Yoostar 2

Anmeldt af: Jakob Kofod - 31. marts 2011 - kl. 22:10
Del denne artikel:
0 0

Går du med en skuespiller gemt i maven, og er du for genert til at gå til auditions og lade talentet folde sig ud, så er der godt nyt til dig i form af Yoostar 2.

Yoostar 2 prøver at følge i hælene på de populære partyspil som Guitar Hero, Singstar og Dj Hero, men spillet adskiller sig væsentlig fra de tre nævnte titler, ved at der ikke skal konkurreres på sangkundskaber eller hurtige fingre, nej der skal spilles skuespil, og hvis man allerede her kan melde sig i rækken af folk, der ikke bryder sig om at stå foran andre og performe, ja så er spillet kort og godt ikke noget for dig.




I Yoostar 2 kan man spille med i 80 forskellige scener fra forskellige film og serier. Udvalget af film og serier spænder vidt, man kan således spille med i store film klassikere som The Godfather og Forrest Gump eller b-film som Shaun of the Dead og Kick-Ass. Hvad angår spillets seriedel kan man spille med i CSI: Miami, Mad Men og Star Trek. Yoostar 2 dækker således film- og serieområdet ret godt af og sørger for, at der vil være en scene, der vil falde i enhvers smag. Spillet indeholder forskellige spilmuligheder, man kan vælge at spille de forskellige scener enten som enkelte scener via ”Quick Play”, hvor udviklerne mærkeligt nok har valgt at udelade en rekordhistorik, hvilket er ganske besynderligt, da det fjerner hele konkurrencedelen i spillet. Udover ”Quick Play” indeholder spillet også en kampagnedel, hvor man i forskellige scener skal opnå de maksimale fem stjerner for at låse op for næste del i kampagnen. Spillet har også en onlinedel, som består i, at du efter hver færdigspillet scene får mulighed for at oploade din præstation til fællesskabet. Når først din video er blevet godkendt, kan andre Yoostar spillere gå ind og se din film og give dig point alt efter, hvor underholdene de finder din optræden. Som en lille bonus for den lettere narcissistiske gamer er det muligt at få sine videoer lagt ud på sociale tjenester som Facebook og Twitter, så man kan vise hele verden, hvor god en skuespiller man er - det vides dog ikke om det er muligt at slette disse film igen.




Spillet fungerer på den måde, at man ved brug af Playstation Eye kameraet (kameraet der også bruges til Playstation Move) erstatter en skuespiller i en af de 80 forskellige scener. Man skal derefter forsøge at efterligne skuespillerens mimik og læse hans manuskript med den bedst mulige indlevelse, da man efter en færdigspillet scene får point alt efter, hvor godt man har klaret sig. Pointsystemet kan bedst betegnes som et singstar-lignende system, hvor der gives point efter tonefald m.v., hvilket betyder, at det fortsat er muligt at mumle sig til en bedre score, end hvis man rent faktisk forsøger at læse manuskriptet.

Konceptet er som sådan rigtig godt, men udførelsen af spillet er desværre slet ikke god nok til, at det kan nå de andre partyspil i klassen til sokkeholderne. De første problemer opstår allerede, når man starter spillet op, her får man gennemgået, hvordan den mest optimale lyssætning m.v. skal være for at få det bedste ud af spillet. Her stiller spillet ret store krav til ens omgivelser. Der skal være god plads foran skærmen, da man i de forskellige scener skal placere sig i mange forskellige udgangspositioner, som kan varierer fra, at man skal stå med næsen helt oppe i linsen eller stå så langt tilbage i lokalet, at kameraet kan få hele ens figur med i billede. Udover god plads foran kameraet kræver spillet også en virkelig god belysning i det lokale, hvor der skal spilles, da ens projektion på skærmen ellers bliver grumset og kedelig.




De omtalte problemer har dog ikke en direkte påvirkning af spillets gameplay, men listen af problemer slutter desværre ikke her, for også kameraets mikrofon er et problem. Mikrofonen opfanger nemlig alt - det betyder, at selv når du står musestille og vente på, at det er din tur til at læse dine replikker, så opfanger mikrofonen lyden fra tv'et eller forskellige uforudsete lyde, som en telefon der ringer eller en dør, der bliver smækket. Dette resulterer i, at man bliver fratrukket point for ens præstation, da man får point for netop at være stille og vente på, at det bliver ens tur. Teknikken, der bringer dig fra din stue og ind på de skrå brædder blandt alverdens kendte skuespillere, er givetvis ganske teknisk, men det er ikke nogen undskyldning for, at der sker tekniske udfald i stort set hver eneste scene, man spiller. Kameraet er ganske enkelt ikke udnyttet godt nok i spillet til, at det bliver en fornøjelse både at spille og se på, som det jo netop er meningen med spil i denne genre.

Det skal dog ikke være negativt det hele, for Yoostar 2 leverer også noget ganske habil underholdning. Dette skyldes blandt andet, at man har mulighed for at spille de forskellige scener enten efter filmens oprindelige manuskript eller spille den uden manuskript. Den sidste mulighed giver en uanede mulighed for selv at strikke sine egne scener sammen, hvilket kan skabe nogle utrolig sjove scener fra de store film som Terminator, 300 og andre film med seriøse scener, man kan tage lidt gas på.




Yoostar 2 har et rigtig godt koncept, desværre for spillet er konceptet ikke nok til at bære det alene, da spillets tekniske formåen simpelthen ikke er oppe på et acceptabelt niveau. Der er simpelthen for mange tekniske problemer med spillets brug af Playstation Eye til, at spillet bliver den nydelse, som partyspil som det ellers havde muligheden for at blive. Bevares det kan da være sjovt at se sine kammerater improvisere som Mr. Myagi fra Karatekid, men når han efter et par karateslag har sørget for, at det ikke er filmens kulisse men din egen stue, du ser på tv'et, ja så sidder man tilbage med en lidt tom fornemmelse.
Gameplay:4.0
Grafik:3.0
Online:4.0
Holdbarhed:4.5
Overall 4.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.