Lad det være sagt med det samme, til trods for de mange rosende ord og pæne karakterer, så er Ni No Kuni ikke et spil for alle. Folk, der tidligere har givet op på JRPG titler, bliver ikke omvendt af denne titel, mens dem, der spillede JRPG i 90erne, vil blive ramt af en følelse af genkendelsens glæde, når de stifter bekendtskab med dette imponerende spil.
For imponerende er spillet, hvilket i bund og grund også er ganske forventeligt, når man ser på, hvem der står bag. For det er ingen mindre end RPG specialisterne fra Level-5 - folkene bag spil som Dark Cloud og White Knight Chronicles - der er gået sammen med det legendariske studie, Studio Ghibli - studiet bag film som Ponyo på klippen ved havet og Min nabo Totoro. Sammen har de skabt et spil, der byder på en gennemarbejdet rollespilsoplevelse med alt hvad det indebærer fremvist på smukkeste vis i et animé look.
Spillets historie er bygget op omkring den 13-årige dreng Oliver, der bor sammen med sin mor i hvad der mest af alt ligner en amerikansk forstad a la 1950 ved navn Motorville. Olivers mor dør ganske pludseligt, og herefter begynder verden at blive vendt på hovedet for unge Oliver. Bamsen, han som barn fik af sin mor, vækkes pludselig til live af hans tårer og oplyser ham om, at der er en mulighed for, at han kan redde sin mor. Bamsen, som viser sig at være Mr. Drippy, bliver ens tro følgesvend, og hjælper i første omgang Oliver med at få tryllebogen The Wizards Companion, som er den tryllebog, han løbende skal udfylde med historier, trylleformularer m.v. for at blive en mægtig troldmand i den parallelverden, hvor han skal overvinde de onde magter i jagten på at få sin mor tilbage.
Spillets historie er meget emotionel og dragende, men som det typisk er for JRPG genren, er den også ganske forudsigelig til trods for, at undertegnede kun har spillet 15 timer af den historie, som ifølge udviklerne tager små 40 timer at komme igennem, så det er bestemt ikke indhold spillet mangler. Historien er primært fortalt via mellemsekvenser og dialoger, som forekommer delvist som tale og som tekst. Her kunne man godt have ønske sig, at en større del var fortalt som tale, da det at høre karaktererne tale gør, at man i højere grad knytter sig til de enkelte karakterer.
Spillet formår at blande hovedhistorien med nogle ganske varierede sidemissioner, der både indeholder de klassiske - gå fra a til b, hent x, og returner til a - og de til tider ganske udfordrende dusørjægermissioner, uden at det virker påtaget. Dette gør også, at spillets grind element egentlig ikke virker så slemt til trods for, at man alt andet lige kommer igennem ligeså mange kampe, som man gør i andre JRPG spil.
De 40 timer, som spillet tager, skal selvfølgelig ikke kun bruges på at se mellemsekvenser og bladre sig igennem talebobler, en masse af dem skal tradition tro bruges på at nedkæmpe fjender, og her byder Ni No Kuni på et væld af spændende typer af fjender, både almindelige og bosser, som man møder på tværs af de forskellige miljøer, man færdes i. Kampsystemet er som altid ganske afgørende for, om et rollespil bliver en succes, og hvis man skal måle alene på dette, er Ni No Kuni en stjerneklar succes. Kampene, som udspiller sig i en kamparena og foregår i real tid, er dynamiske og levende. I kampene tager man kontrol over en enkelt karakter ad gangen, her kan man vælge mellem, om man vil angribe, forsvare eller udføre et magisk angreb. Man kan løbende skifte mellem de forskellige karakterer og uddele taktiske ordrer til de andre medlemmer af ens slæng, som ellers styres af computeren.
