Er jeg den eneste der glæder mig som et lille barn, til at kunne spille Diablo 3: Ultimate Evil edition på min PS4?
Jeg betragter mig selv som et rationelt tænkende voksent menneske.. Men jeg glæder mig så ustyrligt meget, at jeg synes at det er fuldstændig rimeligt at jeg (igen) skal betale fuld pris for et spil jeg (ret beset) allerede har købt og gennemført én gang.. sidste år.
Det "gamle" Diablo fik jeg hurtigt nok af af flere årsager. For det første var der ingen af spillets classes appelerede til mig. Witch Doctor virkede som en tegneserefigur af en Necromancer, Demon hunter fik spillet til at minde om et top-down shooter (især fordi ens part konsekvent bestod af fire af dem). Barbarian var en temmelig tam omgang med abilities som "Slå rigtig hårdt", "Råb rigtig højt" og "Slå rigtig hårdt mange gange, mens du råber". Monk var et fedt koncept, men det tændte mig af at jeg kunne bruge 2-hånds sværd og opnå bedre resultater end med e.g. fist-weapon/stav? Mage var underholdende - hun var den eneste som mindede mig om "det gamle Diablo".. Ildkugle, tjek. Frostbolt, thek. Blizzard, tjek... Dog har jeg aldrig været offensive castere. Jeg er sgu for pacifistisk til at sætte ild til alt og alle hele tiden.
Jeg savnede at kunne spille Paladin. Jeg har altid været pjattet med service-jobs som support/tank roller.. og ethvert produkt kan sælges til mig, hvis det indebærer at jeg kan te mig tosset som en blondine bevæbnet med plate-armour, skjold og sværd. Lo and behold, D3 U.E introducerer Crusader <3. class'en.
Endelig en karaktér som synes at passe ind i universet.
Gripe nummer 2 var at ens eneste muligheder for replayability var det samme, én gang til, bare sværere. I de foregårnde Diablo udgivelser var alting randomized, hvilket gjorde story mode til en "ny" oplevelse hver gang.. En kæmpe skuffelse ved D3 var at alting var skræddersyet og fuldkomment ens efter 3. gennemspilning.
Med muligheden for randomized Nephalem rifts og Adventure mod er der pludselig gode muligheder for at sætte sig ned og spille 15 min adgangen og opnå resultater med dette. Ydermere er der et højere level cap og ubegrænsede Paragon levels.
Tredjde "øv-faktor" ved D3 var manglen på social spil. Jeg er klar over at auktionshuset fik usigeligt mange prygl af D3 fællesskabet og dets udeblivelse fra D3 til konsol blev taget vel imod - men vi manglede (på konsol) muligheden for at kunne bytte items. Der er et stort socialt aspekt i at kunne give sin kammerat det sprit nye armbrøst man (af ukendte årsager årsager) fandt i munden på en ulv forleden. Nu får vi endelig muligheden for at kunne "gifte" ting til hinanden - og det er et kæmpe plus i min bog.
Småting som "nemesis" dæmoner som vandrer mellem aktive spil og "apprentice mode" som begrænser effekten af e.g. et level-gap gør også at spillet bliver meget lettere at gribe an når man spiller med andre.
Alle disse faktorer gør at jeg er villig til at give et "godt" spil en chance til, mod forventning om at det denne gang er den "ultimative" pakke. Jeg ser i den grad frem til at hælde timer ned i min (fremtidige) crusader - og jeg håber på at spillet får en stærk tilslutning når det udkommer senere på året.
Men mest af alt ser jeg dog (overraskende nok) frem til Diablo 3 over Remote Play. At have et spil som kan styres på rentabel vis appellerer i den grad til mig
Om ikke andet er jeg underholdt til Destiny udkommer til September
.
Lad mig så høre - jeg kan da umuligt være den eneste som kommer til at spille dette spil (igen-igen)? I så fald bliver det sgu en trist omgang. Hvis I er friske kan vi slå os sammen og, i fællesskab, slå sanseløst på alt hvad der rør sig? Jeg skal nok agere kød-skjold med min
paladin Crusader.