Watch Dogs

Anmeldt af: Jesper Thuesen - 27. maj 2014 - kl. 09:01
Del denne artikel:
10 0

Efter godt et års ventetid får vi endeligt svaret på, om Ubisofts Watch Dogs kan leve op til de massive forventninger.

Open World genren har en massiv fanbase, og derfor er det naturligt for udviklerne at forsøge at score en bid af den kage, som Rockstar med deres GTA-serie nærmest har haft eneret på. Derfor ser vi i ny og næ nye open world titler dukke op, og hver har deres eget setup og egne gameplayforskelle, nok i erkendelse af, at man ikke vil duellere direkte med Rockstars hæderkronede titler. Nu ser en ny aktør dagens lys, og lad det da blot være sagt med det samme; Watch Dogs er kommet for at blive.

Aiden Pearce ligner på overfladen en hvilken som helst Chicago-borger, men dette er dog langt fra tilfældet. Ved et tryk på sin smartphone forvandles Chicago til en legeplads, hvor Pearce tager styringen over stort set samtlige elektroniske installationer omkring sig. Dette bruger vores hovedperson som en levevej, blandt andet ved at tømme bankkonti hos rige mennesker. Dette går selvsagt galt, og pludseligt befinder vores Pearce sig i en situation, hvor hans familie rammes med fatale konsekvenser til følge. Mere skal der ikke afsløres om spillets hovedhistorie, da historien relativt tidligt eksploderer og tager fart, og man kommer ikke til at kede sig i Ubisofts digitaliserede udgave af Chicago. Det skal dog siges, at historien er ganske fin, og Ubisoft er efterhånden blevet dygtige til at lave et interessant persongalleri, som indeholder alt fra den typiske alenemor til de mest hårdhudede galninge.




Mulighederne synes således enorme, og de første par timer i Watch Dogs’ lange historie kan da også virke uoverskuelige. Spillerens skærm bugner af muligheder og informationer, og man skal holde tungen lige i munden for ikke at løbe rundt som en hundehvalp, der jagter sin egen hale. Det hele foregår naturligt nok med spillerens mobiltelefon i centrum. Med denne kan man scanne tilfældige forbipasserende og se navn, beskæftigelse, indkomst og mere. Hvis personen anvender en elektronisk genstand, som f.eks. telefoner eller tablets, så kan man hacke disse og følge samtaler, som nogle gange leder til sidemissioner, såsom forbrydelser under opsejling, forskellige bandetilholdssteder, opgaver hvor man skal fragte køretøjer eller konvojopgaver, hvor man skal uskadeliggøre en fjendtlig konvoj.

Herudover kan man i bedste Assassin’s Creed og Far Cry 3 stil åbne op for områder på kortet ved at hacke sig ind i ctOS-tårne, og på denne måde får man adgang til en speciel type sekundærmissioner, som f.eks. hotspots (historiske områder i Chicago), missioner hvor man skal hacke sig ind i folks boliger, finde spor i en sag om en seriemorder i Chicago, finde menneskehandlere og meget meget mere. Når man er færdig med det, kan man spille minispil i augmented reality, tage digitale stoffer eller gå på bar og spille enarmet tyveknægt eller drukspil. Når man løser opgaver eller spiller minispil, belønnes man med XP, som kan bruges til at købe evner for i Aidens skill-tree. Der er med andre ord massevis af spilletid i Watch Dogs, der også byder på en fyldig primærhistorie med timevis af materiale.




En lang historie betyder jo som bekendt intet, hvis ikke det gameplaymæssige er i orden, og Watch Dogs er lidt en blandet fornøjelse, når det kommer til netop dette område. Lad os få det basale af vejen først. Aiden Pearce styres som i de fleste andre open world-spil. Han kan bære et arsenal af våben fra klassiske våben såsom maskinpistoler, rifler og pistoler, og derudover kan han selv kreere specielle våben, såsom granater, IED bomber, forskellige udløsere som resulterer i strømsvigt i området og lokkeduer, der skal tiltrække fjenden. Man kan gøre brug af fokustime, som er en slowmotionfunktion, som stort set er identisk med Max Payne og Red Dead Redemption-udgaverne af denne. Elementerne fungerer fint, men der er ikke så meget nyt under solen her.

Det interessante i spillet er muligheden for at hacke de elektriske installationer, som giver Aiden Pearce en fordel, uanset hvor han befinder sig. Som det er set i de mange trailere for spillet, kan man hacke trafiklys, pullerter og vejpigge m.m. under biljagter, og dermed uskadeliggøre fjendtlige køretøjer eller politiet i jagten på at undslippe. Dette er en lækker feature, som dog mister meget af sin wow-effekt efter de første par gange.




