Unreal Tournament 3

Anmeldt af: Bjørn Eriksen - 4. marts 2008 - kl. 14:45
Del denne artikel:
2 0

Endelig er det blevet tid til at råbe ‘mo-mo-mo-monsterkill’!

Efter et lille sidespring, der endte med at blive årets spil i 2006, er Epic Games nu tilbage med deres Unreal Tournament serie og det virker som det rette tidspunkt.

Kongen vender tilbage
Kampen om skydespil toppede lige efter årtusindeskiftet, da fanfraktionerne fra Quake og Unreal Tournament forpestede diverse fora med ligegyldige debatter om, hvilket spil der var kongen af genren. Lidt i samme stil som vi oplever nu med konsolkrigen. Folk vil måske mene, at Quake trak det længste strå dengang, men faktum er den, at vi skriver 2008 i kalenderen og der kun er en tronarving tilbage – Unreal Tournament 3.

Gears of War har helt sikkert haft en del at sige, da de begyndte produktionen af UT3. Spillets grafiske stil bærer præg deraf og for en den kræsne UT fan, kan det være lidt svært at acceptere i starten. Heldigvis er det ikke bare den grafiske stil, men også niveauet der har smittet af på UT3.


Hvis man leder efter et skydespil med en god historie, kan man lige så godt glemme det. Serien har aldrig fokuseret på dette og enhver forventning herom, vil blive mødt af en større skuffelse en da Anders ’Anden’ Matthesen begyndte at rappe. Faktisk er der mere historie i den medfølgende manual end i selve spillet.

Leder man derimod efter en sublim multiplayeroplevelse, der kan afløse Call of Duty 4 eller Resistance, så findes der ikke noget bedre alternativ. UT3 byder både på single- og multiplayer, men den førstnævnte er bare fyld, der får spillet til at virke større end det virkelig er. Kampagnen er en simpel kamp imod forskellige computerstyrede spillere bedre kendt som bots. Der er absolut intet at komme efter her, men ønsker man noget træning inden man tager turen online, er der mulig for en hurtig kamp mod bots. Ingen lokal multiplayer betyder dog, at man er efterladt alene mod disse veltrænede fjender. Den kunstige intelligens i spillet fejler ikke noget i en almindelige deathmatch, men begynder man at lege de mere avancerede spiltyper, kan der opstå problemer.

Onlinedelen fylder mest i spillet og skal være den primære årsag til, at man går ud og investerer i spillet. På nuværende tidspunkt er der allerede et halvstort community takket være en forskudt udgivelse på verdensplan. Det betyder dog også at man kan møde stor modstand af de mere trænede spillere. Forskellen viser sig heldigvis at være begrænset, for selvom mange stadig mener, at skydespil og i særdeleshed dem der foregår i førsteperson ikke hører til på konsollen, beviser UT3 det modsatte. Styringen med Sixaxis foregår upåklagelig og efter en halv time vil man finde sig selv i færd med at høste frags på stribe. Der er en smule auto-aim på, men i forhold til andre konsolspil virker den meget sparsom. Især hvis man tager det hurtige gameplay i betragtning.


UT3 er på alle måder en værdig udgivelse, som vil falde godt til hos PlayStation 3 ejere. Udvalget af baner er fænomenalt og variationen af de mange spiltyper står også godt til hinanden. Man får de klassiske deathmatch, team deathmatch, CTF (med og uden køretøjer) og den helt nye Warfare. I Warfare er man delt op på to hold og det gælder om at kæmpe sig vej frem til fjendens base via strategiske punkter for til sidste at smadre fjendes energikerne. Man skal have alle punkter op til fjendens base, for at kunne ødelægge den. Ligesom CFT og nogle deathmatch baner er der masser af køretøjer i Warfare. Disse yderst interessante skabninger er blevet skabt med tydelig inspiration fra filmene Matrix og War of the Worlds. Der er alt fra blækspruttelignende køretøjer med lange fangarme til ti meter høje dødstromler og svævende skateboards, der kan hives frem når som helst. De mest effektive er også de mindst imponerende at se på, så det skal man altid have i baghovedet, når man løber ud fra basen og råber shotgun!

Det der især er et stort plus for PlayStation 3 udgaven, er de mange muligheder i spillet. For selvom man efter noget tid er kørt fast i spillet, hvilket næppe sker med alle de baner og spiltyper, er der mulighed for at tilføre mere indhold gratis. Ja, man kan endda lave sit eget, hvis man har talent for dette. Spillet tilbyder import af forskellige mods, der strækker sig over alt fra nye baner og figurer til mutators, der ændrer noget ved spillets fysik eller opsætning. Her kommer den kunstige intelligens igen til kort, for hjemmelavede baner er ikke at finde på en liste over favorittiltag hos spillets bots. De har det med at stille sig hen i hjørnerne og lege gemmelege.


Mange af banerne som kommer med spillet har det med at være livløse og lidt kedelige rent grafisk. Opbygningen fejler sjældent noget, men man savner måske lidt i detaljegraden. Især når man tænker på hvordan resten af spillet ser ud og ikke mindst hvordan Gears of War så ud. De figurer man kan vælge i spillet kommer fra fire forskellige fraktioner og hver er repræsenteret ved op til seks personer. Deres udseende kan man ikke ændre på, men det er dog muligt at udskifte deres rustninger med forskellige alternativer.

Er man lidt skræmt over at skulle spille dette spil med controller, findes der dog et alternativ. For det viser sig at ikke bare muligheden for at bruge mods har fundet vej til PlayStation 3 udgaven. Mus og tastatur er ligeledes en fantastisk opsætning, der overflødiggør PC udgaven, da spillet ser så meget bedre ud på en stor fladskærm og ikke på noget tidspunkt er belastet af slowdowns eller lignende.


De mange online servere bliver aldrig rigtig uoverskueligt takket være et omfattende filter, der skiller uønskede servere fra. Søg blandt andet på dedikerede servere, om man må bruge mus og tastatur og hvilken spiltype det skal være. Faktisk kan man finde og deltage i andre folks singleplayerkampagner, hvis de vel og mærke har slået det til. Med op til tre andre deltagere spiller man imod de forskellige bots.

Ønsker man en onlineoplevelse, fyldt til randen med flotte effekter, futuristiske køretøjer og underholdning ud over det sædvanlige, så findes der ikke noget bedre alternativ for tiden. Det der desværre trækker spillet ned, er den overflødige singleplayerdel, der virker mest af alt, som en dårlig tutorial inden man går i gang med det rigtige spil – online. Unreal Tournament 3 er et af de bedste konverteringer fra PC til konsol igennem de senere år og selvom jeg ligesom mange andre var skeptisk overfor denne titel, har den virkelig imponeret og bevist, at vi tog fejl.
Gameplay:8.5
Grafik:9.0
Online:9.0
Holdbarhed:9.0
Overall 8.8
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.