Klip til 2019, med Youngblood installeret på en PlayStation 4, og det med adrenalinen er en helt anden historie. Der er kommet liiidt flere muskler i maskinen, og det er ikke længere et problem at få hastighed og action, og blod og lemmer til at sprøjte rundt på skærmen. Måske er min adrenalin-kapacitet også kommet lidt deropad, efter næsten 30 års intens træning på stadig mere avanceret hardware. I hvert fald formår Youngblood egentlig ikke at skabe synderligt meget mere spænding, end da jeg tøffede gennem gangene i Wolfenstein 3D.
På papiret er der ellers en del at komme efter, i denne “2,5’er” i serien af reboots. For det første er der for første gang i serien historie hovedfokus på at spille sammen med en makker. Uanset om du har en ven i den virkelige verden du kan hive med, matchmaker dig til en ven, eller du bare tager den på egen hånd, så får du en søster med på sidelinien - historien og banerne er skrevet og skræddersyet til at være to. For det andet skal du her simpelthen REDDE BJ Blazkovicz, selvom det næsten virker blasfemisk, og straks vækker hele Chuck Norris repertoiret til live, men ikke desto mindre.
Manden er forsvundet, sandsynligvis med vilje, og ingen af de etablerede helte magter at give en redningsaktion et skud - hvis Blazkovicz ikke vil findes, bliver Blazkovicz ikke fundet. Den holdning deler hans to tvillinge-døtre Jess og Soph heldigvis ikke, og de kaster sig uden tøven ud i nazi-land, for at redde farmand. De har sådan set ikke prøvet det før, men de er blevet trænet benhårdt af både far og mor, og virker ikke til at have noget intellektuelt overskud at tænke efter med. Beavis og Butthead virker som den rigtige reference at beskrive søstrene med - en reference, der meget passende stammer fra samme årgang som det oprindelige Wolfenstein 3D.
Efter en meget lang og rigtig fin film-intro, droppes du af på en Zeppeliner, hvor søstrene i den grad får taget mødommen som nazi-dræbere. De skal lige ind i det, men synes meget hurtigt at få taget om det, og så slagtes der bare løs. Hver søster starter med hhv. maskingevær og shotgun, kniv eller økse og en dragt der kan gøre dem usynlige. Jeps, du læste rigtigt, usynlig. Med et tryk på en knap kan du gøre dig usynlig og uden de store evner snige dig ind på hvem som helst og smække en kniv i halsen på dem. Der er en timer der gør, at du ikke kan anvende denne evne hele tiden, men det virker stadig som en ret heftig evne at starte ud med. Du kan selvfølgelig - som mig - bare vælge at ignorere den slags feinschmeckeri og bruge gode gammeldags kugler i rigelige mængder. Udfordringen her er, at du ikke altid får kugler i rigelige mængder, og faktisk ofte finder dig selv uden kugler til andet end din ærtebøsse af en håndpistol. Og så er det jo meget fint at kunne gøre sig usynlig.
En af årsagerne til at kuglerne hurtigt kan blive for få er, at fjenderne denne gang har fået ekstra at stå imod med. Der er simpelthen blevet introduceret healthbars og rustning over hovedet på de mange nazister, og selvom rustningen visuelt skydes af stykke for stykke, føles det reelt blot som om du skal bruge langt flere kugler til de ‘store’ fjender. Bulletsponges er vel den tekniske term. Der er grobund for mangen en diskussion om, hvorvidt den tilføjelse føjer til eller tager fra oplevelsen, men uden for diskussion er, at det får dit våben til at føles temmelig sølle, når du skal bruge ti magasiner på at lægge en enkelt nazist ned. Bevares, der er masser af fjender, der lægger sig ned efter et par enkelte salver, men der er intet, der bibeholder følelsen af kraft i dit gevær, når du peger det mod en af de tungere drenge.
Hen af vejen lærer du dog, at nogle våben er bedre til at pille rustning af end andre, og hvis du giver dig tid til at læse de mange, mange tutorials du kan samle op på små computere undervejs, lærer du det hurtigere - men helt ærligt, INGEN spiller da Wolfenstein for at læse! Det samme kunne man sige om de mange stumper du kan løbe rundt og finde i verdenen, fra sølvmønter til ammunition og nye våben. Faktisk kan det betale sig at støvsuge områderne du bevæger dig igennem, men det går ud over spillets pace og nogle gange støder du på nogle lidt for åbenlyse spawn points, hvor de samme fjender bare bliver ved med at poppe op, uanset hvor mange gange du dræber dem. Heldigvis er det jo altid sjovt at dræbe nazister. Selvom du ikke rigtig får nogen baggrundshistorie, der reelt understøtter deres ondskab, så ved vi jo bare at de er onde og skal dø.
