Viewtiful Joe

Anmeldt af: - 12. oktober 2004 - kl. 15:19
Del denne artikel:
0 0

Det kræver en stor portion mod og en masse gode idéer, før man valser ud i udviklingen af et spil af denne kaliber i vores tid. Idéen: Et cel-shaded 2D-platformsspil i et side-scrollende action/advent

Det kræver en stor portion mod og en masse gode idéer, før man valser ud i udviklingen af et spil af denne kaliber i vores tid. Idéen: Et cel-shaded 2D-platformsspil i et side-scrollende action/adventure med polygonbaserede 3D-karakterer. Lyder det simpelt? Til at starte med bliver man sikkert ikke synderligt imponeret over Capcom’s forsøg med et actionspil. Men det er de gameplaymæssigt frække tiltag og spillets unikke features, der excellerer spillet til et højere niveau, end alle andre spil i samme genre. Spillet høstede stor ros og masser af priser for dets design og nyskabende elementer i genren, som GameCube udgivelse. Da spillet er en konvertering til PlayStation 2, så forvent ikke at flere priser vælter ind, men i stedet kan du glæde dig til en udgivelse, der er lige så solid, som sin originale version.

Gameplay
Spillet starter med en sjov intro, hvor vi møder Joe og Sylvia, der sidder i biografen og ser en gammel superheltefilm med “Captain Blue”. Sylvia er slet ikke interesseret i at se filmen: Hun vil bare kæle lidt med Joe. Joe er dog meget, meget glad for superheltefilm og sidder som tryllebundet foran det store lærred. Lige pludselig bliver superhelten dræbt og et monster rækker ud efter Sylvia og kidnapper hende ind i filmen! Joe bliver pludselig også suget ind og skal nu redde sin kære Sylvia.

Det er i al sin enkelthed historien i spillet. Det passer egentlig godt, da spillet ikke skal fange os på dens baggrundshistorie, men mere på den rene underholdning.

Joe løber lidt rundt på første bane, da han pludselig bliver mødt af Captain Blue’s spøgelse, der vil træne ham i superheltefaget, så han kan redde “Movie Land”, som filmverdenen nu hedder, samt naturligvis sin skønne Sylvia.
Viewtiful Joe screenshot

Tre gange skal Joe dyste mod Captain Blue, hvor han efter hver sejr får tildelt en såkaldt VFX-Power. Der er “Slow”, som sætter farten ned på omgivelserne, så Joe kan undgå kugler og slag. Man skal også bruge denne evne i diverse puzzles, da de svævende platforme, der er i spillet, styres af propeller, der bliver påvirket af Joe’s evne til at manipulere med tiden. Platformene banker ned i jorden, så han kan hoppe op på dem. Den anden kraft er Slow’s modsætning. “Mach Speed” sætter hastigheden meget højt op, hvor Joe går amok i en hel masse combos, der giver ham masser af points. Denne kraft har den effekt på de svævende platforme, at propellerne drejer hurtigere rundt og tvinger platformen til at svæve op i luften. Den sidste kraft er mere blær end nytte. “Zoom” gør at man kan zoome ind på vores helt, mens han deler tæsk ud. Hans slag og spark bliver dog en anelse stærkere, når der zoomes ind.

VFX-krafterne er ikke gimmicks, men faktisk temmelig vigtige og meget flot grafisk udført. Spillet er opdelt i episoder, som en eller anden superheltetegneserie, hvor man skal kæmpe sin vej gennem masser af fjender, men også en masse puzzles, som faktisk udfordrer de små grå. Mellem disse episoder kan man så købe opgraderinger. Opgraderingerne købes ved at samle “Viewtifuls”, som er valutaen i Movie Land. Der er en god portion opgraderinger. F.eks. kan man ved at opgradere sin Mach Speed afgive flere versioner af sig selv, der også tæver andre modstandere, mens du er i gang med en anden. Man kan også købe bomber, samt et boomerang angreb, mens man i de permanente opgraderinger kan købe nye angrebsteknikker.

Spillets styrke ligger i den humor, der gennemgående dukker op i spillet. Viewtiful Joe er irriterende at høre på med sine dumsmarte bemærkninger og bosserne rangerer fra dumme australske hajer til store, grønne, øglelignende kæmper, der taler på streetmanér og desuden har en forkærlighed for Harley Davidson motorcykler. Viewtiful Joe har det også med at skulle stikke tungen ud, når han flyver rundt og sparker folk, så det er en let og glad stemning, der gives udtryk for i spillet.

Det der virkelig glæder spilleren, er spillets evne til at skifte genre. I en af episoderne skal man flyve i sin lille flyvemaskine, der hedder “Six Machine” og skyde på fjender, der kommer fra højre side af skærmen helt i stil med Gradius og Space Invaders. Et andet sted skal man også flygte fra en synkende u-båd under tidspres, så der er blevet plads til en masse sjove tiltag, der virker lidt større end traditionelle mini-spil.

