Man tager rollen som Dr. Jonathan Reid, en velanset kirurg, som netop er vendt hjem til London efter en tur til krigens frontlinje. Det hele starter, da Jonathan vågner op i en stak lig på havnen, smidt i den tro at han var død. Han kan ikke huske hvad der er sket, men han har det meget underligt og han har en sær trang til blod. Han ser en kvinde på havnen, som han overfalder og bider, for at få stillet sin trang til blod - men til hans store rædsel opdager han, at det er hans egen søster, som er ude for at lede efter ham.
Det lader til, at han ikke er den eneste, der har en unaturlig tørst efter blod, for hver eneste morgen dukker der lig op i Londons tågede gader, som er blevet bidt og drænet for blod. Indbyggerne er rædselsslagne og Jonathan er nu på flugt, opsat på at finde ud af, hvem der er skyld i hans tilstand.
Når der kommer et spil fra skaberne af Life is Strange, så forventer man en stærk historie, men desværre skuffer Vampyr lige præcis på det parameter. Historien er nemlig ikke specielt interessant og selv om alle de klassiske bokse bliver vinget af (gådefulde karakterer, konspirationsteorier osv.), så er den lidt halvkedelig og bliver ikke fortalt specielt interessant.
Det skyldes blandt andet, at Jonathan ikke er en ret spændende hovedperson og dialogen tager ligesom sig selv alt for seriøst. Jeg er med på, at Vampyr bestemt ikke er noget muntert spil, men stemmeskuespillerne virker næste for seriøse og tungsindige når de afleverer deres dialoger. Jeg holder dog af den britiske accent som de har og det er med til at højne stemningen i spillet.
For stemning er der ret meget af. Dontnods fremstilling af det 100 år gamle London er trøstesløs og meget stemningsfuld. Da man er vampyr, foregår hele spillet om natten og de tågede gader med svage gadelygter og mørke gyder er uhyggelige og man kan næsten mærke stemningen pible ud af ens fladskærm. Desværre trækker den tekniske side en smule ud af stemningen igen, for mens omgivelserne ser flotte ud, så ligner resten af spillet ikke noget vi kunne forvente her halvvejs igennem 2018. Figurer er simple med døde ansigter og lyseffekterne er statiske og oveni dette, så kører grafikken noget ujævnt - alt dette er med til at få Vampyr til at se noget gammeldags ud. Den fine stemning, er det som holder den visuelle side oven vande.
Ved siden af historien, kører Vampyr en slags social simulator, som du kan påvirke alt efter hvordan man interagerer med de forskellige karakterer. Hvert distrikt i byen har en række borgere, som Jonathan kan tale med og knytte bånd til - men på samme tid, kan han hele tiden se, hvor meget blod (lig med hvor mange erfaringspoint) han vil få hvis han dræber dem. Ved at tale med de forskellige borgere, kan han lære mere om dem og deres relationer til hinanden og jo mere han ved om dem, jo mere blod kan han suge ud af dem.
Man skal dog passe lidt på hvem man vælger at dræbe, for nok får man en stak erfaringspoint ud af det, så er der også ulemper ved at dræne byens borgere for blod. Ulempen kan være, at distriktet bliver mere ustabilt, som for eksempel kan ende med, at borgerne bliver direkte fjendtlige eller at priserne i distriktets butikker stiger, hvilket gør det dyrere for Jonathan at købe de ting han kan få brug for.
Erfaringspoints bruges til at opgradere Jonathans defensive og offensive evner og dermed gøre de uundgåelige kampe væsentlig lettere. Jo raskere en udvalgt borger er, jo flere erfaringspoints får man, så det kan måske godt betale sig, at helbrede en syg bandeleder, for derefter at slå ham ihjel, så man både gør samfundet en tjeneste og får flest mulig erfaringspoints ud af det.
Da Vampyr er et rollespil, er der masser af evner og våben, der kan låses op for og opgraderes. Der er defensive skills som Coagulation, der stivner blodet i fjendernes årer og dermed gør dem forsvarsløse i en kort periode og offensive skills som Bloodspear, som er et spyd af blod, som skyder lige igennem en menneskekrop.
Der ud over kan man opgradere alt fra hvor kraftigt ens bid skal være og hvor meget blod man optager til en række voldsomme og særdeles dødelige angreb. Man kan ligeledes crafte forskellige helbredelser og serummer, hvor sidstnævnte kan bruges i kampe mens helbredelser bruges til at holde et distrikts borgere nogenlunde raske.
Når alt kommer til alt, så er Vampyr er middelmådigt action-rollespil, med en middelmådig teknisk side og en middelmådig historie, men med en fed setting og et par gode idéer. Dontnod har gjort et fint stykke arbejde med at bygge et 100 år gammelt London op og i starten var jeg draget af den stemningsfulde verden, men når man har suget nok af den til sig, er der ikke så meget tilbage. Det bliver kedeligt i længden og hele spillet virker som et skridt tilbage i genren - og et skridt tilbage i forhold til det, vi normalt ser fra Dontnod Entertainment.
Facebook
Twitter
