb faktisk kan være lidt svære i forhold til de almindelig missioner, hvilket gør, at minispillet ikke skaber en så god positiv afveksling, som udvikleren havde håbet på.

TTTVR byder også på en multiplayer-del. Denne del er dog en meget skrabet multiplayer-del, da man kun kan være 2 spillere, og man kun kan spille det førnævnte gokart (minispil). Der er desværre ikke så meget at sige om denne feature, da det virker som om multiplayer-delen er noget, der blev tilføjet i sidste øjeblik.


Grafik
Grafikken i Ty the Tasmanian Tiger: Vildmarkens redning er meget flot lavet. Spillet er lyst, og fjenderne er animeret på en sådan måde, at de på ingen måde virker skræmmende. Hvorfor de er det, vender vi tilbage lidt senere.

Banerne i TTTVR er flot lavet og igen kan der nævnes, at grafikken er samme stil som Ratchet & Clank og Jak & Daxter.

Alle banerne er store, men har alle en ”rød tråd”, som sørger for, at spilleren ikke kommer på afveje. Det gør ikke så meget, at banerne er lineært lavet, da det samtidig holder sammen på historien og fastholder spillerens fokus på de opgaver, der skal løses.

Men selvom grafikken er flot, vil mange ældre spillere nok føle, at spillet er en smule for nusset for dem, og selvom de har ret i, at det er nusset, så gør det faktisk ikke noget. Grunden til, at det ikke gør noget er, at historien og karakterene er lavet på en sådan måde, at man på ikke kan undgå at falde for spillet. Der vil selvfølgelig nok være nogle, der bare ikke kan fordrage Ty, men denne anmelder er ikke en af dem.

At et spil er nusset er også med til at gøre, at spillet appellerer til flere aldersgrupper, og dermed kan nå et større marked.

Lyd
Baggrundsmusikken i TTTVR består af en australsk inspireret musik, som lyder meget som musikken i Crash Bandicoot spillene. Den er sjov, og den bliver ikke irriterenden over tid, som spilmusik tit har det med at gøre.

Hvad angår stemmer og lydeffekter er TTTVR, som man kan forvente det af et platformsspil. Der er lagt meget vægt på humoren, og stemmerne bærer en tyk australsk accent.

Alt i alt er lydsiden af spillet rigtig godt, og der er intet negativt at sige om den.

Holdbarhed
Holdbarheden i TTTVR er ikke uendelig. Når man har gennemført de 44 missioner, som singleplayerdelen byder på, er der ikke så meget mere at kaste sig ud i. Og det er egentlig lidt ærgeligt, da singleplayerdelen er rigtig god. Der kunne dog godt være brugt lidt flere kræfter på multiplayerdelen. En simpel forbedring ville have været, at man kunne have været 4 i multiplayer-delen.

Havde udvikleren haft rigtig meget tid, kunne det også have været sjovt med en onlinemulighed, hvor man kunne spille gokartspillet mod sine venner over nettet.

Overall
Ty the Tasmanian Tiger Vildmarkens Redning er et rigtig godt platformsspil, der kan spilles af spillere i alle aldre. Når gameplayet kombineres med grafik- og lydsiden, skabes der en helhed, der giver en god spiloplevelse. Dog kunne der ønskes en bedre multiplayerdel.
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:
Holdbarhed:6.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.