Vinter OL er et tilbagevendende fænomen, som startede i 1924 ved foden af Mont Blanc i Frankrig. Det afholdes hvert fjerde år, hvor der dystes i diverse vintersportsgrene som biathlon, curling og skihop.
I Danmark er vores stolteste vinter OL tradition curling, men Vancouver 2010 giver os kun muligheden for at bringe Danmark på toppen af skamlen i andre discipliner. Desværre fejler spillet grumt i at give spilleren en fornemmelse af, at han bringer hjemlandet til sejr.
Vancouver 2010 er bygget op som et klassisk arkadespil, hvor man i menuen vælger, om man vil starte med at træne i de 14 olympiske discipliner eller begive sig ud på medaljejagt i olympic mode. Alternativt kan man give sig i kast med challenge mode. De 14 discipliner er fordelt på 8 sportsgrene; alpin ski, ski hop, freestyle ski, snowboard, skøjtning, bobslæde, skeleton og luge. Der er ikke skyggen af curling og biathlon, og det er klart at se, at producenten af spillet har lagt vægt på kvalitet frem for kvantitet.
Fælles for alle disciplinerne er, at styringen er som den skal være, dette gør, at man med lidt træning hurtigt kan være med til at dyste om medaljer. Til forskel fra tidligere olympiadespil handler det ikke om, hvem der hurtigst kan hamre på skiftevis kryds og cirkel, men mere om at time sine tryk og lære banerne at kende, således at man kan optimere sin tid og gå efter guldet. Som noget nyt er der indlagt en feature, som giver gameplayet et lille tvist - man kan med ét tryk på cirkelknappen se alt fra atletens synsfelt. Dette giver spillet en ny intens dimension, når man ræser ned at bjergsiden eller er i gang med at udføre en double baglæns salto i areal.
Differentiering i Vancouver 2010 er en mangelvare, f.eks. er det den samme bane, der bruges til både bobslæde, skeleton og luge. Dette bevirker, at man ikke har det store behov for at gå tilbage og prøve de forskellige discipliner igen, når man først har mestret banen. Visse discipliner lider dog ikke under dette, og her kan især skihop og areal fremhæves som klare lyspunkter, man har lyst til at spille igen og igen.
Spillets olympic mode er desværre ikke opbygget som en karrieredel, hvor man skal dyste sig igennem de forskellige discipliner i et forsøg på at høste flest medaljer hjem til Danmark. Det er i stedet bygget op således, at man selv vælger den eller de discipliner, man ønsker at deltage i. Man føler derfor ikke, at man deltager i en olympiade men nærmere, at man deltager i en række minigames, som er sat op med olympiske rammer. Da man samtidig ikke har muligheden for at lave sin egen karakter, er der heller ikke meget personlighed over spillet, da man ikke ved, hvordan ens karakter kommer til at se ud, før man står ved startlinjen.
Vancouver 2010 indeholder heldigvis også en onlinedel, og denne fungerer ganske udmærket. Man kan her lave et spil efter de kriterier, som man ønsker og vælge de discipliner, man vil dyste i, hvorefter det turbaserede spil startes op. I modsætning til singleplayer kan man i olympic mode online sætte sin egen lille olympiade op, hvor der efter hver afsluttet disciplin er en medaljeoversigt - denne lille feature virker ubetydelig, men havde den været implementeret på samme måde i singleplayerdelen, havde det haft en positiv effekt.
Som tidligere nævnt byder Vancouver 2010 på en challenge mode, hvor der på 3 bjerge med hver deres sværhedsgrad er 10 forskellige udfordringer, man skal klare. Udfordringerne går typisk ud på, at man skal klare en af de 14 discipliner men på en alternativ måde, f.eks. klare slalomløbet indenfor en given tidsramme, hvor der på banen er opsat snemænd, som giver ekstra tid til at klare udfordringen, såfremt man rammer dem. Challenge mode giver spillet ekstra holdbarhed og er en underholdene og tiltrængt tilføjelse til et ellers meget firkantet spil.
Grafisk får spillet ikke nogen guldmedalje, der er ikke nogen deciderede grafiske fejl, men spillet ligner noget, vi har set år tilbage, selvom både omgivelserne og animationerne er ganske vellykkede i alle discipliner. Lydsiden er derimod ganske imponerende og bidrager til, at disciplinerne føles realistiske. Lyden af vinden, der pisker mod ens ansigt og klingen, der skærer i isen, når man tager et sving helt perfekt med bobslæden, er gennemførte. Det eneste problem på lydsiden er soundtracket, som de har valgt til spillet, det består af MTV pop punk, som stjæler billedet fra de ellers gode lydeffekter.
Vancouver 2010 formår ikke at komme udover skihoppet, der mangler sjæl og dedikation i singleplayerdelen, hvilket gør, at der ingen reel olympiadefølelse er. Spillets holdbarhed forlænges dog ved onlinedelen og den alternative challenge mode, som bidrager meget til underholdningsværdien, derudover giver muligheden for at spille flere sammen på samme maskine spillet en acceptabelt levetid, da de fleste discipliner er nemme at sætte sig ind i.
Er du helt tosset med vinter OL og sportsspil generelt, vil du dog kunne finde stor tilfredsstillelse ved at mestre de enkelte discipliner og gå efter en topplacering på leaderboardet.
Facebook
Twitter