Viewtiful Joe screenshot

I et platformspil kan bedømmelsen af spillet være absolut katastrofal, hvis kontrollen ikke er i orden, men Sony’s controller rummer alle muligheder for flydende gameplay. Hvis noget går galt i spillet, kan man simpelhen ikke give layout af knapperne skylden. Clover Studios har lagt alle slag, spark og evner på de rette steder og skulle man, imod forventning, have problemer med opsætningen kan man ændre den til en anden.

Spillet er svært. Det kan ikke benægtes. De simple fjender opvejes med store antal af dem, mens bossernes rutiner skal lures af, så de kan angribes mest effektivt. Det er de mange puzzles, der dukker op, der udgør spillets evne til at holde i lang tid.

Grafik
Det er simpelthen noget af det frækkeste, der grafisk er væltet ind på konsollerne. Der er mange, der har forsøgt sig med cel-shading i deres spil, men sjældent er det så passende, som i Viewtiful Joe. De 2D-skabte baner er dejligt detaljerede og farverne bringer banerne til live. Hvem har brug for 3D-baner?

Karaktererne er dog skabt i 3D og de er virkelig godt udførte. VFX-Power effekterne gør også spillet til så meget mere end i andre spil og det ser godt ud, når spillet går i slow-motion eller når Viewtiful Joe løber i Mach Speed, hvor de traditionelle Manga-lys striber, der indikerer høj fart, farer om ørerne på karaktererne.

Når man tæver løs på sine fjender, der for det meste er en form for robotter, så begynder de langsomt at miste deres metal-legering, indtil de til sidst eksploderer. Bosserne er også meget flot lavet og der er ikke en boss, der har den mindste lighed med den forrige.

Miljøerne ændrer sig nærmest radikalt i forhold til banerne, hvor man i en bane kæmper i en boss’ store kontor med store lamper og motorcykler, hvorefter man flyver i sin flyvemaskine, der så rundes af med en tur nede i en ubåd. Så der er lagt mange kræfter i Clover Studio’s tænketank, for at undgå at lave repetitive og kedelige baner.

Lyd
Lydsiden er utrolig godt lavet. Stemmerne er professionelt udførte og med den rette forståelse for, hvor irriterende underligt alle folk snakker i superheltefilm eller bare film fra 50’erne. Viewtiful Joe’s stemme er udført af Dee Bradley, som er en professionel computerspils- og tegnefilms-stemmeskuespiller. Hans stemme kan høres i Doom 3, Final Fantasy X-2, The Hobbit, I-Ninja, Champions of Norrath, Onimusha 3 og dusinvis af andre spil. Musikken er også god, i det henseende, at musikken også er holdt i en superunderlig japansk musikstil.

Spillets lyde er fantastiske. Spark og slag er lækkert lavet og eksplosioner er meget godt lavet. VFX-Power lydene er også stærkt lavet, hvor lyden ligeledes sløver ned, når man går i slow-motion og vindens styrke skrues højt op, når man er i Mach Speed mode.

Det eneste kritikpunkt, er balancen mellem stemmeføring i cutscenes og musikken. Jeg havde svært ved at forstå, hvad bosserne sagde, da der heller ikke er mulighed for at have undertekster i dialogen. Men ellers er det et godt stykke arbejde, udvikleren har udført i Viewtiful Joe’s lyd.

Viewtiful Joe screenshotHoldbarhed
For de spillere der kan holde Viewtiful Joe’s stemme ud, er der masser at hente. Der er kun en singleplayer mode, men den holder i en god tid.
12-15 timer kan snildt bruges på normal sværhedsgrad og med mulighed for at låse op for “Devil May Cry” karaktereren, Dante (som er PlayStation 2 eksklusiv), er der lidt mere at hente for de gamere, der ikke kan få nok.

Til spørgsmålet om hvorvidt en GameCube-ejer bør investere i spillet til sin PlayStation 2, så vil jeg svare både ja og nej. Lidt mere vil jeg dog hælde mod et nej, da Dante’s indkludering i PlayStation 2-versionen ikke rigtig retfærdiggør et køb, hvis man allerede har haft fornøjelsen af spillet til GameCube.

Overall
Er du træt af traditionelle actionspil og variationer af allerede succesfulde titler, så bør du helt klart overveje at investere i Viewtiful Joe. Anmeldere elsker, når et udviklerfirma tør gå nye veje. Men anmeldere er jo også gamere og som gamer er jeg meget fornøjet med Viewtiful Joe.

Spil som disse viser, at man ved at kigge på gamle formularer af spil og bringer dem tilbage ikke gør en synd, så længe der er nok fornyelser og personligt input i spillet fra egen side til at retfærdiggøre spillets tilblivelse. Det eneste, der er beklageligt er at, GameCube nu har mistet en meget vigtig titel, som i lang tid har været eksklusiv for Nintendo’s fanskare.
Gameplay:9.0
Grafik:8.0
Online:
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.