YouTubers Life 2

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 22. oktober 2021 - kl. 21:59
Del denne artikel:
0 0

Så kan du igen prøve kræfter med at blive en ægte YouTuber i denne lille simulator, hvor du endda får hjælp fra rigtige YouTubere. Læs anmeldelsen af YouTubers Life 2 her.

Det første YouTubers Life udkom i 2019 og fik en ganske stor følgerskare og solgte faktisk over 1,5 million kopier - flot for et lille indiespil. Nu er den uundgåelige efterfølger så kommet, hvor man igen skal forsøge at opbygge en karriere som YouTuber.



Som ny YouTuber flytter man til byen NewTube City, en by fyldt med andre YouTubere. Den første store opgave som spirrende YouTuber er, at få adgang til den store spilmesse PlayCon, så man kan poste det rigtige content derfra. Det er dog ikke helt billigt for en nybegynder at få en billet til messen, så man må hellere få gang i karrieren og måske tjene lidt penge ved siden af, for at få nok til at kunne købe den eftertragtede billet.

Man skal rende rundt i byen og lave selfies til blandt andet Instalife (Instagram) og optage videoer, redigere dem hjemme på værelset og uploade dem på NewTube (YouTube) i den konstante jagt efter likes og subscribers. Man kan både lave “Let’s Play” videoer, unboxing videoer, live streams eller videoer ude fra byen, hvor man snakker med folk.



Man poster sit indhold via nogle minispil og jo bedre man klarer sig i de her minispil, jo bedre er ens content. Efterhånden som man poster content og ens subscribers stiger, kan man opgradere ens computer, købe flere spil og konsoller, opgradere ens lejlighed, købe bedre video-redigeringsudstyr og meget andet, der i sidste ende betyder det bedre content, som gør ens NewTube kanal mere og mere populær. Vil man have en pause fra det evige NewTube ræs, så kan man gå ud i byen og snakke med mange forskellige mennesker, tage nogle af NPC’ernes missioner og man skal huske at købe mad og drikkelse, da man får brug for det som hårdtarbejdende YouTuber.

Inden man laver nyt indhold, skal man hver morgen tjekke hvilke emner der trender på nettet. Det kan for eksempel være, at der er rygter om et nyt spil og så bør man rende ned i spilbutikken og se om man kan få fat i det, så man kan poste videoer af det på ens NewTube kanal, inden det bliver uinteressent igen. Det kan også være, at en populær YouTuber er blevet set i ens bydel og så går jagten naturligvis ind på at finde ham eller hende.



Faktisk er der en del rigtige YouTubere med i YouTubers Life 2, blandt andre PewDiePie, danske Crainer, El Rubius, LaurenzSide og Vegetta777. Der er i alt 10 real life YouTubere og dem møder man forskellige steder i spillet og de har missioner som man skal klare og de hjælper en med at blive den bedste NewTuber i NewTube City.

YouTubers Life 2 er et hyggeligt spil, der blander “life simulator” og eventyspil i en semi-åben verden fint sammen. NewTube City er overraskende sjov at gå på opdagelse i og den er fyldt med karakterer man kan snakke med og løse opgaver for. Men den overordnede mission med hele spillet er, at få en NewTube kanal og ens InstaLife konto til at vokse sig stor og blive den bedste NewTuber i verden.



Grafikken i YouTubers Life 2 er ganske fin. Den farveri og ufarlig og har et svagt tegnefilms-look og de rigtige YouTubere er til at kende i den lidt legene grafikstil. Lydsiden er også fin, med et fint afdæmpet soundtrack og lydeffekter.

YouTuber’s Life 2 er en ganske fin simulator. Selv om den jo ikke er baseret på virkeligheden, kan den måske give et lille indblik i, hvad det kræver at blive en ægte YouTuber (og så alligevel ikke); nemlig hårdt arbejde hver eneste dag og hele tiden holde sig på beatet - og gerne lidt foran.



Det bliver dog måske lidt ensformigt med tiden og det kan til tider være svært at vide hvad næste step er. Og så er det vildt irriterende, at ens energi forsvinder så hurtigt, så man laver næsten ikke andet end at spise og spise, for at man har energi til at poste videoer på NewTube. Det kan næsten blive en stopklods for at man gider lave det vigtige content.

Hvis du har lyst til en hyggelig lille simulator, lidt i stil med Animal Crossing, til de mørke aftener, så kunne YouTuber’s Life 2 være et godt bud. YouTubers Life 2 fås til PlayStation 4 og koster 299 kr. på PlayStation Store - hvilket måske er lidt i den høje ende for et spil af denne kaliber.
+ Den semi-åbne verden fungerer faktisk, meget at give sig til, hyggeligt gameplay loop
Ens energi forsvinder alt for hurtigt, nogle gange lidt svært at vide hvordan man kommer videre, lidt rodet historie
Gameplay:7.5
Grafik:7.0
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.