Unbound: Worlds Apart

Anmeldt af: Christian Mortensen - 16. februar 2022 - kl. 10:59
Del denne artikel:
0 3

Unbound: World Apart er et metroidvania med en unik gameplay mekanik, som bruges flittigt og som er med til at holde spillet friskt. Læs anmeldelsen af PlayStation 4 udgaven her.

Der er et eller andet over portaler - spørg bare Valve, som fik stor succes med spillet Portal for efterhånden længe siden. Unbound: World Apart er en puzzle-platformer, der med portaler river hul i lærredet og åbner op for parallelle verdener og på den måde byder på et ganske unikt gameplay.



En ondskab spreder sig ud over Sea of Reality, som er stedet der forbinder alle verdener i hele universet. Denne ondskab efterlader sig ikke andet end øde landskaber og dæmoner bag sig og den er nu nået til troldmandslærlingen Solis’ del af verden. Soli begiver sig nu ud på et farefuldt eventyr, hvor han naturligvis skal løse masser af platform puzzles og i sidste ende forhåbentlig redde sin landsby og ikke mindst hele verden fra ondskaben.

Soli har en krystal med sig og denne krystal kan åbne forskellige portaler til alternative verdener. Gør man det, kan man se den anden verden igennem portalen og man får denne fremmede verdens fysiske love, platforme, fjender og diverse udfordringer med ind i ens egen verden. I starten kan krystallen blot åbne en simpel portal, hvor man kan gøre brug af platforme og lignende, som ikke er i Solis verden. Det kan også være at områder med vand er tørlagte i den alternative verden, så man på den måde kan krydse vand der ellers ikke ville kunne krydses af Soli.



Soli skal nu bruge disse platforme og den alternative verden for at komme videre i hans færd i hans egen verden og man kommer til at åbne for disse portaler rigtigt mange gange - også flere gange midt i et hop eller i et fald. Der er dog også lige den lille ulempe, at en smuk sommerfugl i Solis verden bliver til et arrigt monster i den alternative verden, så det er vigtigt, at man aktiverer portalen på det rigtige sted og på det rigtige tidspunkt.

Senere vil krystallen kunne åbne andre portaler, som for eksempel vender tyngdekraften på hovedet, så man falder op mod loftet og kan gå på loftet i den alternative verden, mens andre gange er banerne helt sorte og der kommer kun lys ind gennem portalen, der kun er åben når man står stille og på den måde skal man navigere sig frem i en helt sort verden. Der er flere andre typer af portaler, for eksempel en portal hvor tiden bevæger sig hurtigere og alle disse forskellige egenskaber er med til hele tiden at holde gameplayet friskt og interessant. Det kan måske være lidt svært at forestille sig hvordan det helt præcist fungerer, men tag et kig på traileren i bunden af siden, hvor det bliver lidt tydeligere hvordan det foregår.



Som du måske kan regne ud, så går sværhedsgraden hen og bliver noget udfordrende efterhånden som krystallen får flere og flere portal-egenskaber og der er visse sekvenser, hvor man skal åbne og lukke portalen lynhurtigt flere gange efter hinanden, ellers vil man omgående dø. Man vil dø mange gange, men heldigvis er checkpoint systemet meget gavmildt, så man starter altid meget tæt på hvor man døde.

Unbound: Worlds Apart er et ganske flot spil, med farverig og håndtegnet grafik og det hele bevæger sig lækkert og flydende afsted. Soli er sød med hans røde hue med en lille brændende flamme ude i enden og hans bevægelser er flydende og flotte. Lydsiden er nærmest minimalistisk, med et afdæmpet soundtrack der vågner op når der er fare på færde og fine afdæmpede lydeffekter.



Unbound: Worlds Apart er en ganske positiv overraskelse. Det blander fint metroidvania og puzzle-platforming og tilføjer unikke portaler med interessante egenskaber. Sværhedsgraden stiger hurtigt og kan være en showstopper for nogen, men den føles aldrig unfair. Den visuelle stil er lækker og der er egentlig ikke ret meget at sætte fingeren på hos Unbound: Worlds Apart. Det er virkelig en lækker lille pakke og det ryster posen for genren en smule.

Unbound: Worlds Apart kan købes nu til PlayStation 4 og PlayStation 5 på PlayStation Store til 149 kr. - og i skrivende stund er der 20% rabat på spillet.
+ Portalernes egenskaber holder gameplayet friskt hele vejen igennem, flot håndtegnet grafik, udfordrende gameplay og puzzles
Sværhedsgraden kan være en showstopper for nogen
Gameplay:8.5
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
3
Der er 3 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.