
Uncharted 2: Among Thieves udspiller sig et par år efter det første spil og man tager igen rollen som eventyren Nathan Drake - efterkommer af den berømte Sir Francis Drake. Nathan bliver lokket med på et nyt og farefuldt eventyr af charmøren Harry Flynn og den smukke Chloe - et eventyr som cirkulerer omkring Marco Polos fatale rejse fra Kina i 1292. Marco Polo tog afsted med 14 skibe og mere end 600 mand og da han 18 måneder senere nåede frem til sit mål i Persien, var der ét skib og 18 mand tilbage. Selv om Marco Polo detaljeret har beskrevet rejsen, har han aldrig fortalt hvad der skete med de 13 andre skibe. Disse skibe menes at indeholde mange skatte - og det er bl.a. disse at Nathan Drake og hans følgesvende drager ud for at finde. Men de finder hurtigt ud af, at Marco Polo havde gemt en langt større hemmelighed - og at de ikke er de eneste, som er på skattejagt.
Undervejs tager historien nogle drejninger - som dog ikke er specielt overraskende, men alligevel formår historien at virke spændende lige til det sidste. Historien præsenteres overbevisende via nogle spændende, flotte og meget gennemarbejdet mellemsekvenser, der både visuelt, klippeteknisk og dialogmæssigt, er helt på Hollywood niveau.

Gameplayet er ligeledes skruet sammen med stor præcision og det fungerer overordnet ganske godt - men det meste er dog set før. Der skal skyders massevis af banditter, der skal klatres op af klippevægge, husmure, igennem isgrotter og gamle uudforskede templer og der skal løses gåder i ren Tomb Raider stil - dog er gåderne ikke nær så kompliceret som i Lara Crofts eventyr. Actionsekvenserne kan være ganske spektakulære, men de hæmmes dog af et lidt klodset coversystem, som skulle gøre Nathan i stand til at dukke sig og gemme sig bag bl.a. sten, søjler og hushjørner. Det virker dog ikke altid lige godt og det kan resulterer i nogle frustrerende dødsfald. De mere stille sekvenser, hvor man render rundt og løser gåder eller balancerer højt oppe under loftet i et gammel tempel mens man leder efter skatte, ledetråde og andet, fungerer faktisk bedst. Den lidt løse styring kan en sjælden gang koster en livet, men generelt fungerer det fint. Disse sekvenser er dog en smule lineære, men altså stadig ganske sjove.

Er man sulten efter mere når man har gennemført historiedelen (som kan gennemføres på 10-12 timer), kan man kaste sig over en række forskellige multiplayer muligheder. Man kan spille både med og mod ens venner - og vælger man at spille side om side, kan tre venner spille udvalgte sekvenser fra historiedelen, hvor man sammen skal nedkæmpe fjenden og hjælpe hinanden i simple gåder for at finde frem til målet. Spillet indeholder ligeledes en række velkendte gamemodes som Deathmatch, Elimination og King of the Hill, hvor op til 10 venner kan gå i kødet på hinanden. Som en sjov lille feature, har Uncharted 2 integreret Twitter support, så har man en Twitter konto, kan man direkte fra spillet fortælle verden hvordan man klarer sig i Uncharted 2.

Visuelt er Uncharted 2: Among Thieves ganske enkelt i en klasse for sig - det er uden tvivl det flotteste PlayStation 3 spil til dato. Spillets figurer er meget overbevisende lavet og deres animationer, specielt i mellemsekvenserne, er meget flotte og troværdige. Men det mest imponerende er de mange forskellige steder som Nathan kommer til på sin færd. Det er lige fra iskolde snelandskaber i Tibet, til smukke og frodige skove i Borneo og til krigshærgede landsbyer og underjordiske templer. De er alle spækket med smukke detaljer og man forkæles også med nogle af de flotteste udsigter endnu set i noget konsolspil - og det hele kører uden den mindste hak i grafikken. Det er virkelig imponerende og meget flot at se på. Lydsiden er ligeledes ganske gennemført, med gode stemmer og særdeles veludført dialog. Soundtracket lader heller ikke meget tilbage at ønske, da det passer perfekt til spillets eksotiske lokationer og spillets stil generelt.

Naughty Dogs seneste er et meget gennemarbejdet spil - lige fra start og til slut. Derfor er det lidt ærgerligt, at gameplayet kører en smule på autopilot, da der mod slutningen er lidt for mange gentagelser og man savner lidt nyt. Men alligevel er man godt underholdt, da det hele bliver krydret med nogle hæsblæsende og meget gennemførte sekvenser, som jeg ikke vil afsløre mere om her.
Uncharted 2: Among Thieves er skruet sammen med sådan en charme, kvalitet og stilsikker hånd, at man ikke kan undgå at blive imponeret. Det er årets største spil til PlayStation 3 og et spil alle bør prøve.