Viking: Battle for Asgard

Anmeldt af: Mikkel Vinther - 4. april 2008 - kl. 08:15
Del denne artikel:
1 0

Tag tilbage til de gamle dage, hvor øksen gjorde alt arbejdet. Og der var mjød nok til alle.

Tilbage i 2005 udgav Creative Assembly Spartan: Total Warrior, som markerede sig ved at være et storslået hack & slash spil med masser af vold og fjender på skærmen. Nu er Creative Assembly så tilbage, og denne gang tager de udgangspunkt i den nordiske mytologi.

Viking handler om den gæve viking Skarin, som vi møder midt i en kæmpe kamp, som han taber og bliver dræbt i. For Skarins folk er i krig mod gudinden Hel, som vil overtage hele Midgard. Dog har guderne andre planer med Skarin end blot at lade ham dø. Gudinden Freja rejser ned til vores verden og genopliver Skarin, så han endnu engang kan samle hans sværd op og drage i krig med Hel’s hær.



Viking: Battle for Asgard tager altså udgangspunkt i den nordiske mytologi, men selv med så stort et univers, som den nordiske mytologi i ryggen, formår Viking aldrig at have en anden historie end den, som man bruger som undskyldning for at gå ud og hugger hovedet af et par tusinde fjender.
Og hoveder, dem bliver der hugget af i stor stil. For Viking: Battle for Asgard er et fuldblods hack & slash, hvor der ikke skal tænkes meget. Det handler om at svinge sværdet ind i ens fjender og gerne gøre det på så mange som muligt. Gameplayet i Viking er bygget op om, at man i rollen som Skarin skal løbe rundt og befri hans indspærrede vikinger og skabe en hær så stor, at han kan indtage de belejrede områder, fjenderne har indtaget.
For at forøge sin hær skal man løbe rundt til små fjendelejre, som byder på en lille håndfuld modstandere, som man skal dræbe. Når man så har befriet nok vikinger og forøget sin hær nok, kan man indtage de større fæstninger. Ideen med at bygge sin hær op er sådan set ganske god. Men det falder efter nogle timer til jorden, når man opdager, at de opgaver, man bliver sendt på, bliver gentaget løbende igennem de otte til ti timer det tager at gennemføre Viking. De trivielle småopgaver bliver dog retfærdiggjort, når man til sidst får lov til at storme de store fæstninger, og her blænder Viking op for kampe af episke proportioner.



Når man stormer de store fæstninger, bliver man mødt med flere hundrede personer på skærmen af gangen. Ens medsoldater kæmper en brav kamp mod fjenderne, og man kan selv deltage aktivt i kampen og vende slagets gang til ens fordel. Den episke følelse bliver understeget af det velkomponerede soundtrack, som leverer storslået musik, der passer til de enorme kampe. Men der, hvor musikken triumferer, der skuffer stemmeskuespillet utrolig meget med uengagerede præstationer og kedeligt manuskript.
Stemmeskuespillet glemmer man dog alt om, når pile og sværd flyver om ørene på en og man kæmper for livet, mens man er omringet af flere hundrede fjender. Men selvom skærmen kan vise femhundrede fjender på skærmen, så kan frameraten ikke følge med. Alle de store slag man hopper ind i bliver mødt med store fald i frameraten. Så snart det går løs på skærmen, og det hele eksploderer med masser af fjender, så falder frameraten markant, og det hele føles som om, man spiller i slowmotion.



Men selv med det dårlige stemmeskuespil og den alt andet end imponerende framerate formår Viking alligevel at levere en meget simpel og basal underholdning, som ikke går galt. Det er stadigvæk ufattelig sjovt at svinge sværd og økser i hovedet på fjender, og at se blodet flyde, når man skærer et hoved af, har en vis tilfredsstillelse i sig selv.
Men tilfredsstillelsen må man opleve alene, for Viking er udelukkende et singleplayerspil, og det er en smule skuffende, at hverken lokal eller online co-op er blevet inkluderet, for det ville have hævet fornøjelsen gevaldigt.
Men når alt kommer til alt har Viking stadig nogle tilfredsstillende elementer i sig. Men spillet har dobbelt så mange fejl og mangler, og det betyder, at man ender med et spil, som kunne have været så meget mere end det er. For fans af genren er det noget man bør kigge nærmere på, men det genopfinder ikke den dybe tallerken.

Gameplay:6.0
Grafik:6.5
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 6.9
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.