Wolfenstein II: The New Colossus forsætter dermed hvor det første spil The New Order slap, mere præcist fem måneder efter. Uden at afsløre alt for meget fra The New Order, så er det stadigvæk B.J. Blazkowicz som er helten og sammen med gruppen Kreisau Circle, en bunke modstandskæmpere, prøver de at redde verden fra nazisterne.
Anden verdenskrig er længe overstået og Wolfenstein II forgår i en alternativ tidslinje i 1960’erne, hvor hele verden er under Nazi herredømme, som har fået skabt sig et teknologisk overtag via hensynsløse eksperimenter og brug af atomvåben, som bl.a. er gået ud over dele af det amerikanske kontinent. Det giver sig selv, at det er en dyster og skræmmende tidslinje som historien følger, men det er samtidigt gjort med en sjov morbid humor.
De onde nazister er lige en tak ekstra onde, mere karikeret og vores helte vi følger, en tak mere seje end hvad de fleste ville kunne klare i sådan en situation, hvor hele verden er i brand og man er nogle af de få der stadigvæk kæmper for retfærdighed og retten til at høre jazz musik. Man kan sagtens drage paralleller til den klassiske novelle The Man in the High Castle, der fornyeligt er blevet til en glimrende TV serie med samme navn.
Modsat det første spil, så kommer der lidt mere dybde i historien og der kommer også flere følelser, end bare lysten til at skyde nazister, som virkede til at være den store drivkraft i det første spil. Wolfenstein II bliver dog aldrig et socialdrama med to lys på et bord, men ens helte bliver lidt mere menneskelige og det skader bestemt ikke historien, som er ganske fin og ikke mindst underholdende. I store træk så skal vores hovedperson være far, endda til tvillinger, og B.J. Blazkowicz kan ikke se sig selv sætte 2 børn ind i en verden som er kontrolleret af onde nazister.
Det er stadigvæk MachineGames, som er skaberne, præcis som de var det med det første spil. Den svenske udvikler har kun arbejdet med skydespil, og flere af skaberne af MachineGames kommer fra en anden svensk udvikler Starbreeze Studios, der bl.a. er kendt for The Chronicles of Riddick: Escape from Butcher Bay og The Darkness. Hvis man har spillet det første Wolfenstein er man heller ikke i tvivl om at skydespil ligger i MachineGames’ DNA og det er meget glædeligt at opleve det også er tilfældet i Wolfenstein II, hvor MachineGames virkelig bygger på de ting som de gjorde godt i det første spil.
Så vi har først og fremmest med et glimrende skydespil at gøre, hvor styringen og fornemmelsen for våbnene sidder lige i skabet. Spillet byder ikke på det største udvalg af våben, men dem man har til rådighed er veljusteret og sjove at bruge, samt opfylder hvert deres behov. Det meste af spillet er ret lineært, men man kan selv bestemme hvordan man ønsker at spille det, lige fra ”gun blazing” med 2 maskingeværer og aftrækkeren i bund til stealth. Specielt i anden halvdel af spillet bliver mulighederne for at vælge ens egen spillestil mere udpenslet, samt efterhånden som man får opgraderet ens våben til den spillestil man fortrækker.
Senere henne åbner spillet dog lidt op, så det ikke bare bliver mission på mission der følger historien, da man får muligheden for at jagte nazi übercommanders i forskellige dele af den verden man allerede har besøgt. Det giver et fint afbræk fra den lineære historie, at man kan genbesøge dele af spillet og jagte nazister. Ikke mindst fordi spillet til tider kan være ret svært, selv på medium sværhedsgrad kan man rende ind i nogle store udfordringer, som kræver man tænker ”lidt ud af kassen” og ikke bare griber det an som man plejer, fordi så får man tæsk. Spillet bliver dog aldrig urimeligt svært, fordi når man har lært at udnytte de muligheder som man får stillet til rådighed med de forskellige våben og evner, så kommer man til at sparke røv og her kan jagten på übercommanders være et godt sted at teste nye evner og en anderledes spillestil af.
Wolfenstein II holder også fast i nogle ældre dyder, og det er ikke kun det faktum at man kan spille de helt gamle Wolfenstein spil inde i spillet, men mere at man ikke har automatisk helende liv hvis man bliver skadet. Man skal samle healtpacks og armor op, præcis som i de helt gamle Wolfenstein spil. Men det er bestemt ikke en dårlig ting, da det er med til at gøre de store kampe mere nervepirrende, da man ofte ikke kan fedtspille sig ud af en presset situation.
Man finder dog også nogle mere moderne elementer i spillet, f.eks. de mange challenges hvor man låser op for bedre evner, efterhånden som man laver flere headshots og nedlægger flere fjender på specifikke måder. Det er med til at give én små mål i spillet, som igen giver mere variation i ens spillestil og det virker rigtig godt.
Det er også værd at nævne at spillet byder på nogle ganske interessante samlebare objekter, hvor specielt avisartikler, postkort og efterladte beskeder, giver et rigtigt godt indblik i historien og hvordan verden har udviklet sig i årene efter anden verdenskrig og nazisternes voksende herredømme af kloden.
Grafisk er Wolfenstein II ikke et fotorealistisk mesterværk, men den grafiske stil er dog meget gennemført og fjenderne og omgivelserne er glimrende udført. MachineGames har valgt at prioritere høj ydelse over fotorealisme og i et skydespil som Wolfenstein II byder vi 60 FPS velkommen og bortset fra nogle få scener, så kører spillet meget stabilt hele vejen igennem. Det er ikke alle spil hvor 60 FPS er en nødvendighed, men der er ingen tvivl om at et spil som Wolfenstein II hvor skydedelen er i højsædet, så er det den korrekte beslutning, dog savner jeg support for HDR, som vil have løftet spillets lyseffekter og mørke scener til et højere niveau.
Grafikken er skruet sammen med et god soundtrack, der er holdt i den mere hårde metal genre. Men det passer glimrende til hvordan spillet forløber og en hård gang metal går godt sammen med store blodige kampe og lydsiden på de forskellige våben er der heller ikke noget negativt at sige om, det er veludført.
Wolfenstein II: The New Colossus er uden tvivl det bedste skydespil udgivet i 2017 og måske lidt overraskende, også et af de bedste spil udgivet her 2017. Historien og hele verden i spillet er fascinerende og både heltene og skurkene er glimrende fortalt, samtidigt med at man får et spil der let byder på omkring 15 timers god underholdning, samt minimum 10 timer mere, hvis man vælger at jagte alle übercommanders. Der er ingen multiplayer, men man savner det ikke og Wolfenstein II: The New Colossus er beviset på at man sagtens kan lave et godt singleplayer spil i år 2017 som giver rigeligt med indhold.
Hvis man er fan af skydespil, så er Wolfenstein II: The New Colossus et spil man ikke må lade gå sin næse forbi, da man sidder med et smil på læben hele vejen igennem og spillet sætter næsten en ny standard for hvor sjovt man kan lave et skydespil. Dog vil jeg anbefale at man spiller det første spil inden og så er det jo glædeligt at The New Order er et rigtigt godt spil, det er bare endnu mere glædeligt at Wolfenstein II: The New Colossus er et endnu bedre spil.
Facebook
Twitter
