Efter at have tilbragt tre år i fængsel, ser Kazuma Kiryu frem til det stille liv med hans datter Haruka og de andre børn på børnehjemmet Morning Glory. Da han ankommer til børnehjemmet, finder han dog ud af, at Haruka er forsvundet og han drager nu til Kamurocho distriktet i Tokyo (et fiktivt Red Light District), for at lede efter hende. Han finder ud af, at hun har været involveret i en ulykke, men det er naturligvis ikke det hele - og hurtigt er Kazuma rodet ind til den japanske mafias lyssky forretninger endnu engang.
Man kastes nu ud i en lang række missioner, hvor spillets fine kampsystem er i fokus. Rækken af skurke, som venter på at få øretæver, virker nærmest uendelig, men det gør ikke noget, for heldigvis er kampsystemet blevet finpudset i Yakuza 6. Rent faktisk er kampsystemet blevet mere simpelt men dermed også mere fokuseret og der er stadig stor fokus på at bruge omgivelserne i kampene. Selv om det kan mærkes at kampsystemet er blevet lidt simplere, ved at det er en smule mere ensformigt, så synes jeg faktisk at det fungerer bedre og virker mere strømlinet end tidligere - og bedst af alt er faktisk, at man nu kan stikke af fra en slåskamp, hvis man hellere vil nå hurtigere hen til ens mål og dermed er man ikke tvunget til at kæmpe sig igennem en række mere eller mindre ligegyldige slåskampe med tilfældige banditter på gaden.
Foruden spillets mange hovedmissioner, indeholder Yakuza 6 også en række sidemissioner og minispil. Sidemissionerne er typisk japanske og mere fjollet end de almindelige missioner og de fungerer som et fint afbræk fra de mere seriøse hovedmissioner. En af missionerne går ud på at tæve en YouTuber (hvem har ikke drømt om det?), finde noget popstjerne-merchandise til en lille pige eller forsøge at af-installere en noget aggressiv Siri-lignende app fra ens telefon. Man finder sidemissionerne rundt omkring i omgivelserne og det gør at man får lyst til at undersøge hver en afkrog.
Yakuza-spillene har altid været kendt for deres mange minispil og Yakuza 6 er også fyldt med dem. Nogle af dem får man fra en Troublr app på ens telefon og andre falder man helt tilfældigt over. Jeg hyggede mig meget i Club Sega spillehallerne, hvor man kan spille klassiske arkadespil som Outrun, Super Hang-On, Space Harrier og andre spil som Puyo Puyo og Virtua Fighter 5: Final Showdown. Der ud over kan man give kattekillinger et nyt hjem på kattecaféer, man kan løfte jern i træningscentre og meget andet. Det kan indimellem være svært at holde snuden i sporet, når man hele tiden bliver udsat for sidemissioner og underholdende minispil.
Jeg har altid haft det lidt blandet med Yakuza-spillene. På den ene side var de fængende og dragende og på den anden side, virkede de gammeldags og kluntede. Yakuza 6: The Song of Life føles langt mere nutidig, det er det mest strømlinede Yakuza til dato og det fokuseret kampsystem er en fornøjelse at spille med.
Yakuza 6 kører på den nye Dragon spilmotor og det er tydeligt, både visuelt og hvordan spillet virker. Man kan nu gå på opdagelse næsten hvor man vil og man bliver ikke afbrudt af irriterende load-skærme når man bevæger sig fra gaden og ind i en butik for eksempel. Det er med til, at man har langt mere lyst til at gå på opdagelse i spilverdenen. Rent visuelt ser Yakuza 6 rigtig flot ud, specielt ansigterne på hovedpersonerne er flotte og omgivelserne er spækket med detaljer. Der er dog visse steder hvor grafikken stadig kan se lidt simpel og gammeldags ud og grafikken kan finde på at hakke på de mest mærkelige steder. Det er ikke noget som ødelægger spillet, men det er værd at nævne.
Lydsiden er som man kunne forvente, med et fint soundtrack og nogle meget karakteriske skingre japanske stemmer. Det lyder også som om, at foley artisten har haft lidt for travlt med lydeffekterne, for lyde som skridt og lignende, virker lidt overdrevet - ja vel nærmest karikeret. Det er faktisk lidt ærgerligt, for jeg sad og blev irriteret på det undervejs.
På trods af diverse ujævnheder, så er Yakuza 6: The Song of Life en fin afslutning på Kazuma Kiryu’s historie i Yakuza serien. Kampsystemet er mere frit end nogensinde, historien er fængende, der er masser at lave med både talrige sidemissioner og minispil og bedst af alt, så er det et ægte Yakuza-spil som fans elsker det.
Er du til japanske spil, hvor den meget anderledes kultur er i fokus, så skal du spille Yakuza-serien og bestemt også dette sidste afsnit, Yakuza 6: The Song of Life.
Facebook
Twitter
