Spillet indeholder bare fire missioner og her tager man kontrol over tre mere eller mindre legendariske Wolfenstein krigsmaskiner. De tre krigsmaskiner har hver deres styrker og svagheder og den første man stifter bekendtskab med er den legendariske Panzerhund, som er udstyret med en flammekaster og kan lave et kraftigt fremadrettet angreb, som let kan kvase en håndfuld nazister.
Den næste er en drone, som man skal bruge til at infiltrere en tysk base med, for uset at få adgang til en række computere som man skal hacke. På disse computere skal man finde frem til en række dokumenter, som kan være nyttige for den franske modstandsbevægelse. Drone-missionen er den længste, men desværre også den kedeligste af spillets fire missioner, da der ikke er meget action og den kanon man inden missionen montere på dronen, viser sig blot at være en forvokset strømpistol. Skuffende.
Den tredje og sidste krigsmaskine er den enorme Zitadelle kamprobot, som for alvor sætter streg under actionen. Her er man udstyret med en minigun i den ene hånd og en rocket launcher i den anden og så skal der slagtes nazister i lange baner. Se, det er anderledes underholdende.
I den fjerde og sidste mission, skifter man mellem de tre krigsmaskiner og inden man ser sig om, er spillet forbi. Hver af de fire missioner er korte og de er alle meget lineære. Det hele tager ikke ret meget mere end 2 timer at gennemføre og der er ingen grund til at vende tilbage for en anden gennemspilning. Wolfenstein: Cyberpilot føles på visse områder mest som en tech-demo hvor udviklerne skulle prøve nogle ting af.
Wolfenstein: Cyberpilot kræver et VR-headset og kan spilles med både ens Dual Shock kontroller og to Move kontrollere. Jeg havde lidt svært ved at finde mig tilrette ved nogen af styringerne; selve missionerne synes jeg fungerede bedst med en Dual Shock kontroller, mens konfigurationen og opsætning af krigsmaskinerne mellem missionerne, som er udformet som en slags minispil, var klart bedst med Move kontrollerne. Man savner lidt indstillinger, da man ikke kan konfigurere styringen ret godt, så man hænger lidt på hvad udviklerne følte var det bedste.
Visuelt er Wolfenstein: Cyberpilot rigtigt fint og oppe blandt det flotteste PlayStation VR spil. Man lever sig let ind i spillet og specielt i den tredje mission, den med Zitadelle kamp-robotten, er effektfuld. Lydsiden er ligeledes fin og som man kunne forvente det - her er der ikke de store overraskelser. Jeg savnede dog lidt “uumph!” fra eksplosioner og lignende.
Wolfenstein: Cyberpilot er en særdeles tynd omgang. De fire missioner er hurtigt overstået, gameplayet er simpelt og lineært og man savner indstillingsmuligheder, så VR-oplevelsen bliver så behagelig som muligt. Det føles som en tech-demo, hvilket ikke er så usædvanligt for VR-spil, men hvorfor Wolfenstein serien skulle lægge ryg til den her kedelige tech-demo, forstår jeg ikke helt. Wolfenstein har altid gjort det sjovt at slagte nazister - Cyberpilot gør det kedeligt.
Wolfenstein: Cyberpilot kan købes nu på PlayStation Store for 159 kr. hvilket er et lidt pebret prismærke for et spil af denne størrelse.
Facebook
Twitter
