Spillets historie er ikke noget at råbe hurra for, under anmeldelsen har jeg ikke været hele historien igennem, men den virker oftest lettere triviel, forudsigelig og lidt småkedelig. Historien om de gode og onde har vi hørt mange gange før, men som regel er der et lille spændende tvist, der gør det nogenlunde spændende, dette præsterer spillet dog ikke at levere. Man får ellers masser af værdi for pengene ved at investere i spillet, dog primært i form af kvantitet, der er nemlig ufattelig mange timer gemt på disken. For det første følger det originale White Knight Chronicles med på samme disk, dog uden trofæsupport, hvilket virker en smule underligt, og for det andet har udviklerne sagt, at spillets historie tager minimum 30 timer at komme igennem. Læg hertil muligheden for at spille spillet online sammen med vennerne samt alle de ekstramissioner, man kan begive sig ud, og man har minimum 100 timers spilletid samlet på en disk.
Som det er tilfældet i mange rollespil støder man nærmest uafbrudt på små grupper af fjender, som skal nedkæmpes, når man bevæger sig rundt i spillets univers. Det er derfor et krav, at spillets kampsystem er underholdene, varieret og udfordrende, og her fejler White Knight Chronicles II.
På overfladen virker kampsystemet rigtig lækkert, man kan disponere over 21 forskellige angreb under en kamp, de 21 angreb er placeret på 3 rækker med 7 angreb på hver, som man navigerer rundt mellem via piletasterne. Det lyder umiddelbart rigtig godt, men det fungerer ikke særlig godt i praksis, da man grundet det faktum, at spillet foregår i real tid, har begrænset tid til at udføre sine angreb. Dette betyder, at man hurtigt kommer til at bruge de samme angreb igen og igen for at undgå at blive dræbt i kampens hede. Det bliver derfor hurtigt trivielt at skulle kæmpe sig igennem den ene flok fjender efter den anden, blot for at få nogle experience point, som man kan bruge til at låse op for nye angrebstyper, som man alligevel aldrig får brugt. Selv muligheden for at transformere sin karakter om til en Knight, som er en stor ridder, der kan hakke de små fjender over i et enkelt slag og bringe de store drager i knæ, bliver hurtigt en kedelig affære, da kampene her virker endnu tungere og sløve. Man kommer dog ikke udenom, at muligheden tilfører noget variation til de ellers ret ensformige kampe.
Som nævnt tidligere er der nok at tage sig til i spillet udover at nedkæmpe fjende. Man kan f.eks. lede efter forskellige råvarer og materialer, som kan bruges til at få nye og bedre våben samt ekstra modstandsdygtigt udstyr. Dette sker ved, at man opsøger en såkaldt binding post, som typisk findes i de forskellige byer, man kommer igennem på ens vej. Denne del af spillet er ganske underholdene, og hvis man finder nogle af de sjældne materialer, kan man pludselig stå med nogle meget kraftige våben og noget solidt udstyr. Udover binding delen kan man også hoppe online og spille sammen med op til fem venner i spillets online univers. Her kan man kaste sig over en masse forskellige sidemissioner, hvor man ligesom i en-spiller delen optjener point til at opgradere sin karakter med. Hele onlinedelen giver spillet en ekstra dimension i forhold til almindelige rollespil og tilføjer utroligt mange timer til spillet, det er dog et krav, at man kan finde nogen at spille sammen med.
Grafisk er White Knight Chronicles II et rigtig flot spil, miljøerne man bevæger sig rundt i er imponerende og fyldt med små detaljer, der gør det til et rigtig eventyr at gå på opdagelse i spillets univers. Spillet lider dog under en ret elendig kameraføring, som især kommer til udtryk i kampene, når man skifter til ens karakters knight. Her kan man ikke finde hoved og hale på, hvor man befinder sig henne i forhold til modstanderen, og det gør tit, at kampe i snævre områder bliver baseret mere på ens dræberinstinkt end ens taktiske snilde.
Lydsiden i spillet er ok, stemmeskuespillet er acceptabelt, men dog heller ikke mere end det, det er til tider svært at mærke de forskellige karakterers personlighed, og de fleste karakterer bliver hurtigt ret monotone at høre på. Lydeffekterne i spillet er heller ikke noget at råbe hurra for, slagene føles ganske enkelt ikke så kraftfulde, som de ser ud på skærmen, hvilket gør, at kampene ikke bliver så spændende og indlevende, som man kunnet have håbet på.
White Knight Chronicles II formåede at skabe en del røre i gamer verdenen, da spillet blev udgivet i Japan, her havde udviklerne, Level-5, været så barbariske, at de havde programmet spillet således, at det ikke var muligt at starte spillet, medmindre man havde gennemført det først White Knight Chronicles, samme røre kan man næppe tale om, at det færdige produkt kan skabe her i Danmark. Spillet lever ganske simpelt ikke op til den standard, vi ser på markedet i dag.
Leder man efter et solidt rollespil, skal man enten lede videre på markedet blandt de andre forholdsvis nye udgivelser eller se lidt tilbage og finde et af de gamle solide rollespil frem fra hylden.
Facebook
Twitter