Kampsekvenserne er fine uden at skille sig ud fra mængden. Der bydes på forskellige fjendetyper, som skal besejres på forskellige måder. Blandt andet møder man svært armerede vagter, der kan skades via eksplosioner, ligesom snigskytter kræver distancekampe med rifler. Den kunstige intelligens er okay, men hvis man ser bort fra de tungeste fjender, der anvender deres skudsikre dragt til at komme tæt på fjenden, så mangler man lidt, at fjenderne bruger deres ofte overlegne antal til at flankere spilleren og dermed give noget tiltrængt udfordring. Ofte ligger fjenderne blot på lur og venter på at blive skudt, når de på forudsigelig vis stikker hovedet frem fra deres skjul.

Hackingdelen udenfor køretøjerne er dog det, der for alvor excellerer i Watch Dogs. Via overvågningskameraer har Pearce mulighed for at danne sig et overblik over områder, han skal infiltrere, og man kan således på forhånd tagge fjender eller sågar eliminere fjender uden at nærme sig dem ved at bringe elektriske installationer til sprængning via overvågningskameraerne. Netop muligheden for at hacke sig fra kamera til kamera fungerer også som et puzzle-element i spillet, og man oplever flere gange at skulle løse missioner ved at hacke sig igennem et netværk af kameraer, både overvågningskameraer og mobile kameraer på fjenderne. Denne del af Watch Dogs fungerer rigtig godt, og det er enormt tilfredsstillende at rydde et område af fjender, uden rent faktisk at være i nærheden af dem. Det er samtidigt også et element, der adskiller Watch Dogs fra GTA-serien, hvilket bestemt er en fordel.




Hvis man ser bort fra hackingelementet, så har Watch Dogs nogle ærgerlige mangler. Først og fremmest virker livet i Chicago som en lidt flad oplevelse. Der er massevis af figurer på skærmen, men alligevel mangler man følelsen af et pulserende byliv. Figurerne reagerer som sådan egentligt fint på hændelserne omkring dem, men man mangler indtrykket af, at indbyggerne har deres eget liv og gøremål i miljøet omkring sig. Detaljegraden kan ikke måle sig med GTA-serien i bymiljøet til trods for, at den grafiske motor selvsagt er større på den nye konsolgeneration, og man mangler således spejlbilleder på facader, ligesom spillets lys- og skyggemotor nogle gange laver nogle underlige fejl.




Værst er dog bilfysikken i Watch Dogs, som til tider gør det unødigt svært at komme fra A til B. Bilerne føles for lette, og selv i en kæmpestor lastvogn har man ofte indtrykket af, at man sejler rundt i det tonstunge køretøj til trods for, at farten ikke er særlig høj. Dette forstærkes af, at såfremt man vrikker med kamerastyringen i køresekvenser, så låser kameraet for en stund sig fast i en komplet umulig vinkel, hvorefter man totalt mister overblikket over fart og retning. Tillæg herudover en til tider nærmest komisk bilfysik, hvor kan slippe uskadt fra et frontalsammenstød til trods for, at man kører i en Lupo-lignende minibil og kolliderer med en lastbil i topfart. Man har en ubalanceret og ujævn køreoplevelse, hvilket er en skam, da man konstant er nødsaget til at bestille eller stjæle en bil for at komme fra A til B. Det er en skam, at en så essentiel del af spillet ikke fungerer optimalt, og det giver en unødig frustration, da størstedelen af transport og missioner foregår i forskellige køretøjer. Efter nogle timer har man så småt vænnet sig til en del af de underlige ting, der kan opstå på fire hjul, men problemet stikker ofte sit grimme hoved frem, og det er frustrerende at fejle en mission, fordi ens køretøj pludseligt begynder at te sig.

Noget af det, der for alvor fik folk op af sæderne under den efterhånden legendariske E3 præsentation af Watch Dogs i 2013, var den grafiske side af spillet, og til trods for, at vi ikke som først udmeldt fik de 1080p og 60 FPS, som Sony fremførte på deres hjemmeside, så er Watch Dogs bestemt en godkendt grafisk oplevelse. Bymiljøet og personerne deri kan godt mangle detalje, men ellers er der fin dybde i den grafiske side, og hovedpersonerne specielt fremstilles fornuftigt. Når der virkelig er action på skærmen, så klarer Watch Dogs sig også fint, og specielt er effekterne under strømafbrydelser imponerende, med gnister som slår ud af installationerne, når strømmen kappes. Kollisionsfysikken er også godkendt, og hvis man ser bort fra, at skaderne nogle gange genereres lidt tilfældigt, så ser aftrykkene på ens køretøj ganske realistiske ud. Dog er det ofte i de stille stunder, at grafikken overmander spilleren, og specielt de blæsende og regnvåde skumringstimer er imponerende, og man omfavnes af stemningen i Chicago, når regndryp lander på Aidens ruskindsjakke, mens blade og aviser blæser forbi. Her vises noget af det, vi kan forvente os på denne generation af konsoller, og lysmotorens sammenspil med vejrsystemet er fremragende.




