Virtua Tennis: World Tour

Anmeldt af: Rasmus Abildgaard Slot - 14. oktober 2005 - kl. 19:05
Del denne artikel:
0 0

Det første tennisspil til Sony’s håndholdte PSP konsol er netop landet i butikkerne.

Det første tennisspil til Sony’s håndholdte PSP konsol er netop landet i butikkerne. Der er tale om en efterfølger i den populære tennisserie fra SEGA, som første gang så dagens lys i 2001 til SEGAs egen Dreamcast konsol. Konsollen gik hurtigt af mode, nok mest på grund af PlayStation 2 konsollen, men Virtua Tennisserien har alligevel overlevet.

Udvikleren af spillet er Sumo Digital, som blandt andet også har stået for OutRun2 spillet, som jo også har været vældig populært igennem tiderne.

Gameplay
Da jeg første gang hørte, at der var et tennisspil på vej til PSP konsollen, havde jeg mine tvivl om, hvor fedt det ville være at spille på den lille skærm. Tvivlen blev dog hurtigt manet til jorden, og spillet har allerede snuppet en hel del tid fra undertegnedes kalender.

Virtua Tennis: World Tour

Spillet består af seks forskellige spillemodes, heriblandt Tournament, World Tour, Exhibition, Ball Games, Quick Match og naturligvis Multiplayer funktionaliteten. Tournament giver dig mulighed for at deltage i både single- og doubleturneringer og naturligvis forsøge at vinde dem. Man spiller imod en række forskellige modstandere, og typisk er de 2 første man møder ret nemme at banke for ikke at sige nærmest kedsommelige – derefter bliver det straks værre i semifinalen og finalen, hvor modstanderne er steget en del i sværhedsgraden.

World Tour er det, som man normalt kalder for karrieremode. Her starter man med at designe sin egen spiller, og derefter foregår din karriere ved, at du navigerer rundt på et verdenskort og vælger forskellige kampe og træningsscenarier, som gerne skulle medføre, at du bliver bedre og bedre igennem din karriere. Der er også mulighed for at besøge tennisshops og købe nyt tennisudstyr, alt lige fra ketsjere til sko. Alt koster naturligvis penge, og dem skal du tjene ved at vinde kampe. Man fristes til at drage visse paralleller med andre tennisspil som eksempelvis Top Spin.

I de fleste tennis spil har man flere forskellige slagmuligheder, og det er der naturligvis også i Virtua Tennis. Man har 3 forskellige skud: Top Spin, Lob og Slice, og man kan med fordel lære at anvende dem – først når man har forstået, hvornår det er nødvendigt at anvende de forskellige muligheder, bliver man rigtig god til spillet. Yderligere er der mulighed for at ændre på, hvor langt en bold skal skydes - det kan jo ofte være smart først at narre modstanderen helt op til nettet for derefter at sende en lang bold ned bagerst på banen.

Serven er en stor del af tennissporten, i Virtua Tennis virker dette ved at man trykker på en af skudknapperne, og derefter fremkommer der en styrkemåler – det gælder nu om at trykke på det rigtige tidspunkt, så bolden får maksimal fart på. Under serven er det også muligt at styre bolden med analogpinden – det tager dog et stykke tid at lære at styre bolden perfekt, for der er nemlig stor chance for, at den ryger uden for banen, hvis man ikke passer på.

At lære skal gerne være sjovt, dette koncept har Sumo Digital åbenbart valgt at følge, og derfor foregår ”undervisningen” i Virtua Tennis via såkaldte Ball Games. Ball Games er en række mini-games, hvor det gælder om at score det maksimale antal points ved at udføre forskellige tennis-tricks. Du kan teste dig selv i 4 forskellige minigames, som blandt andet omfatter Smash, Rebounds, fodarbejde og blokeringer. Alt sammen er sat op på en sjov måde, så det rent faktisk hurtigt kan gå hen at blive en af grundene til, at man tænder for spillet igen og igen.

Det er muligt at vælge imellem 4 forskellige sværhedsgrader via Options menuen, så hvis man syntes, at spillet er for nemt eller for svært, er det her, man skal ind og rode.

Grafik
Grafikken er som helhed rigtigt pæn og nydelig. Spillerne og naturligvis bolden bevæger sig helt flydende, så der er absolut intet at pege fingre ad her. Der er mulighed for at skifte kameravinklen ved at trykke på ”Select” knappen, der er 2 forskellige vinkler, man kan vælge imellem.

Virtua Tennis: World Tour

I World Tour-mode navigerer man som tidligere rundt på et verdenskort. Dette foregår langt fra flydende, faktisk er der ofte 2-3 sekunders ventetid, når man forsøger at skifte fra den ene event til den andet, og det virker ikke umiddelbart som om, at denne ventetid skyldes, at spillet skal læse fra UMD disken. Desuden syntes jeg godt, at man kunne have brugt lidt mere tid på det grafiske omkring navigeringen på verdenskortet, specielt når resten af spillet er så ekstremt pænt lavet.

Lyd
Når man befinder sig i diverse menuer, er der en behagelig baggrundsmusik, som heldigvis er af en sådan karakter, at man ikke umiddelbart går hen og bliver træt af den.

Når man spiller en kamp, består lyden både af baggrundsmusik, som uden tvivl godt kunne have været undværet, lyden fra når man rammer bolden, råb fra spillerne og ikke mindst råb og skrig fra diverse tilskuere. Dertil kommer det, at dommeren siger navnet på spilleren, når denne skal til at serve og ligeledes, når der bliver uddelt points.

Alt i alt er lyden udmærket, og mange af tingene virker ret realistiske.

Holdbarhed
Der gemmer sig mange timers spil i Virtua Tennis, specielt World Tour-mode er ganske interessant, selv om kampene godt kan begynde at se lidt ens ud, efterhånden som man kommer længere ind i spillet. Heldigvis er der som tidligere nævnt flere forskellige niveaumuligheder, som man selv kan indstille.

Muligheden for at tage en kamp imod et par venner, hvis man da ellers har flere PSP konsoller, er også ret genial, men de fleste ville nu nok foretrække at dyste på en lidt større skærm i eksempelvis Top Spin.

Virtua Tennis: World Tour

Overall
Virtua Tennis er det første tennis spil til PSP konsollen, og jeg kan kun sige, at spillet består eksamen. Selv om jeg var skeptisk omkring, hvor fedt et tennisspil kunne være til den lille konsol, må jeg erkende, at jeg blev dejligt overrasket.

Endnu et spil som nok skal gøre diverse tennisfans glade.
Gameplay:8.0
Grafik:7.0
Online:
Holdbarhed:7.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.