Det er dog ikke Oliver eller de andre karakterer, som man møder på sin vej, der nødvendigvis skal kæmpe mod fjenderne, Ni No Kuni gør nemlig brug af et Pokemon lignende koncept kaldet familiars. Disse såkaldte familiars er små finurlige skabninger, der hver især har forskellige egenskaber - nogle familiars fungerer som klassiske tanks, mens andre kan fungere som healere. Hver enkelt karakter har sin egen familiar, men man kan også indsamle disse familiars, således kan hver enkelt fjende man møder i spillet, bortset fra bosser, indsamles som familiars. De familiars man kæmper med deler helbred og magi med den karakter, de kæmper for, og ligesom ens karakter så optjener de xp og stiger i niveau.
Kampene kræver - uanset om man grinder på livet løs eller ej - at man lærer at mestre at veksle mellem de forskellige familiars og de forskellige karakterer, ligeledes en nogenlunde præcis timing er påkrævet, da man rent faktisk er i stand til at vende slaget ved at være præcis med sin timing. Samtidig sørger den store differentiering i karakterne og deres udviklende evner for, at kampene ikke bliver trættende til trods for, at der er mange af dem.
Udover at indsamle familiars og nedkæmpe fjender byder spillet også på mange andre facetter, en af dem er kemidelen, hvor man via en magisk ånd kan blande forskellige materialer og på den måde erhverve sig nye våben, miksturer og alt hvad hjertet eller begærer. Noget der desværre virker totalt ideforladt er, at man skal finde disse formler i den magiske bog Wizards Companion, som man har med sig på sit eventyr. Man kan bladre i bogen via ens pausemenu. Problemet er, at når man først har fundet en formel, hvortil man har alle delene, der er påkrævet for at blande den, så bliver den ikke automatisk gemt i ens find det hurtigt formularer, så man skal atter ind og bladre i Wizards Companion for at finde den igen, hvis man ønsker at blande den igen på et senere tidspunkt. Det virker ikke helt gennemtænkt og gør, at kemidelen falder lidt til jorden.
Visuelt er spillet som tidligere nævnt utrolig smukt, det er tydeligt at se, at det er et erfarent anime studie som Studio Ghibli, der har været med til at udvikle spillet. Dette skinner ekstra meget igennem i de mange mellemsekvenser, hvor de evner at bringe spillets karakterer til live og få en til at holde af karaktererne. Man kunne frygte, at den imponerende grafik fik spillet til at halte i de situationer, hvor der skal kæmpes mod store bosser, men her imponerer spillet atter ved at byde på et flydende gameplay.
Lydsiden i spillet fortjener også at blive fremhævet, det er komponeret af Joe Hisaishi, som også har stået for lydsiden på flere Studio Ghibli film. Soundtracket bærer i høj grad præg af, at det er udført af Tokyo Philharmonic Orchestra. Det er storslået musik, hvor der spilles på alle strenge, og musikken bidrager til, at man forføres og inddrages i spillets unikke univers. Man kan som i flere andre JRPG vælge, om man vil spille spillet med japansk tale med engelske undertekster eller blot engelsk tale med mulighed for engelske undertekster. Der er desværre steder, hvor stemmeskuespillet halter lidt, hvilket gør, at der er nogle karakterer, som ikke gør sig særligt bemærkede og glider lidt ud.
Hvordan konkluderer man så på et spil som Nu Ni Kuni? Det umiddelbare svar er, at det her spil nok er årets første kandidat til årets spil. Spillet har på sin vis en så bred appel, at der uden tvivl vil være en del, der bliver skuffede efter at have haft spillet i maskinen en times tid, men til dem, der kan se hvad Level 5 og Studio Ghibli vil, nemlig at suge dig ind i det magiske univers, er der her en spiloplevelse af kaliber. Spillet indeholder så mange forskellige elementer, som gør det svært at fælde det ned på et stykke papir, men i praksis så fungerer det hele bare.
Anmeldelsen er baseret på 18 timers spiltid
Facebook
Twitter
