Valkyria Chronicles 4

Anmeldt af: Christian Mortensen - 17. oktober 2018 - kl. 10:18
Del denne artikel:
0 2

Eftet det skuffende Valkyria Revolution sidste år, er Valkyria Chronicles serien tilbage i fin form - det lugter dog lidt for meget af livrem og seler. Læs anmeldelsen her.

Selv om det det nye Valkyria Chronicles har et 4-tal smækket efter navnet, så har vi ikke set et nyt spil i serien til PlayStation siden udgivelsen af det første spil tilbage i 2008 til PlayStation 3. Både Valkyria Chronicles II og Valkyria Chronicles III udkom kun til PSP og hverken den remasterede version af det første spil, eller det svage spin-off Valkyria Revolution fra sidste år, tæller med i rækken af ægte Valkyria Chronicles spil.



Efter det skuffende Valkyria Revolution, så fremtiden for Valkyria-serien noget usikker ud, men heldigvis får Valkyria Chronices 4 serien tilbage på sporet i fin stil - faktisk er dette nok det bedste spil i serien indtil videre.

Det første man bemærker når man starter Valkyria Chronicles 4 er den meget specielle grafiske stil. Sega viderefører heldigvis stilen fra de forrige spil og den kan vel bedst beskrives som en japansk tegnefilm tegnet med vandfarver - og det betyder også at grafikken er en smule simpel, men det er et bevidst designvalg og den grafiske stil er en del af Valkyria Chronicles’ kendetegn.

Valkyria Chronicles 4 er et tur-baseret strategisk rollespil, som udspiller sig i 1935 i en fantasy-udgave af 2. Verdenskrig, kaldet Second European War. Man tager rollen som Claude Wallace, kommandøren af Squad E i The Federation Army og han og hans team har en central rolle i de allieredes store offensiv mod det onde The Empire mod øst. Selv om der her er tale om en fantasy-udgave af 2. Verdenskrig, er trådene til den virkelige 2. Verdenskrig meget tydelige hvilket fungerer rigtigt godt.



Hvis du allerede har spillet et tidligere spil i Valkyria Chronicles serien, så vil dette spil virke meget bekendt. Spillet er, som tidligere, bygget op som en bog og består af adskillige kapitler, der indeholder en lang række mellemsekvenser, selve missionerne og så også adgangen til at træne ens tropper, udvikle udstyr, snakke med andre tropper og lignende.

Som altid er spillet fyldt med lange mellemsekvenser og der kan til tider gå 15-20 minutter hvor man sidder og ser på lange snakke mellem spillets hovedpersoner. Stemmeskuespillet og historien er typisk over-the-top på den japanske måde og de små indbyrdes skænderier mellem spillets hovedpersoner virker ærlig talt lidt fjollede og unødvendige. Det er meget japanske og det hele bliver en smule trættende og anstrengende med tiden, men heldigvis kan de mange og lange mellemsekvenser droppes.



Før hver kamp, får man mulighed for at udvælge hvilke tropper man vil have med på slagmarken, og det er afgørende for ens spillestil og strategi, at man tager de rigtige soldater med sig. Ens soldater er delt op i seks forskellige typer; Scouts, Shocktroopers, Engineers, Snipers, Lancers og den nye klasse Grenadiers. Alle seks klasser har forskellige styrker og svagheder og det er vigtigt, at man tager de rigtige typer med sig i kamp, for smider man en håndfuld soldater udstyret med rifler efter en tank bataljon, så når man ikke langt.

I ægte japansk stil, har de også en relation til et par af de andre soldater, hvilket rent faktisk kan betyde noget i kampens hede. For eksempel kan flere soldater i samme område med et godt forhold til hinanden, udfører et stærkere angreb sammen.

Kampene er naturligvis spillets hjerte og de foregår på mange måder som i et traditionelt tur-baseret strategispil, hvor man skiftes til at rykke rundt på ens tropper. I hver runde har man en række Commandpoints til ens rådighed, som er lig med det antal træk man kan foretage i ens runde. Missionerne er typisk noget med at indtage fjendens baser, befri en landsby eller nedkæmpe en bataljon af fjendens kampvogne.



Gameplayet fungerer rigtigt godt; man skal hele tiden økonomisere med de antal ryk man har, man skal være opmærksom på hvor ens andre soldater er og hvordan omgivelserne ser ud, så man ikke efterlader ens soldater i åbent terræn når ens tur er omme. Det er meget velkendt fra de tidligere spil og selv om der er små justeringer i gameplayet, skal man se godt efter for at få øje på dem.

På trods af diverse små forbedringer, så minder Valkyria Chronicles 4 på rigtigt mange punkter om det første spil og man kan ikke lade være med at føle, at man ligesom har set det hele før. Rent faktisk virker det som om, at flere ting er genbrugt; for mig ser det nemlig ud som om, at både bogen, menuerne, det meste af lydsiden og andre ting, er genbrug fra det første spil. Jeg skal ikke kunne sige, om bogen eller menuerne har fået et minimalt grafisk løft - og skulle det være tilfældet, så har jeg ikke været i stand til at se det.



Nok er friskheden fra det første spil væk, men alligevel er de minimale justeringer og forbedringer med til, at gøre Valkyria Chronicles 4 til det bedste spil i serien - med et mulehår. Der er stadig et utal af timer gemt her, hvor man kan nørkle med ens tropper, udstyr, strategier og meget andet.

Når alt kommer til alt, så er det tydeligt at Sega har satset på det sikre med Valkyria Chronicles 4 og det var nok også nødvendigt efter det skuffende Valkyria Revolution. Det er dog som om, at de er gået med mere end livrem og seler, da man skal være skarp for at se forskel på dette spil og det første som udkom for 10 år siden.

Valkyria Chronicles 4 er dog stadig et charmerende strategisk rollespil og det fungerer præcis lige så godt, som vi husker det. Har du appetit på mere Valkyria Chronicles, så hop bare på denne 4’er - og vær ikke bange for, at der går Valkyria Revolution i den.
+ Mange timers spil, velfungerende gameplay, den grafiske stil er stadig frisk
For mange og for lange mellemsekvenser, for meget genbrug
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 8.0
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.