Der er også en fornuftig dybde i lydsiden, omend Ubisoft igen mangler et afsluttende touch under køredelen. Stemmeskuespillet er ganske fornuftigt, og spillets soundtrack er velvalgt med futuristiske og til tider bombastiske toner under missionerne, mens man får alt fra Wu-Tang Clan til Alice Cooper i bilradioen. Lydeffekterne under ildkampe er kraftfulde, og eksplosioner får saft og kraft, uanset om det er i stor eller lille skala. Jeg mangler noget mere power i biljagterne, som ellers umiddelbart får den rigtige følelse af total forvirring, når Aiden opsnapper samtaler fra politi eller jagtende fjender, men selve kollisionerne med køretøjer lyder for overfladiske, og det er en skam, da man netop her forventer, at der vil være et enormt lydmæssigt feedback.

Watch Dogs udgives ligeledes med en onlinedel, og selvom denne har været stærkt begrænset på grund af det lave antal spillere i anmeldelsesperioden samt den manglende udgivelse af Ubisofts companion app, så har der været mulighed for at snuse til, hvad onlinedelen vil byde på. Først og fremmest er der mulighed for onlineræs, stealth-forfølgelsesmissioner og freeroamingsekvenser, og formålet i disse giver sig selv, selvfølgelig krydret med hackingmuligheder. Herudover bydes der på dekrypteringsopgaver, som er et kapløb mellem flere forskellige hackere om at indhente filer indenfor et bestemt område, og så er der hackingopgaverne, som er dem, der vil påvirke spillerne mest. Her får man til opgave at hacke en anden spillers telefon uden at blive opdaget. Hvis dette lykkes får man online XP og egenskabsbelønninger, men hvis ikke sættes jagten ind, og det, der før var en stealth-opgave, er pludseligt blevet en drabelig ildkamp. Det er intenst og hektisk, og kampene varierer naturligvis efter typen af spiller, man sættes overfor. Man kan således også opleve, at man pludseligt invaderes af en onlinespiller, og dette giver et sjovt pift til spillet. Der er naturligvis mulighed for at lukke ned for disse invasioner. Herudover indeholder Watch Dogs en gamemode, som spilles via spillets app, men denne har ikke været frigivet i anmeldelsesperioden, derfor har der ikke været mulighed for at afprøve denne.

Watch Dogs - Gameplay fra PlayStation 4 (720p) - se i fuld størrelse her


Summen af alle de ovennævnte punkter bliver en god, men dog til tider noget ujævn oplevelse. Watch Dogs byder på nogle dejlige nye tilføjelser i form af hackingdelen, som åbner for en alternativ måde at anskue open world genren på. Der er gode puzzles, et fornuftigt figurgalleri og en godkendt grafisk side i spillet, og jeg bliver aldrig træt af at fjerne fjendtlige trusler på behørig afstand via en smartphone. Til gengæld lider Watch Dogs under en til tider skrækkelig bilfysik og enkelte ærgerlige missioner, og dette er en dyb rids i lakken i et open world spil, som langt hen af vejen er afhængig af netop dette område.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at Watch Dogs er kommet for at blive. Spillet er det, man med rette kan kalde for ”den gode etter” og ender således i samme bås som eksempelvis Assassin’s Creed, Far Cry-serien og mange andre, hvor udvikleren har videreudviklet et spil ovenpå community feedback, og dermed leveret efterfølgere som var det første spil klart overlegent. Der er ingen tvivl om, at Ubisoft kan gøre det samme med Watch Dogs, og som skrevet i anmeldelsens indledende afsnit, er Watch Dogs kommet for at blive. Tænder man på tanken om et open world spil med et teknisk twist i form af hackingdelen, så byder Watch Dogs på ugevis af underholdning, skønhedspletterne til trods.
Fakta
Watch Dogs

Watch Dogs

PlatformPlayStation 4
UdviklerUbisoft
UdgiverUbisoft
Spillere1-8
Udgivelsesdato27-05-2014
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog Vold
Følg PSlife her
+ Hackingelementet fungerer godt, massevis af opgaver at tage sig til, godt stemmeskuespil og figurgalleri, primærhistorien er lang og spændende, multiplayerdelen byder på opfinds..
Dårlig bilfysik som ødelægger en stor del af køreoplevelsen, middelmådig og forudsigelig fjende-AI, til tider flad fornemmelse i Chicagos gader.
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:8.0
Holdbarhed:8.5
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.