UEFA Champions League 2004-2005

Anmeldt af: Rasmus Abildgaard Slot - 16. februar 2005 - kl. 19:59
Del denne artikel:
0 0

Et lækkert fodbold spil, som indeholder en længeventet missionsbaseret spillemode.

Electronic Arts har for vane hvert år at udkomme med en ny udgave af de fleste af deres super sælgende titler. En anden vane, som EA efterhånden må være nummer 1 inden for, er kunsten i at få licenser til officielle titler. I dette tilfælde er der naturligvis tale om licensen, som UEFA har solgt til EA omkring alt, hvad Champions League indeholder. Fornuftigt syntes nogle, unfair hvis man spørger folk, der ikke er fans af EA serierne.

Gameplay
Normalt når man snakker om fodboldspil, så er de opdelt groft i 2 genrer: Manager og ikke-manager spil. Dette er der blevet ændret på i UEFA Champions League, da der er mulighed for begge dele.
UEFA Champions League screenshots

UEFA Champions League er et missionsbaseret fodboldspil, hvor man fra starten af vælger, hvilken klub man gerne vil have hele spillet igennem, og så handler det ellers om at gennemføre en række missioner, så klubbens ejer bliver glad og tilfreds. Eksempler på missioner kan være, at man skal sælge 2 af sine spillere for derefter at købe 2 nye – dette lyder umiddelbart nemt, og det er det også i starten, lige indtil man ser sig nødsaget til at sælge nogle af sine bedre spillere, fordi klubejeren ikke tillader, at man sælger nogle af de nyindkøbte. En anden mission kan være, at man skal vinde en kamp med 2 mål, eller at en eller flere spillere skal spille et minimumsantal minutter i den pågældende kamp.

Når man har spillet en kamp og dermed gennemført en mission, bliver der givet points alt efter, hvor mange af de fastsatte kriterier, der er blevet opfyldt. Disse points bliver løbende brugt til at låse op for forskellige trofæer.

Der er naturligvis også mulighed for at spille både enkelte kampe og hele turneringer over nettet, og via EA Messenger har man mulighed for på XboxLive at kommunikere med sine venner. Når man spiller online, har man mulighed for at stoppe spillet op til 3 gange ved at trykke på ”start” knappen – og dermed har man op til 30 sekunder til at lave holdændringer som eksempelvis udskiftninger og taktiske ændringer. Spiller man godt over nettet, så vil der ligeledes her med tiden blive låst op for forskellige trofæer – en ting, der naturligvis er lavet for at gøre det mere attraktivt at spille online.

Skulle man have lyst til at spille nogle hurtige kampe imod sine venner, så er der også mulighed for det Eksempelvis kan man spille en hel turnering eller blot vælge at spille det såkaldte ”Home and Away”, hvor man mødes 2 gange. I den sidst nævnte mode er der mulighed for at lade udemålene tælle højere end hjemmebanemål. Det er muligt at spille op til 4 spillere på Xbox versionen og op til 8 spillere på en enkelt PlayStation, hvis man vel at mærke anvender 2 multitaps.

UEFA Champions League screenshot

Grafik
Grafikken i UEFA Champions League ligner den, som vi kender det fra eksempelvis FIFA 2005. Topspillernes ansigter er som altid let genkendelige, og sågar detaljer som for eksempel Ronaldos guldstøvler er med i spillet.

Lyd
Normalt er Electronic Arts langt fremme, når det handler om soundtracket til deres spil. Umiddelbart er det ikke tilfældet med dette spil; hvis man skal være flink, kan man kalde musikken i menuerne for en smule kedeligt, specielt hvis man sammenligner med alle de andre EA sportsspil.

Når det kommer til kommentatorerne, så er der naturligvis altid gang i de fyre. EA har for længst fået løst problemerne med for mange gentagelser, selv om det naturligvis stadigvæk forekommer – det ville være underligt andet.

Som noget nyt er der i UEFA Champions League noget, som EA kalder for ”EA Sports Radio”, hvilket er et sted, hvor man kan høre, hvad holdets fans har at sige om indsatsen – dette er ikke et decideret menupunkt men blot noget, som kommer imellem de forskellige missioner og ikke en ting, som er fremtonet specielt meget.

UEFA Champions League screenshotHoldbarhed
Der er 50 forskellige missioner i spillet, så der er rimeligt meget at gå til. Derudover kommer der muligheden for at spille kampe over nettet, som jo er med til at forlænge levetiden på mere eller mindre alle spil.

Desværre er onlinemuligheden langt fra perfekt. Under testen over Xbox-Live var diverse ting, som OptiMatch og ikke mindst gameplayet, ekstremt langsomt. Det er altså ikke specielt fedt at spille fodbold, når det lagger. En anden ting, som vel kan siges at være meget realistisk men samtidigt uretfærdigt, er, at dommeren også over onlinekampe har de ”menneskelige svagheder”, han er altså i stand til at begå fejl, som normale dommere til tider også gør. Et godt eksempel på en sådan fejl er, hvis man kommer til at tackle en modstander tæt på straffesparksfeltet men stadigvæk uden for, og der så alligevel bliver dømt straffespark.

Overall
UEFA Champions League er et rigtigt sjovt fodboldspil, som indeholder en masse nye elementer, som er med til at gøre det mere interessant at spille. Bare det, at det ikke alene handler om at vinde sine kampe, men at andre faktorer også skal opfyldes, er med til at gøre spillet mere interessant og naturligvis også hæve sværhedsgraden en hel del.

Der er desværre en ting, som er meget nedtur, nemlig når man skal gemme sit spil. Man vælger her først, at man gerne vil gemme, derefter spørger den, om man er sikker, og så spørger den, om man er sikker IGEN. Det er før set i andre EA spil, og de har sikkert deres grunde til, at det skal være sådan, men hvis man gemmer ofte, så bliver det hurtigt til et irritationsmoment.
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.