Youngblood udspiller sig i 80’ernes Paris. Årtiet bedst repræsenteret gennem musik og graffiti rundt omkring i verdenen, Paris med sine fine caféer og gader og et par kendte bygninger i ny og næ. De to døtre kobler sig på den franske modstandsbevægelse, hvilket giver dig adgang til et hovedsæde i de franske katakomber, hvor du kan få dig en snak med de andre modstandsfolk, eller få dig et slag Wolfenstein 3D på en af hulens arkademaskiner. Som en fin udvidelse åbner Paris sig, så du nogenlunde frit kan vælge mellem forskellige missioner, og altså ikke bare skal køre gennem historien mission for mission. Reelt er der dog nogle meget tydelige stopklodser på friheden, hvis du begiver dig for langt væk fra den slagne vej. Her bliver du nemlig bare mødt af fjender på meget højt niveau, der plaffer dig ned uden overhovedet at kigge op fra sauerkrauten.
På din vej gennem Paris stiger du stødt og roligt i niveau, hvilket giver dig skillpoints du kan distribuere på tre forskellige områder: Mind, Muscle og Power. For hvert område er der et evnetræ, der gør dig i stand til at udbygge dine evner på en lang række områder, så du kan få mere liv og rustning, kaste hårdere og længere - med såvel knive og økser, som granater - svinge to pistoler samtidig eller drible med nogle af de helt tunge våben du kan finde. Dertil kommer et forholdsvis omfattende system til udvidelse af dine våben. Hvert våben kan snittes til på fem forskellige punkter, så de får flere bønner, skader mere, får bedre præcision osv., hvilket alt sammen er nødvendigt hvis du skal blive ved med at have overtaget i kampen mod de uendeligt mange nazister.
På din vej gennem Paris møder også nogle enkelte karakterer, der reelt har en personlighed og ikke bare er kanonføde, men fra den ellers lovende start, går den del af spillet meget hurtigt i dvale. Søstrene selv virker mest som et par goofy teenage-drenge, der hele tiden provokerer hinanden til at mande sig op og kæmpe videre. Især helt i starten er der nogle skægge scener, der rent faktisk bygger lidt sympati op, men efterfølgende bliver det ikke til meget andet end nogle kommentarer mens kuglerne flyver, der måske ville udbygge det lidt, hvis man havde tid til at lytte efter. Interaktionen mellem søstrene er også begrænset til at åbne kasser og døre, udveksle koder til døre og, bedst af alt, kaste håndtegn til hinanden, hvilket giver et boost til helbred eller rustning. De filmsekvenser der er, er rigtig gode, men der er ikke mange - fokus er på kampene, og det skal man selvfølgelig ikke klage over.
Til gengæld vil jeg tillade mig at klage lidt over, at kernespillet aldrig rigtig fængede mig. Måske er jeg blevet forkælet af Destiny og The Division, men for mig er det en lidt flad fornemmelse at pløje mig igennem kaskaderne af nazister. Jeg synes ikke våbnene har den rigtige tyngde, måske pga. den nye tilføjelse af healthbars. Jeg synes heller ikke historien giver mig nok til at det kan fænge mig. Og jeg synes grafikken er for mørk og udetaljeret til, at jeg reelt når at se eller interessere mig for hvad jeg skyder på. Når det er sagt, formår spillet faktisk at give mig øjeblikke, der minder mig om de gode gamle dage i Wolfenstein, men om det er attråværdigt at minde om et 30 år gammelt spil, er sikkert meget individuelt. Jeg synes heller ikke spillet formår at give mig den følelse af frihed den nye åbne struktur gerne skulle udmønte sig i - tværtimod synes jeg ofte at jeg brugte alt for meget tid på at finde vej og hoppe rundt i tomme områder, kun for at ende et sted jeg allerede havde været, fyldt med de fjender jeg allerede havde mejet ned.
Måske er det mest positive jeg kan sige om Youngblood, at du faktisk får utroligt meget spil for pengene. Til trods for, at det efter sigende skulle være et af de længste spil i serien, med en kampagne på 15-20 timer, koster spillet kun 239 kroner. Årsagen er ifølge udviklerne selv, at de har kunnet genbruge rigtig meget fra forgængeren, hvilket får lidt alarmklokker til at ringe hos undertegnede. Og selvom jeg jo fik afsløret at jeg ikke har spillet de foregående spil i den rebootede Wolfenstein serie, ville jeg måske overveje at hoppe på et af dem i stedet - både New Order, The Old Blood og The New Colossus koster 159 kroner i disse dage. Har du allerede pløjet igennem dem, uden at få slukket din nazi-dræber blodtørst, kan Youngblood meget vel være det mellemmåltid du skal bruge, for at klare dig igennem til det næste fulde spil i Wolfenstein serien dukker op.
Facebook
Twitter
